Februar 2005

Det afhænger af øjnene der ser.
Sådan kunne man med et fladtrådt udtryk fristes til at beskrive et af budskaberne i Hanne Hede Jørgensens på samme tid udfordrende og opfordrende bog KULTURFORTÆLLINGER.

Men først en del om det udfordrende og opfordrende. Det bliver her serveret i en pærevælling, da det er ikke så nemt at skille Hede Jørgensens udfordring fra op-fordringen. For i selve opfordringen ligger udfordringen. Og omvendt.
Hvad anmelderen egentlig mener med alt dette mudder, skulle forhåbentligt blive mere klart i løbet af de næste fem minutters læsning.
Hæng på!

Bogen kan tjene som en slags syn (ligesom det til biler) af læserens kulturopfattelse. Læserens opfattelse af kulturmødet tjekkes efter i sømmene. Det sker sådan helt automatisk. Som om man, når man åbner bogen, kører sin kulturopfattelse ind i Hede Jørgensens kulturopfattelses-inspektionshal.

Hvor er den plettet? Er den ligefrem tæret igennem? Og præcis som med bilen, så viser der sig altid et eller andet, man ikke regnede med.
Bedst som man gik og troede sig nok så tolerant og åbensindet, kan man godt få sig lidt af en rystetur.
Læsningen igennem bliver man nødt til at forholde sig til, hvor politisk eller pædagogisk – eller man skulle vist nærmere vælge at sige menneskeligt – korrekt man er i sin opfattelse af andre? Eller hvor gavnlig den måde, man møder et andet menneske på er for mødet, for en selv, for den anden?
For Hede Jørgensen lader ikke læseren slippe med sin overbevisende fortale for det hensigtsmæssige i at opfatte kulturmødet som et møde mellem … ja noget så umiddelbart enkelt som to mennesker i stedet for den – gængse(?) – oplevelse af, at her står jeg, danskeren, så overfor en repræsentant for en anden kultur.

Og allerede nu har læseren sikkert bemærket nærværende anmeldelses forsigtigt famlende formuleringer. Et sikkert bevis på, at denne anmelder er blevet ramt af forfatterens sproglige bagholdsangreb.
Og heldigvis for det.
Tænk engang alt det dumme, man kan få sagt og gjort af uvidenhed – ubetænksomhed – uopmærksomhed.

Omhyggeligheden og umagen er væsentlig.
For bag formuleringerne ligger opfattelsen
Hede Jørgensen følger med helt ind i sprogets verden og vender og drejer alle ord, der kunne være tilfældige, politisk korrekte og efterhånden vedtagne formuleringer, men som rummer en opfattelse af kulturmødet, der er medvirkende til, at vi møder andre som fremmede og ser alle forskellene. Som forfatteren spidsfindigt spekulerer: er det muligt at tænke på sig selv som fremmed?

Når kulturopfattelsen så triller eller måske skramler og bumler ud af Hede Jørgensens synshal igen, kan vi ikke længere gå ureflekterede omkring og kalde mennesker, der kommer fra et andet land og nu bor i Danmark for tosprogede. Hvad mener vi med det? Hvad ligger der i benævnelsen? At det er en ulempe at kunne to sprog? At vi skal skaffe dem af med det ene? Og det burde slet ikke være muligt over hovedet at komme i tanke om, at kalde et land muslimsk. Som om et land kan være religiøst!

Hvis det er muligt (og det er jeg nu blevet overbevist om, at det er) at være både spydig, litterær, opfindsom, poetisk, anarkistisk, omsorgsfuld, fandenivoldsk, nænsom og overbevisende i et og samme åndedrag, så er det lige præcis, hvad forfatteren er. Hede Jørgensen demonstrerer elegant, hvordan sproget kan folde ting ud eller pakke dem ind til ugenkendelighed. Hvor stort potentiale der er i sproget.
Engagementet er smittende og hele tiden trækker jeg vejret ubesværet og frit, af mangel på luftvejsinficerende pædagogiske floskler og politisk korrekte udtryk.
Og så griner og gribes jeg af fortællingerne; den ene mere rystende, indsigtsfuld, rammende og overraskende end den anden.

Det her er simpelthen en særlig bog. En bog der sprænger alle mine forestillinger om, hvad jeg skulle læse om i sådan en lille orange tingest. Og hvordan det kunne være formuleret. Jeg overraskes gang på gang og nyder det.

Tilbage til min klichefyldte indledning og den pointe, der skulle lægge deri:
Øjnene der ser, sidder i hovedet af den, der beskuer. Og det hoved og den krop bærer selv rundt på en kultur, som bliver afgørende for, om man i mødet med en anden vælger at definere sig selv som med eller mod den anden.
Den anden er ikke noget for mig, førend jeg kigger på ham med mine øjne.

Og i den henseende passer talemåden sådan set særdeles godt.
Men når man er færdig med Hede Jørgensen, er man nødt til at tilføje:
Og meget af munden der taler.