Bogen består af to dele. Den første del beskriver den morgen, som den forløber fra kl. 7.15, hvor Ester bliver vækket, til kl. 7.46, hvor hun stiger ud af bilen i et kryds, uden at hendes mor opdager det. Ester har nemlig fundet ud af, hvordan hun igen kan få fat i den krigsknap, hendes mor har smidt ud: Den må være på genbrugspladsen, hvor anden del udspiller sig.

Første del veksler mellem kapitler med en fortløbende historie i realtid og små besøg i Esters myldrende og kaotiske tankeverden. Den fortløbende historie har titlerne Den morgen og et klokkeslæt. I den halve time må Esters mor anstrenge sig til det yderste for at få Ester klar til den tandlægeaftale, de har. Det er en hård kamp med en datter, som går i stå på toilettet og ser blodspor i snavset sne, fordi blåbærrene bliver mast i havregrøden.

Heldigvis har læseren den anden type kapitler til hjælp. Her får vi indblik i, hvad der foregår inde i Esters hoved, når hun falder i staver. Ester ser en udsplattet fugleunge eller resterne af en lille bitte kattekilling, der er blevet kørt over dér midt på fliserne, hvis der er en mørk, klumpet plamage på fortovet. Hendes mor har ryddet badeværelset for tandbørster, håndklæder og alt andet, som kan distrahere Ester, men nøglen i døren bliver til et lille væsen, som skal reddes.
Den morgen er krigsknappen en væsentlig forstyrrelse. Ester har fundet en i bussen, som nogen har tabt, og har straks knyttet sig ganske særligt til lige netop dén (ligesom hun har gjort med så mange andre af de ting, hun finder). Hun kalder den sådan, fordi hun forestiller sig, at der er krig mellem de to dele af knappen på metalsiden. Hun forestiller sig også, at hun kan hjælpe knappefolket om på stofsiden af knappen, hvor der er fred og ro.

Tabet af knappen åbner et hul i Esters mave. En bundløs brønd, en nedadvendt hvirvelvind, et uendeligt mørke. Sådan kan man bedst beskrive hullet. Nogle gange forsøger Ester at fylde det op ved at spise efterladte madrester, hun finder på gaden. Ikke så meget fordi hun har lyst, men mere fordi noget i hende siger, at hun skal. At hun på én eller anden måde kun kan fylde hullet op sådan. Måske også lidt fordi hun ved, at det ville være noget af det værste, hendes mor kunne forestille sig, ud over at komme for sent.

I sidste del af Mester Ester er Ester kommet ind på genbrugspladsen, hvor hun møder den hjemløse Bernhardt, eller hulemanden, som hun kalder ham. Hulemanden har ikke travlt, og han tager sig ikke af Esters ellers opsigtsvækkende adfærd. Derimod fortæller han, at han godt har hørt om krigsknappen uden nogensinde selv at have set den. Han ønsker ikke at finde krigsknappen (som han forstår noget helt andet ved end Ester), men vil hellere hjælpe med at finde en fredsknap. Inden den mission deler de en rulle mariekiks og en dåse makrel.

I den åbne slutning kravler hulemanden og Ester ud af et hul i genbrugspladsens hegn, ud på den anden side.
Det er en meget stærkt fortalt beretning om, hvordan livet kan se ud, hvis man fx har autisme eller er psykotisk. Der bliver aldrig sat ord på, hvorfor Esters fantasi kører hurtigere end en mor for sent på vejen til tandlægen. Det er også ligegyldigt, for Ester er ikke en evt. diagnose. Hun er lige, som hun er. Og læseren får lov til at opleve det både ude- og indefra. Jeg genkender i hvert fald mange tekststykker fra mit eget arbejde som støttepædagog: Når man skal anstrenge sig meget for at finde den logik, som ligger bag selv den mest uventede adfærd.