MÅSKE-HERLUF begynder meget afdæmpet, man er lige ved at lægge den fra sig. Så skal man lige se, hvad der sker på næste side. Og næste. Og næste igen. Efter yderligere et kapitel er man da nødt til lige at vide, hvad der nu sker. Pludselig en femtedel inde i bogen begynder eventyret. Bom! Lige så pludselig er det slut. Mysteriet er løst, kosmos er genoprettet. Tror man. Kaos vinder atter terræn og eventyret fortsætter. Nu er vi i gang med en vaskeægte dannelsesrejse, hvor de to hovedpersoner henholdsvis finder sig selv og rejser ud-og-hjem-igen. Og så er rejsen slut. Alt for tidligt. Fantastisk.

Pigen Marta finder en lille mand i sin kælder, da hun går ned med skraldeposen. Han er uhøflig, vrissen og siger nogle mærkelige ting. Alligevel – eller netop derfor – føler Marta sig draget af ham. Han kan ikke huske, hvor han bor eller hvad han hedder. Hans navn er måske Herluf, derfor kalder Marta ham Måske-Herluf.

Sammen begiver de sig ud for at finde Måske-Herlufs hjem. De får hjælp af den gamle fru Villadsen, som på mystisk vis dukker op flere gange på deres rejse. Hun giver dem bl.a. en knap, så de kan rejse fra sted til sted på et øjeblik. Efterhånden går det op for dem, hvad Måske-Herluf ikke er, og det ender naturligvis med, at alle de løse ender samles.

Historien om Marta og Måske-Herlufs rejse kan ses som en børneudgave af HOBITTEN eller ERIK MENNESKESØN. Der er meget få vanskelige ord, og de fleste forklares undervejs. Samtidig er der mange af de elementer, som kendetegner fantasy-genren. F.eks. flytter hovedpersonerne sig både i tid og sted. Undervejs møder Marta sin tip-tip-tipoldefar og sin tipoldemor. Fru Villadsen kan åbenbart befinde sig på flere steder og til flere tider – samtidig. De forskellige hjælpere og vejvisere og det ikke helt definerede mål, hovedpersonerne søger efter, skaber en god stemning i bogen. Og så er der jo Måske-Herluf, hvis sande identitet ikke skal afsløres her. Forsiden af Pia Thaulov (som også har illustreret inde i bogen) fortæller rigeligt, skulle man mene.

Man kan sagtens bruge MÅSKE-HERLUF til højtlæsning i en børnehave. Der er 19 kapitler, som deler historien op i overskuelige dele. Det kræver en vis vedholdenhed at komme i gang, fordi det er en langsom starter. Børnene (og de voksne) vil bliver grebet af historien undervejs, men det kan være svært at komme gennem de første meget stillestående 25-30 sider. Derfor kan jeg heller ikke give MÅSKE-HERLUF mere end fire stjerner, selv om resten af bogen egentlig berettiger til en bedre vurdering.

Skønlitteratur
Carlsen
Niels Lund
161
Bjarne W. Andresen
16. april 2007

Seneste anmeldelser

Tilmeld dig vores nyhedsbrev