Grundlaget er socialkonstruktionistisk: Kulturelle forståelser af køn, personlige erfaringer med køn og ikke mindst teoretiske og faglige indsigter påvirker den pædagogiske praksis. I høj grad endda. Kunne man forestille sig, at afvisningen vi leger ikke med sorthårede blev accepteret lige så ofte som vi leger ikke med piger? Nej vel, men den sidste sætning udløser næppe mange bekymrede personalemøder og forældresamtaler.

Køn i pædagogisk praksis kommer langt omkring. Den stiller spørgsmål ved mange normer. F.eks. at det mandlige er det normale, det kvindelige kun en variation af normen. Den heteroseksuelle norm får også modstand. Og børn kopierer voksne i en grovere version, så der er mere kønsopdeling i selvigangsatte lege end lege på voksnes initiativ.

Læseren møder fem såkaldte normativitetsfigurer, som på hver deres måde handler ind i en kønsdebat og dermed trækker i forskellige retninger. I en personalegruppe vil alle fem figurer sikkert være repræsenteret. De kan afsløres ved at bruge et refleksionsskema, som i øvrigt indgår i mange af de aktivitetsforslag, bogen er fuld af. Har man ikke egne observationer at analyse, er der mange praksisfortællinger. De fleste med bogens egen analyse som supplement til læserens egne.

Et kapitel er tilegnet praktisk pædagogik, og her fylder børnebøger godt. En hurtig øvelse er at tælle bøger med hhv. mandlige og kvindelige hovedpersoner. Børn i børnehavealderen er ofte meget låste i deres kønsforståelser. De er i fuld gang med at lære at begå sig i forhold til den omgivende kulturs normer og forventninger. Det kan virke forstyrrende og forvirrende, hvis de voksne begynder at vende op og ned på forståelsen af, hvad der er passende adfærd for piger og drenge () Målet er ikke i stig selv at ændre kønsforståelsen så hurtigt som muligt. Derimod er det et mål at vige børn erfaringer med, at der ikke kun er ét rigtigt svar, men mange forskellige bud på, hvad der er passende adfærd for piger og drenge.

En måde at gøre det på er at skifte hovedpersonens køn, som det er vist i et eksempel med Palle og perlen af Marianne Iben Hansen og Jon Ranheimsæter. Man kan gøre det samme med f.eks. Tornerose og andre eventyr. Man kan også præsentere en klassiker i sin oprindelige form og så forklare, at sådan er det ikke længere. Det er også ok at bruge børnesange, hvor kønsrollerne er unuancerede. Blot det samlede udbud af sange giver barnet mulighed for at stifte bekendtskab med en mangfoldighed. En arbejdsboks i Køn i pædagogisk praksis beskæftiger sig med illustrationer, som traditionelt ikke tillægges tilstrækkelig betydning. Er "en glad lille cowboy" og nissen i I en skov en hytte LÅ altid en mand?

Sproget betyder meget i institutionerne. Sproget skaber virkeligheden, også når en dreng og en pige, som leger sammen, udnævnes til kærester i stedet for at være legekammerater, som det ville ske, hvis de var af samme køn. Hvordan benævner man drenge, som leger med Barbie eller piger, som leger med actionmænd? Er de to dukke-typer placeret, så de naturligt blandes i legen, eller fremstår de som modsætninger? Dukkekrogen kan f.eks. kaldes andre navne: lejligheden, restauranten, køkkenet.

Undersøgelser viser, at drenge og piger behandles forskelligt i institutioner. F.eks. får drenge mere hjælp til tøjet og kommer dermed hurtigere ud på legepladsen end piger. Til gengæld bliver piger mere selvhjulpne.

Et kapitel behandler ledelse og organisering. Det er sat ind i en køns- og normkontekst, men kunne lige så godt bruges omkring andre emner, ledelsen ønsker øget bevidsthed om. Det gør ikke kapitlet dårligt, men der kunne f.eks. være noget mere om den forforståelse, ledelse og personale har om køn. En faktaboks kommer med gode råd, f.eks. Fremhæv altid de positive aspekter ved forandringsprocessen og udfordringerne og Skab stolthed omkring nytænkningen  Det foreslås at indføre en ambassadørrolle til en gruppe medarbejdere.

Personalets mangfoldighed er naturligvis en hjælp i arbejdet med at vise nuancer til børnene. Ikke blot, at der både er mænd og kvinder ansat, men også mangfoldighed indenfor gruppen af mænd og indenfor gruppen af kvinder.

Sidste kapitel handler om forældresamarbejdet. Det samarbejde er primært pædagogens rolle, og barnet er et fælles ansvar. Så er den sat på plads. Det er ikke kun hjemmet, som skal have informationer, pædagoger kan også få brugbar viden ved at lytte til forældrenes fortællinger.

Har man tvivl om, hvordan man møder forskellige familier, som ikke ligner ens egen, er der råd at hente. Tag ikke noget for givet og undgå skemaer mm., som får andre familiekonstellationer til at fremstå som afvigende, unormale eller mangelfulde. Og så er der også noget om arbejdet med forældre, som har en mere traditionel opfattelse af, hvad drenge og piger kan og ikke kan. Det kan være en lige så stor udfordring som det modsatte. Alle børn kan profitere af en normkritisk tilgang. Også børn i heteroseksuelle familier, da de derved ikke føler sig "forkerte", hvis de vælger en anden vej selv. Ordet "vælger" er i øvrigt hentet fra bogen og må være en smutter, for tilgangen til normer er ellers, at det ikke er et valg, den enkelte har.