Ledelse af offentlig innovation er på mange måder en solid udgivelse. Den giver et godt indblik i, hvordan og hvorfor innovation fylder i den offentlige sektor, og hvilken betydning det har for udviklingen. Jeg savner dog en bedre sammenhæng mellem det praktiske og teoretiske lag, der nogle steder kommer til at fremstå for adskilt.

Bogen består af fire overordnede sektioner, der indeholder en række artikler med forskellige emner inden for det samme tema: offentlig innovation. Første sektion beskriver begrebet i en samfundsmæssig kontekst, anden sektion omhandler primært konkrete eksempler, tredje sektion fokuserer på metoden, og sidste sektion omhandler lederens rolle i offentlig innovation.

Artiklerne er skrevet af en række forskellige forfattere, som alle har forsket i offentlig innovation på forskellige områder. Første og anden del omhandler som sagt den samfundsmæssige og organisatoriske kontekst, og indeholder en række artikler, der giver konkrete eksempler på, hvordan der kan arbejdes med offentlig innovation på baggrund af konkrete cases. Ulf Hjelmar skriver fx om erfaringer fra frikommune-forsøget, Anne Tortzen og Annika Agger giver eksempler på demokratisk innovation fra Kalundborg Kommune og Vibeke K. Scheller har undersøgt innovationsprojektet om kemobehandling på Rigshospitalet. Alle tre artikler er eksempler på, hvordan konkrete cases giver et godt indblik i, hvor komplekse innovative processer er. Men som læser savner jeg samtidig et mere grundlæggende teoretisk fundament, som vil gøre det nemmere at anvende de enkelte cases i egen praksis. Artiklerne kommer hurtigt til at omhandle detaljer i de enkelte projekter og kommer ikke i så høj grad frem til mere overordnede pointer. Det betyder, at jeg som leder i mindre grad kan anvende dem i egen praksis, fordi de knyttes til meget lokale forhold. Selvom hver artikel i bogen afsluttes med Anbefalinger til praktikere så kan det derfor være svært at omsætte til noget mere generelt, fordi jeg mangler en teoretisk dybde. Det er helt sikkert et bevidst valg fra forfatternes side, fordi risikoen ved længere teoretiske gennemgange er, at det bliver for abstrakt. Men i dette tilfælde er det min vurdering, at det i stedet er blevet lige i underkanten, og derfor foregår på et lidt for detaljeorienteret niveau.

Tredje del fokuserer på offentlig innovation som metode og indeholder tre ret forskellige artikler. De bygger på helt konkrete cases, som bliver gennemgået med et metodemæssigt sigte for øje. Det er en øjenåbner at se, hvordan offentlig innovation kan anvendes som en konkret metode i fx hverdagsinnovation i folkeskolen, som Søren Willert, Tobias Berggren Jensen og Ditte Thøgersen skriver om. Artiklen introducerer den såkaldte SEKI-model (Nonaka og Takeuchi), der fokuserer på videnskabelse. Modellen bruges til at igangsætte refleksionsøvelser, der anvendes til at arbejde med bl.a. at udvikle teamsamarbejde. Artiklen giver et godt udgangspunkt for at anvende modellen helt konkret i egen praksis efterfølgende og er inspirerende læsning.

Sidste del af bogen indeholder en række artikler, der fokuserer mere på lederens rolle i arbejdet med innovation i det offentlige. Særligt Lene Tanggaards artikel om kreativitet for offentlige ledere er interessant og rammesætter på fornem vis hele udgivelsen. En grundig teoretisk gennemgang af begrebet danner rammen for, hvordan ledere kan skabe rum for at arbejde med kreativitet og innovation i offentlige organisationer. Især pointen om, at ledelsen er nødt til at give slip og ikke være bange for at lade ting ske, giver artiklen gode eksempler på. Her kunne jeg have ønsket mig, at udgivelsen var blevet indledt med en lignende artikel om offentlig innovation mere overordnet set, som kunne have givet en fælles rød tråd.

Overordnet set er der gode artikler at finde i udgivelsen, og der er uden tvivl inspiration at hente. Det er ikke mindst interessant at se, hvor forskelligt der kan arbejdes med offentlig innovation, og hvor vanskeligt det derfor også kan være at overføre direkte. Det bliver dog samtidig udgivelsens svaghed. For der mangler et mere teoretisk niveau, der kunne inspirere til at anvende konkret i egen praksis. Det ville gøre det nemmere for ledelsen at gå i gang hjemme i egen organisation.