En uendeligt sørgelig historie fortalt på en meget morsom måde. Sådan kan man karakterisere 9-årige Alvins fortælling om sin søgen efter sin far, som kan være en af de fem mænd, hans dysfunktionelle mor mødte på en ferie i Italien.

Som så meget andet i Alvins liv var begyndelsen bare noget, som skete. "Det var meget mørkt, og så ved hun ikke, hvem det endte med at være." Alvin gør sig mange tanker om, hvem hans far kan være. Han forestiller sig, at der kommer en flaskepost med en besked fra faren, men da de aldrig er ved stranden, ændrer han taktik. Han samler på gamle indkøbssedler, for "faktisk er en indkøbsseddel lidt som en flaskepost. En lille bitte hilsen nogen har efterladt."

Da der er italiensk uge i Netto, får Alvin i sin skæve logik muligheden for at finde frem til sit fædrene ophav. Loddet falder på en VVS-mand, som først bliver lettere panisk ved udsigten til at have en ukendt søn. Panikken ændrer sig til lettelse, da Italien kommer på tale, for der har han aldrig været.

Alvin kan dog ikke glemme den venlige VVS-mand og laver en plan om at skrue noget løs ved håndvasken eller lave forstoppelse i toilettet for at arrangere et møde mellem manden og moren.

Moren er noget helt særligt. Man kan med en vis venlighed kalde hende en underskudsmor: Et år består julemaden af fiskefrikadeller på rugbrød. Mormoren har taget risalamande med, men Alvins mor har ikke sørget for kirsebærsovsen, og mandelgaven er en bakke flødeboller - som er en hyppig spise i familien.

Alvin får ikke kys, for moren er bakterieforskrækket og kysser aldrig nogen. Hun hører stemmer og mener, at batterier suger energien ud af hende, så de fjerner alle batterier i huset. Månen suger folks tanker og sender dem ud som en højttaler, især ved fuldmåne. Derfor må Alvin ikke tænke ved fuldmåne, for så kan kommunen høre dem. Moren har et anstrengt forhold til kommunen og har hængt en plan op i køkkenet for, hvad de skal gøre, hvis kommunen kommer på besøg.

Naturligvis tænker Alvin særligt meget på sin far ved fuldmåne, for måske virker det alligevel, når nu moren tror på det.

Bogens linjerede sider har også en del tegninger, lavet af forfatterens 12-årige søn, som giver dagbogen et autentisk træk. Sproget er selvrefererende, som det også ses i f.eks. Ekstremt højt & utrolig tæt på af Jonathan Safran Foer eller Den mystiske sag om hunden i natten af Mark Haddon. Alvin elsker at lege med bogstaverne i navne, f.eks. hans eget. Den hyppige og morsomme anvendelse af parenteser bliver forklaret her:

"Jeg kan godt lide at tegne dyr. Mormor maler også dyr. Mest grise, der bliver slagtet og hængt op i kroge. Jeg kan bedst lide at tegne insekter (og fugle) (mormor siger man skal sætte tilføjelser i parentes). (Måske burde jeg sætte meget mere i parentes så?). For eksempel skarnbasser (altså de skal ikke i parentes, men er dem, jeg kan lide at tegne) (jeg synes det forvirrer lidt med parenteser). Helst når de ligger sådan her på ryggen (altså ikke parenteserne!) og spræller med benene og ikke kan finde ud af at vende sig igen. [Her følger en tegning] Jeg plejer at bukke mig ned og vende dem om, når jeg er ude at gå, selvom mormor siger, at det ikke kan betale sig. (At de alligevel triller tilbage om på ryggen lidt efter) (måske skulle det sidste ikke have været i parentes?)."

Med Månen er en højttaler får man en læseoplevelse, som man ikke lige lægger fra sig igen.

Skønlitteratur
Jensen & Dalgaard
Kathrine Assels
Laurenz Rawashdeh
92
Bjarne W. Andresen
30. maj 2017

Seneste anmeldelser

Tilmeld dig vores nyhedsbrev