Marts 2004

Hamid er 14 år, og han kan ikke læse. Han er analfabet, og han bor i Danmark. Hamid udviser, hvad der i visse pædagogiske kredse går under betegnelsen ”udadreagerende” adfærd. Ordet findes ikke i Nudansk Ordbog, men omskrevet betyder det, at drengen har svært ved at koncentrere sig, og at han kompenserer ved at vise verbal og fysisk aggressiv adfærd – flå, skubbe, slå.
Børn som Hamid har enorme faglige og sociale problemer i skolen. Problemerne er så store, at børnene risikerer at skulle pendle mellem en Folkeskole, der alligevel har opgivet dem, og døgninstitutioner, der måske kan afstikke skrappere retningslinier for en stund, men som i længden ikke ændrer det store. Hverken, hvad angår børnenes adfærd, eller hvad angår perspektivet for deres fremtid.

Hvad stiller samfundet op med børn som Hamid?
I Århus tog man konsekvensen af, at alene i den vestlige del af byen gik 40 skoleelever ikke længere gik i skole – enten mødte de ikke op, eller de var blevet smidt ud. I Århus Kommune startede man derfor en såkaldt ”Projektskole”.
Det er en beskrivelse af dette projekt fra midten af 1990erne koblet med en række teoretiske overvejelser og perspektiveringer, der nu er kommet en spændende og indsigtsfuld bog ud af - KRIGSRAMTE BØRN I EKSIL, af Mariane Hedegaard, Søren Frost og Inger Larsen. I bogens første del er der en grundig gennemgang af international litteratur om ”krigsbørn”, der udvider perspektivet for praksiseksemplet fra Århus, og som sammen med en form for undervisningsteori udgør et teoretisk grundlag for Projektskolen – heraf bogens titel.

De 40 ”drop-outs” fra det vestlige Århus var alle drenge, og 25 af dem var af palæstinensisk oprindelse. De 8-16 elever i alderen fra 10 til 16 år, der kom til at gå i projektskolen fra april 1994 og et par år frem, var netop palæstinensiske drenge fra Libanon. Deres forældre var kommet til Danmark med deres små børn i løbet af 1980erne, og må på forskellig vis have haft erfaring med krig. Alle drengene var arabisktalende, hvilket kunne give nogle fælles betingelser i undervisningen, som ellers ikke havde været muligt. Forfatterne noterer dog også, at det fælles kulturelle perspektiv heller ikke er helt uproblematisk (s. 89) - ikke mindst i integrationsmæssig henseende, må man formode.

Samtidig med, at forfatterne understreger, at et fælles kulturelt perspektiv, kan give visse fordele i en sådan skole, er det bogens (og projektets) teoretiske udgangspunkt, at man netop ikke primært vil beskæftige sig med flygtningebørn ud fra en national kulturbaggrund. For det ville ifølge forfatterne betyde ”..at man anvendte et statisk kulturbegreb, som ville blokere for forståelsen af de bagvedliggende og meget almene sociale processer, der finder sted i interaktion mellem unge og den kontekst, de er i nu” (s. 12).

På forhånd var det ideen med projektskolen, at der skulle være en ”dobbeltbevægelse” i undervisningen. Det vil sige, at der skulle ske en kobling mellem elevernes erfaringsverden og med faglig teoretisk viden (s. 80). Set fra et moderne skole- og undervisningssynspunkt, altså fra en didaktisk synsvinkel, er der nu ikke noget nyt eller overraskende i en sådan tilgang. Tværtimod kan man sige, at det er ret god latin i Folkeskolen, selv om den ikke altid praktiseres og ikke altid med lige stort held. Men når forfatterne understreger denne tilgang, skyldes det nok, at udgangspunktet ikke er så selvfølgeligt, når det drejer sig om projekter af mere socialpædagogisk karakter (hvor børnene nærmest er opgivet mht normal skolegang) - alle tre forfattere befinder sig vist i denne ”tradition”. Og her fokuseres der hyppigt på især de mere psykologiske forhold, hvad angår de enkelte elever. Forfatterne nævner det selv et sted, ligesom det nævnes, at andre projekter ikke har bygget på ”..det faglige indhold som betydningsfuld for børnenes sociale og emotionelle udvikling” (s. 62).

Det er alt i alt en af bogens styrker, at det vises, at fagligt indhold også er socialt vigtigt for børn, der har så store problemer, som tilfældet var og er med de palæstinensiske drenge. Der blev især taget udgangspunkt i undervisning inden for fagene biologi, historie og geografi, samt sprogfagene dansk og arabisk.
Trods mange disciplinære problemer lykkedes det at gøre flere af drengene interesseret i at lære noget, og denne læring kunne bruges som det første skridt til videre læring: Flere af drengene begyndte faktisk at se sig selv som ”rigtige” skoleelever, noget man ikke bare kunne tage for givet. Det hænger sammen med, at drengene begyndte at kunne se fremskridt hos sig selv – de begyndte at se, at de kunne noget. Og derefter var børnene også parat til selv at ville noget.

Forfatterne konkluderer, at det viste sig muligt at opbygge selvværd hos eleverne. Og dét tyder interviewene med børnene og uddrag af lærerdagbøgerne da også på, selv om det er meget svært at tolke projektet ud fra sådanne skriftlige kilder alene. I det hele taget er snapshotsene fra interviews og dagbøger medvirkende til at gøre praksisdelen af ”Krigsramte børn i eksil” spændende og levende at læse. Som læser kommer man her lidt tættere på Projektskolens hverdag, end det ellers havde været muligt.

Skoleprojektet levede ifølge forfatterne i store træk op til de mål, som blev sat fra starten; og det førte til, at myndighederne gjorde skolen permanent. Dog kunne man godt ønske sig, at forfatterne selv stillede flere problematiserende spørgsmål til sin egen samlede konklusion. Et sted beskrives det, hvorledes Hamid blev bortvist fra skolen. Det samme gjorde drengene Walid og Said også (s. 145). Det er smertefuld læsning, når eksempelvis Walid ifølge eget udsagn meget stærkt ønskede at komme i en 9. klasse på en dansk folkeskole. Han klarede altså end ikke Projektskolen. Forfatterne beskriver, hvorledes der blandt projektets medarbejdere var uenighed om bortvisningerne, og at andre ”løsninger” måske havde været mulige. Men under alle omstændigheder: Hvis man med disse tre drenge når en ”grænse” for, hvad et sådan projekt kan klare eller bringe videre – hvad bliver så ”konklusionen” på dét, hvis der er nogen?

”Krigsramte børn i eksil” henvender sig i princippet til alle, der interesser sig for såvel ”krigsbørn” som emne generelt, som for at arbejde med flygtningebørn og adfærdsvanskelige børn. Netop dérfor kunne man efter min mening godt undvære visse indforståede sproglige selvsving og irriterende udtryk som f.eks. ”mestringsstrategier”. Naive sjæle kunne tro, at det er børnene selv, der render rundt med sådan nogle oppe i hovedet!
Men har man øjne og ører åbne, er det blevet en spændende, veldokumenteret og læseværdig bog, både når det gælder de teoretiske og (især) de mere praktiske afsnit, der handler om selve projektskolen. Selv om det ligger uden for projektets rammer, kunne jeg nu godt lide at vide, hvordan det efterfølgende er gået børnene. De palæstinensiske børn fra Projektskolen er i dag voksne, unge mennesker, og vi lever i samfund med dem...