Dea bliver ved med at tro (håbe?), at Kurt bevæger sig, mens Svend nænsomt prøver at få hende til at acceptere, at hendes elskede kæledyr ikke lever længere. Vi ser i tilbageblik, at det var Svend, der kom til at køre Kurt over, men det er ikke det væsentligste i historien. Det er deres forhold til døden. Dea tænker på sin mormor, der døde, og som Dea stadig savner. Svend kender ingen, der er døde, så han er mere famlende overfor mødet med døden. I mødet med genfærdet Kurt bliver det nemmere at tale om døden og gøre sig forestillinger om, hvordan de døde har det. Kurt fortæller en del om sit liv med mange kvinder, og vi forstår, at han nok var ret egoistisk i sine valg. Han havde mange børn, men kan end ikke huske alle deres navne. Kurt kan dog fortælle historier om kæledyr, der er døde, og historierne viser, at hamsteren Kurt i sammenligning havde et godt liv. Kurt har også en vej til at blive ved med at huske den døde. Nemlig at vælge en stjerne, som man forestiller sig er centrum for kontakt mellem den levende og den døde. Til sidst er Dea klar til at begrave sin hamster, og de får fælles givet hamsteren en fin begravelse. Det er nemt at sætte sig både i Deas sted og i Svends, og man glæder sig over det venskab, der er (kommet?) mellem dem. Det er en varm fortælling, hvor den triste del gøres blødere med de skønne og skæve illustrationer med typisk Bregnhøisk tegnestil. Men det er i høj grad også en fortælling med et vigtigt lag af humor, som får det alvorlige tema til at være lettere at gå til. Bogen kan selvlæses som en god historie fra 9-10års alderen, men den kan sagtens læses sammen med en voksen nogle år tidligere, måske som en vej til at tale om det at miste nogen, man holder af.