Maj 2004

MAJA OG MOTORCYKLEN er en fortælling om en pige, der får en motorcykel. Det er også en skildring af det nære forhold mellem en pige og hendes mormor. Men under al indpakningen er det historien om, hvordan man som barn forholder sig til, at en elsket bedsteforælder ikke længere lever – i hvert fald kun i erindringen.

Maja går i børnehave og bliver dér konfronteret med, at hun ikke har nogen morfar. Han er død et par år tidligere, da hun var tre år gammel, og hun bliver nu ked af, at hun dårligt kan huske ham.
Med sin mors hjælp ringer hun til sin mormor, som tager hende med i sit sommerhus på en slags erindringsrejse; missionen er at fremkalde Majas minder om den afdøde morfar.
I sommerhuset finder Maja morfarens gamle Nimbus, som får hende til at huske, dufte og næsten mærke ham igen. Og sideløbende med Majas udforskning af erindringen følger vi mormoren, der deltager i Majas uhøjtidelige mindehøjtidelighed og gennemlever sin sorg på sin egen stille måde. Efter en smuk stjernenat og et besøg ved morfarens gravsted er Maja klar til at vende tilbage til børnehaven, bevæbnet med et foto af sig selv på motorcyklen – som hun har fået i gave af sin mormor/morfar. På den måde genvinder hun æren i børnehaven. ”Når vi bliver store, kan jeg give jer alle sammen en køretur på Nimbussen, siger Maja. – Mormor skal også have en tur.”

Min 5-årige datters reaktion på dén slutning er, at når Maja er stor, er mormoren da død. Og det er jo sikkert sandt nok. Men pointen er netop, at hvad enten bedsteforældrene er levende eller døde, lever de i vores hjerte.

Savnet indgår som en naturlig del af fortællingen. Når Maja siger, at hun ville ønske, hendes morfar stadig levede, får hun den reaktion fra sin mor og mormor, at det ville de også ønske; de savner også morfaren. Det er en lettelse at læse en så fin og let bog om så stort et emne, som ofte beskrives med tyngde og enorm sorg-indlevelse. For børn er savn af bedsteforældre ofte noget flygtigt, som de oplever glimtvist, og det skal ikke nødvendigvis gennemleves og bearbejdes så dybtgående. Blot accepteres som en del af livet.
Det er en smuk bog på en ydmyg og uprætentiøs måde, og den er lige så god at læse, selv om man stadig har alle sine bedsteforældre, fordi det store dødstema ikke får lov at overskygge livet og glæden og de små, smukke ting.

Pia Halse har illustreret charmerende og poetisk og helt i harmoni med historiens stemning.