Den svenske psykolog, familieterapeut og ekspert i børnekultur, Margareta Öhman, har skrevet en bog, som kombinerer forskning med praksis. Hun får defineret sine begreber. Efter de fleste kapitler er der gode spørgsmål til gruppedebat eller til at reflektere over alene. De opfordrer til at tænke, diskutere, observere yderligere i sin egen praksis og til at tale med børnene om tingene. Det er en stor bog med mange emner, men den er tilgængelig både i sprog, layout og struktur.

Undertitlen Relationsarbejde i daginstitutionen afgrænser bogens felt, men den vil også være anvendelig i f.eks. folkeskoler.


Kommunikation er meget vigtig, når man kigger på relationsarbejde og inklusion. Det er ikke nok at kigge på, hvordan børnene taler til hinanden, de kommunikerer også med kropsprog og ved alt det, de undlader at sige. De voksnes egen kommunikation – både med børn og med andre voksne – smitter af på børnene. "Her er tonen rå, men hjertelig!" og "Du kan vel tåle en spøg?" er eksempler på, hvordan man forsøger at retfærdiggøre en kommunikation, der nedgør andre.
 

Må jeg være med? gør op med en række myter om børn og deres leg. F.eks. at det er naturligt, at børn udelukker hinanden: Nej, men når de voksne tillader det, bliver det en del af kulturen. Et andet eksempel er, at det går over af sig selv: Det gør det ikke. Tværtimod forstærkes ekskluderende adfærd med tiden. Det er heller ikke rigtigt, at nogle børn "selv beder om det".

 

Barnet ses både som det værende menneske og som det vordende menneske: Det er noget i sig selv, samtidig med at det er pædagogens opgave at hjælpe det med at komme videre. Det er pædagogens ansvar at skabe et inkluderende miljø.

 

Der er rigtigt mange eksempler på cases, hvor relationerne ikke fungerer. De bliver analyseret grundigt, og der er gode forslag til, hvordan man kan forbedre relationerne. Mindre rosværdigt er det, at der er så få analyser af de cases, hvor den inkluderende adfærd hos børn og voksne bare fungerer. Her er det op til læseren selv at genkende tegnene og tænke sig frem til, hvordan den gode kultur kan fremmes og bevares.

 

Analysen af cases fungerer særligt godt i et afsnit om skam og skyld. Især skyld kan benyttes som ekskluderende faktor. Öhman bruger en kompas-metafor, hvor kompashjørnerne er hhv. tilbagetrækning/undvigelse og indadrettet/udadrettet angreb. Det er lidt uklart, hvorfor kompasset er brugt som billede, men tilbagetrækning ses i sit yderste, når barnet siger "Jeg vil bare dø." En undvigelse kan også være: "Jeg vil ikke", som ofte betyder, at barnet ikke har modet på at prøve, hvis det er noget nyt. Det kan også være et forsvar som: "Det var ikke mig!"

 

Må jeg være med? opfordrer til, at man fokuserer på det, som virker. Det fremmer f.eks. inklusionen at løfte ALLE børns selvvurdering, fordi børn, som har det godt med sig selv, kan nemmere imødekomme andres behov.

 

Hvis man som pædagog føler, at man løser konflikter hele tiden, er der håb at hente. Treårige løser 10-30 procent af deres konflikter uden voksenhjælp, de femårige kan 75 procent, så det går den rigtige vej.

 

Pædagogen skal også være opmærksom på, at kønsopdelte forventninger fremmer eksklusionen for de, som ikke lige passer ind i en sætning som: "Sådan er drenge/piger." Hvis børnene hører pædagogen sige den sætning, legitimerer hun, at børn holdes ude pga. "forkert" adfærd.


Det er ikke at lege sammen, når man blot undersøger noget legetøj sammen. Det er heller ikke at lege sammen, når børn har hver sin fantasileg uafhængigt af hinanden. Det kræver en langt højere grad af kommunikation og interaktion børnene imellem.

Bogen runder af med gode eksempler på, hvordan pædagogen kan gribe ind, når en børnegruppe har en ekskluderende kultur. F.eks. med spørgsmål i forbindelse med observationer og forslag til samtaler voksen-voksen eller voksen-barn.