Bogen giver en grundig indføring i neuroaffektiv udviklingspsykologi og peger på pædagogens rolle som ”karavanefører”, hvilket forklares. Derefter giver den en lang række eksempler på lege, som er relevante for børns udvikling, opdelt i 5 kapitler med hver sit fokus. Bogen suppleres med et kortsæt, som kan blive et uundværligt værktøj som et katalog af lege, man kan have med sig overalt.

Få aktiviteter er så grundlæggende og alligevel så omdiskuterede som legen. I Leg for sjov og alvor taler forfatterne både om den planlagte strukturerede leg og om børns frie leg. For pædagogen har en rolle i begge typer leg!

Al læring sker asymmetrisk, men øves symmetrisk, påstås det. Med det statement forstås, at børn har brug for mere erfarne legekammerater til at udvikle legen. Fx ældre børn, men det kan også være pædagoger. Samtidig har de brug for legekammerater på samme niveau til at øve det, de har lært.

Hjernen er plastisk. Det betyder, at den udvikler de dele og de forbindelser, der bliver brugt og stimuleret. Når barnet fx bliver leget med, sunget for og aktiveret motorisk, vil de nerveceller, der bliver stimuleret, skabe flere og flere forbindelser. Forfatterne advarer mod at gøre børn til passive væsener, for mennesket er ikke født sådan.

Der er ikke risiko for overstimulering, hvis pædagogen er opmærksom. Barnet vil kigge væk, når det har brug for en pause. Så skal vi stoppe, så der også er mulighed for at fordøje og hvile.

Leg for sjov og alvor går i rette med opfattelsen af, at børn bedst leger uden voksenindblanding. I stedet ses pædagogen som karavanefører. Det begreb forklares sådan: Karavaneføreren skal kende vejen og sikre sig, at karavanen når frem til næste oase, inden natten falder på. Et gammelt arabisk ordsprog siger, at Hundene gør, men karavanen går videre. Hundene kan jagte firben og andre spændende ting, de ser på deres vej, men det går ikke, at karavanen stopper op hver gang, for så kan ørkenens råhed overvælde dem.

Det kan ske, at pædagogen ikke er i balance med sig selv. Så har pædagogikken vanskelige vilkår. Det ses i en case, hvor det er en pædagogstuderende, som ikke tidligere i sin uddannelse [er] blevet mødt af krav om at arbejde med sig selv. Leg er altså ikke kun for sjov det er også en alvorlig sag, i hvert fald i faglig sammenhæng. Nogle voksne har svært ved at lege. De har aflært det eller deres egen barndom sætter begrænsninger for deres legekompetence. Så meget desto større grund til at arbejde med legen i dagtilbud. Bogen henvender sig til alle, der arbejder med børn og leg. Kortsættet er primært rettet mod arbejdet med børn mellem 1 og 3 år.

Der er en kraftig opfordring til også at lege med sproget. Gerne ved hjælp af godmodigt drilleri. Men husk også at gøre det alderssvarende. Den toårige kan ikke svare på, hvordan hun tror, det er at få taget sit legetøj, det kræver en mentaliseringsevne, som først kommer senere. Bogen angiver, at det sker ved 8-12 år. Derimod skal man holde barnets nærmeste udviklingszone for øje og søge at ramme dér. Det fremgår tydeligt flere steder i bogen.

Barnet har brug for at øve op- og nedregulering af arousalsniveauet. Det kan fx ske ved at lege Bjørnen sover. Der er mange, mange andre eksempler på lege. I øvrigt også til vuggestuebørn, hvilket er en mangelvare i anden litteratur. Hvis pædagogerne ikke skulle kende alle de gode lege, så bliver de udtømmende beskrevet i bogen og i kortsættet.

Kortsættet sælges separat og består af nogle få kort med introduktion og lidt teori. De resterende ca. 50 kort giver beskrivelser af gode lege, fordelt overskueligt med forskellige farver efter hvilket fokus der er: Det autonome niveau, det limbiske niveau og det præfontale niveau. Alle begreberne er forklaret udførligt i bogen, og der er sidehenvisninger på kortene. Kortene er nemme at tage med overalt enten enkeltvis eller i den æske, de leveres i.

Faglitteratur
Hans Reitzels Forlag
Susan Hart, Dorte Rudi Andersen, Annie Jakobsen og Anne Larsen
283
Bjarne W. Andresen
11. november 2021

Seneste anmeldelser

Tilmeld dig vores nyhedsbrev