Børn smiler, flaget er hejst, blomster, blå himmel og masser af farver. Bogens forside leder tankerne hen på børn, som har lavet et billede af deres døgninstitution, stedet, hvor de er glade for at være, hvor legen og fællesskaber trives godt. Man møder ofte en negativ holdning til døgninstitutioner, og til det at være barn der. Det har Kirstine Christy Lindgaard sat sig for at ændre på. Det skærper læserens nysgerrighed. Bogen er tankevækkende, fordi forfatteren forholder sig skeptisk til miljøterapien, som sigter mod at ændre barnets personlighed. Hun stiller spørgsmålstegn ved forudsigelighed, genkendelighed, forventelighed og minutiøse dagsrytmer. Det er ikke forventeligt, at et barn ønsker at lave modellervoks hver dag i et bestemt tidsrum, eller at alle børn føler sig trygge ved at have en stilletime alene på sit værelse. Kirstine Christy Lindgaard kalder de omsorgssvigtede børn "relationsudfordrede" fordi disse børn kompetent udvikler hensigtsmæssige strategier til håndtering af deres individuelle livsomstændigheder, men disse strategier medfører betydelige relationelle vanskeligheder i mødet med nye sociale sammenhænge. Det viser forfatterens anerkendende tilgang til de institutionsanbragte børn. Hun understreger, at rummelighed er en nødvendig kompetence at besidde for at arbejde med disse børn.


Leg og fællesskaber findes i døgninstitutioner. Det skal udvikles og blomstre. Som et barn udtrykker det: "Mine firs søskende". Bogen indeholder et kapitel med overskriften Leg og udvikling. Vi får en introduktion til legeteorier og identifikation af de forskellige legetyper, og Kirstine Christy Lindgaard skriver kort og godt: Vi skal hjælpe børnene med at lege dem. Der er mange praktiske eksempler på børns leg, deres indbyrdes relationer, hierakiet i legegrupperne, deres sammensætninger og hvordan/hvorfor personalet vælger at handle/involvere sig, som de gør. Forfatteren udtrykker det meget klart: De voksne omkring barnet skal gå på nysgerrig opdagelse i børnenes univers, og det stiller store krav.


Forfatteren stiller to forskellige måder at se børnenes vanskeligheder på op imod hinanden, miljøterapien med det forudsigelige miljø på den ene side, og på den anden side, den narrative terapi, hvor man ser livet som en multihistorie. Vi kan vælge at fortælle om os selv som ofre eller som helte. Vi har den problemmættede dominerede historie og den alternative historie med de enestående og unikke historier. Kirstine Christy Lindgaard melder klart ud, at hun foretrækker den narrative terapi, begejstringen og glæden lyser ud af ordene. Hun tager sit udgangspunkt i Den integrerende baggrund, der bl.a. handler om at møde børnene i øjenhøjde og at inddrage deres eget perspektiv og historie. Det handler om at få øje på børnenes spor. I kapitlet om, hvordan pædagoger bedst støtter børnenes udvikling, kommer hun både ind på, hvilke kompetencer pædagogerne må være i besiddelse af, og forskellige arbejdsmetoder og hjælpemidler.


Kirstine Christys Lindgaards formål med denne bog er at inspirere til en ny og mere ressourceorienteret forståelse af børn. Det har hun gjort så godt, at man kan blive helt varm indeni.