Pædagogstuderende mellem profession og akademisering

Endelig er den her.

Forfatteren til METODEBOGEN har i sin egenskab som underviser på et pædagogseminarium ved flere lejligheder udtalt, at hun har savnet en metodebog, der tager udgangspunkt i pædagogstuderendes uddannelse.


At uddanne sig til pædagog er noget ganske særligt, og selve studiet til pædagog er ligeledes ganske særligt og på flere felter ganske unikt. Det særlige er, at uddannelsen er sammensat af en bred palet bestående af både teori og praktik, med kompleksitet og mangfoldighed som fundament. Som studerende kan man arbejde med teoretiske, praktiske, kreative og kropslige dimensioner under samme paraply. Dette kan enten ske gennem et socialt læringsmiljø i interaktion med andre studerende eller blot i mødet med sig selv. Det unikke ved pædagoguddannelsen i Danmark er de vinklede dimensioner samt det, at uddannelsen nu er placeret på et højere niveau.


METODEBOGEN præsentere læseren for de forskellige studiemetoder, den studerende introduceres for i pædagoguddannelsen. Den nye pædagoguddannelse er placeret i et spændingsfelt mellem profession og akademisering, og et af bogens væsentligste formål er at dække de studerendes behov for at diskutere de krav og forventninger, som alle studerende møder i deres studietid.


Nutidens pædagogstudie indeholder ligeledes krav til, at den studerende skal være kvalificeret til både den praktiske profession og at benytte metoder af videnskabelig karakter i løbet af uddannelsen. Også disse forhold belyser METODEBOGEN på bedste vis. De enkelte metoder præsenteres eksplicit og er justeret nøje i relation til den udvikling, der forekommer indenfor uddannelsen og i det pædagogiske felt.


METODEBOGEN indeholder ni yderst velskrevne kapitler, der alle matcher så godt som alle de pædagogfaglige problemstillinger man møder:

• Pædagoguddannelsens placering
• Social læring i pædagoguddannelsen
• Faglig læsning skaber viden
• At skabe viden om pædagogisk faglighed gennem skriftlighed
• Hvad lærer man gennem samarbejde
• Undersøgelser og empiri – At skabe viden om pædagogisk praksis
• Opgaveskrivning – At balancere mellem læring og kontrol
• At formidle en pædagogisk faglighed
• Undervisning på pædagoguddannelsen

Det rigtig gode er, at alle bogens kapitler kan læses selvstændigt og dermed uafhængigt af det foregående eller efterfølgende kapitel. De enkelte kapitler afsluttes desuden med forslag til videre læsning af øvrig relevant litteratur, og der bydes på konkrete forslag til, hvordan den studerende kan arbejde med de forskellige studiemetoder på uddannelsen. Endelig er der som definitiv afslutning på hvert kapitel, et diskuterende afsnit, hvor der fremhæves problemstillinger fra det enkelte kapitel til videre diskussion. Af afsnit med høj score, vil jeg fremhæve kapitlet om den sociale læring i uddannelsen.
 

I bogens ordforklaring fremstilles den sociale læring som en proces, der opstår ved en persons gradvise tilegnelse af bestemte adfærdsformer både inden for mindre grupper og i et større kulturmønster. Dette sker alt efter dets personlige og sociale forudsætninger. Relevante temaer som at overskride grænser for en pædagogisk fagidentitet, og hvordan man dermed bidrager til at skabe social læring i uddannelsen, sættes i fokus i dette udmærkede kapitel.


I kapitlet "Opgaveskrivning – At balancere mellemlæring og kontrol" beskrives rammer og betingelser detaljeret samtidig med, at det fungerer som en form for kontrol af kvaliteten af læringen, karakteren eller feedback om man vil. Definitionen på det betegnes i bogen som at lære og vise hvad man har lært.


Kapitlet kommer rundt i alle kroge omkring alle overordnede formalia til opgaveskrivningen. Et positivt overraskende indhold i METODEBOGEN er kapitlet om undervisningen på pædagoguddannelsen. Forfatteren har valgt at bruge 22 sider på at fortælle om det at være underviser på pædagoguddannelsen i et forsøg på at formidle et indblik i nogle af de didaktiske refleksioner, der er knyttet til undervisning, samt de elementer der er til stede i mødet mellem underviseren og den studerende.


Ifølge forfatteren er forholdet mellem undervisning og læring interessant. Efterfølgende kan der stilles spørgsmål til, hvad det er for en type undervisning, der bidrager til læring – og hvilken læring bidrages der dermed til? En god detalje er ligeledes, at der spredt i alle bogens kapitler er indsat tekstbokse med fine hints som for eksempel i kapitlet Hvad lære man gennem samarbejde? "I en situation, hvor vejleder har overset gruppens fokus og projektidé, er det vigtigt at fastholde retten til sit eget projekt"


METODEBOGEN henvender sig først og fremmest til den pædagogstuderende, men den er samtidig velegnet til underviserne på studiet. METODEBOGEN er således et unikt stykke værktøj til rygsækken, og med bogen ved sin side vil den studerende ret hurtigt kunne genkende sin egen situation, hverdagens pædagogiske arbejde og de specifikt pædagogfaglige problemstillinger der er fokus på i bogen. Bagerst i bogen findes litteraturlisten samt kapitlet Ord, der dækker over forklaringer og betydninger for pædagogisk praksis. En rigtig god bog ikke bare om opgaveskrivning, men om det at være pædagogstuderende i det hele taget.


Noona Elisabeth Jensen er cand.phil. i pædagogik og lektor ved Pædagoguddannelsen Sydhavn.
Med METODEBOGEN har forfatteren ramt plet og dermed lukket et hul i den studerendes ellers så fyldige værktøjskasse. Hvis man vil lede efter konkrete kritikpunkter i METODEBOGEN, vil det blive vanskeligt. Skal der afslutningsvis sættes en finger på noget, må det blive de intetsigende illustrationer der ses hist og her på udvalgte sider.