Tal med børn og unge! Et råd der gælder i alle livets forhold. Alt for ofte har det udartet til tal til børn og unge om dette og hint. Men netop evnen og modet til at tale med andre mennesker er en vigtig egenskab for pædagoger. Også når det drejer sig om ting, vi vitterligt ikke kan vide, men hvor vi må forlade os på tro. At gøre det med nysgerrighed og respekt er noget, man kan træne sig i, og til det brug rummer bogen både rørende og informerende kapitler.

Med 19 forfattere til 14 kapitler er der noget for et hvert behov. Psykologiske vinkler veksler med praktisk pædagogiske, teologiske, kunstneriske, didaktiske, naturvidenskabelige og terapeutiske. Selv blev jeg inspireret af psykologen Dorte Toudal Viftrups beskrivelse af børns åndelige og trosmæssige udvikling. Mine egne publikationer om religiøse værdier i dagtilbuddenes praksis har haft en mere antropologisk vinkling, så dette psykologiske syn gav nye vinkler. Alene at få religionsudviklingspsykologen Fowlers 7-8 stadier kogt ned til 5 vil sikkert være en hjælp for andre end mig. Ligeledes er teologen Ingrid Asks diskussion af frihed vigtig. Alle tanker er ikke tænkt, alle opfindelser ikke opfundet, og alle digte er ikke skrevet, som hun udtrykker det. Her forbinder hun barnet som mirakel med netop ytringsfrihedens imperativ.

Det er selvfølgelig en mere utaknemmelig opgave at beskrive folkeskolens skiftende lovmæssige rammer og betegnelser for undervisning på dette felt, men når det nu skal være, slipper John Rydal meget oversigtligt fra opgaven.

Dramaturgen Katinka Gøtzsche får beskrevet, hvordan åndelig og eksistentiel dannelse ikke behøver at opstå i kirken eller i bøn. Det kan ske i ethvert umiddelbart møde, fx i klasselokalet, gennem leg eller i samarbejdsøvelser. Det er, når voksne i hverdagen tør møde verden med den opmærksomhed, der både rummer verden, én selv og den anden, at det bliver muligt at dele erfaringer af mening og forbundethed.

Selv om Torben Hansen og Henrik Hass børnesyn er mig lidt til den romantiserede side, så har de ret i at understrege de pædagogiske grundfærdigheder i spejling, validering og empati. Deres advarsel imod overpædagogisering er jeg helt enig i.

Klinisk psykolog Aida Hougaard Andersen skriver om tro og spiritualitet i den professionelle samtale, at en kort anerkendende bemærkning ikke er nok, når den unge åbner op for sine tros tanker. Risikoen kan være, at den unge føler sin tro og tvivl negligeret. Hun bemærker også tørt, at vi voksne ikke selv holdt op med at være åndelige og spirituelle, da vi blev klogere. Hun understreger, at når man møder og samtaler med børn og unge som fagprofessionel, ligger ens mandat i ens rolle og i den sekulære, faglige viden og erfaring, der hører til ens fag, men som psykolog, lærer eller pædagog kan vi ikke udtale os om sandhedsværdien af tro og spiritualitet, fx om hvorvidt Himlen eller reinkarnation virkelig findes. Som privatpersoner kan vi selvfølgelig have forskellige overbevisninger, men det er ikke vores private overbevisninger (), der er grundlaget for vores faglige behandling, vejledning og rådgivning. Hun har helt ret i, at det vil være forkert anvendelse af den magt, der ligger i den asymmetriske relation mellem barnet/den unge og den professionelle. Hendes samtaleguide er en god hjælp til den, der ikke har erfaring på dette svære felt. Det er også i det kapitel, jeg læser en meget klar og brugbar præsentation af Kenneth Pergaments fire veje til det, der er helligt for mennesker af forskellig tro og kultur.

Jeg må indrømme, at jeg flere gange græd under læsningen af hospitalspræsten Elisabeth Rokkjær Hammers kapitel med titlen: Når jeg dør forsvinder jeg så? Samtaler med døende børn og unge. Et dybt rørende kapitel, der fint balancerer mellem falsk trøst og egentlig omsorg. Hun slutter: Vi skal turde stole på, at børn og unge i kraft af deres åndelighed, kreativitet og fantasi har en ufattelig evne til at møde og overkomme de svære oplevelser i livet, men det kræver, at de bliver mødt, set og forstået i deres egen livsverden. Netop den tråd tager Sara Stage Voetmann op i kapitlet om at navigere og balancere i ukendt land, hvor den palliative vinkel udvides til de pårørende.

Jo, vel er det en antologi der i mangt og meget ligner en pose blandet slik. Men trods det lidt ujævne kvalitetsniveau er jeg sikker på, at mange af artiklerne vil finde vej ind i uddannelsen, og at bogen i sin helhed byder på så mange vinkler, at den også vil inspirere mere erfarne pædagoger til at reflektere over deres praksis.