Anton tager ud på en rejse med rum-raket, med færge, med tog osv. Da han kommer hjem, er der tegninger på hans bluse, som viser genstande fra hans rejse. På alle sider (bortset fra den sidste) kigger Anton ud gennem et hul, som helt konkret er standset ud af papiret. Det er godt fundet på. Kik-kik med Anton lavede den dengang kun otteårige Sebastian til sin lillebror, og det er der kommet en rigtigt god bog ud af.


Børnebøger lavet af så unge børn er tit søde uden at have noget at sige til læsere ud over den nærmeste familie. Sådan er det ikke med Kik-kik med Anton. Bevares, tegningerne er, som børnetegninger nu er, men de er tydelige, og farvelægningen har givet dem et løft. Jeg er overbevist om, at mange 4-årige vil falde for den korte historie.


Det er en pegebog for de børn, som er vokset fra ko, hund og gris. Derudover er der et (lille) afsæt, en handling og en slutning, dog uden en egentlig spændingskurve. Karakteren Anton er naturligt placeret det samme sted på hver side, da det gennemgående hul altid er ud for hans ene øje. Alligevel formår tegningerne at være afvekslende.


Teksten er bygget op om en standard: Først præsenteres det sted, Anton er. Derefter er der en kommentar. F.eks. "anton kigger ud ad et vindue på et tog – der er mange skinner og de kører meget hurtigt!" Punktum, udråbstegn og tankestreg er den eneste tegnsætning i bogen.
Der er ikke brugt stort begyndelsesbogstav, hvilket medvirker til det lidt naive udtryk.


Det er ikke stor kunst, men Kik-kik med Anton er en lille hyggelig og sjov bog, som vil fange mange børn netop af den grund.