April 2005

Løvedrengen, Jagten er anden del af trilogien om drengen Charlie, som kan tale ”katsk”. Det er en langstrakt historie, som bæres af et indviklet plot og en fortællestil spækket med fortællerkommentarer og indre monolog.
Forfatterens iver efter, at handlingen skal falde ”rigtigt” ud leder og fører læseren til kvalmegrænsen, og den manglende tiltro til læseren, resulterer i en historie, som taler ned til - og dermed hen over hovedet på - sin målgruppe.

Charlie finder længere ind i gåden om de onde folk fra medicinalindustrien, som har kidnappet hans forældre (forskere).
Astmaepidemien er kunstigt opstået pga. medicinalindustriens frygt for, at børn ikke længere vil have behov for allergimedicin, når nu benzindrevne biler er forbudt. (Tidsmæssigt er vi et sted i fremtiden). Derfor har man genmanipuleret katte, så de føder allergeniske killinger - dvs. de fremkalder astmaanfald hos allergiske mennesker. På den måde skulle salget af astmamedicin alligevel stige. Men til sin store overraskelse finder Charlie ud af, at folk simpelthen skaffer sig af med kattene, og det får ham til at se en sammenhæng i, at hans forældre er blevet fanget - for at opfinde helt nye sygdomme.

Undervejs, for at befri forældrene, kæmper Charlie med at hjælpe en flok cirkusløver til Afrika.
Men tilbudet, fra en bulgarsk kong Boris om at bo på hans palads i Venedig, går ikke helt efter planen. Den udspekulerede tjener Edward har sine helt egne planer med Charlie og løverne, og de er nær ved at ende i fangeskab igen. Charlie finder ud af, at Edward er i ledtog med folkene fra medicinalindustrien, og at de vil bruge ham som pression mod forældrene.
Med møje og besvær lykkes det Charlie at vriste sig fri, få fat i en båd og sætte kursen mod Afrikas kyst. Men bare rolig; der støder nye problemer til …

Det er som om ekkoet efter en stor 70’agtig moralsk bøvs brager ud gennem børnebogen. Baggårdskattes slagsmål sammenlignes med apartheidtilstande, ond medicinalindustri og forureningsbekæmpelse. Hele molevitten pakkes ind i spændingskurver, jagt og sentimentale scener helt ud i tåreperserstilen.
Charlie er et øjeblik splittet i at skulle beslutte, om han skal blive i Venedig og lede efter sine forældre, eller han skal følge løverne til Afrika. Løverne siger til ham, at de godt kan forstå, hvis han bliver.
”Vil du gerne blive her,” spurgte han (løven) blidt. ”Hvis du gerne vil blive, skal du bare sige til. Du har gjort rigeligt for os.” De andre stod bag ham, seje og fantastiske, og deres løveøjne var fulde af forståelse.
Charlie brast i gråd. Han kunne da ikke forlade så søde og venlige dyr.
”Nej, jeg …” sagde han.
”Vi skal nok klare os,” sagde den ældste løve.
En af løvinderne tilbød Charlie sin hale til at tørre tårerne bort med.