Denne bog er det bedste, der er sket for dansk dagtilbudspraksis siden 1931!

Dansk børnehavepraksis opstår i sidste halvdel af 1800-tallet som et udtryk for en dansk tolkning af Fröbels opdragelsesfilosofi, godt blandet op med hovedstadsborgernes opdragelsestradition og grundtvigianske livssyn, men i 1911 introduceres den første metode i moderne forstand. Et sæt af indretnings- og handleanvisninger til pædagoger.

Montessori metoden gik sin sejrsgang de næste 20 år. De progressive pædagoger fylkedes om den nye metode, der fik sit eget seminarium og opbakning fra hovedstadens intelligentsia; men i 1931 blev tæppet revet væk under begejstringen. I årgang 1931 af bladet Den Frie Skole (s.41) skriver den Montessori-uddannede pædagog Ursula Keiser: I Montessori-Skolen underviser en Samling Materiel som fører Barnet derhen hvor Montessori har villet, det er dødt og uden evne til andet end at blive brugt, uforanderligt, det samme om 100 Aar som i Dag og som for 10 Aar siden. 20 år efter Ursula Kejsers oprør var den toneangivende store gruppe montessoripædagoger svundet ind til en lille sekt, og i dag er der næppe en håndfuld montessoribørnehaver i Danmark. Metoder kommer og går, det bestandige er relationen mellem voksen og barn. Og ja, der har altid været paradigmer og pædagogikker præget af specifikke samfunds- og menneskesyn. Mest tydeligt under Store Nordiske Retningskrig ca. 1970-1993. Men en pædagogisk retning eller overordnet filosofi er ikke det samme som metoder. Det er stadig pædagogen og barnets relation i den givne situation, der er afgørende. Det er ikke pædagogens forklaring af situationen, det er pædagogens forståelse af, hvad der foregår. Pædagogik er en humanistisk videnskab, der forstår sit genstandsfelt, ikke en samfundsfaglig eller naturvidenskabelig videnskab, hvis opgave det er at forklare sit genstandsfelt.

I Echard König: Theorie der Erziehungswissanschaft 1978 diskuteres, hvorledes man kan anvise metoder (midler) til at opnå givne pædagogiske mål. Her konkluderes, at et pædagogisk middel altid er afhængig af situationen, det anvendes i. Hvad der har én virkning mandag morgen, har måske en anden virkning på det samme barn onsdag eftermiddag. Situationen er altid en afgørende faktor. I samme bind beskrives også, hvorledes samfundsfaglige og naturvidenskabelige forklaringer af situationer kommer til kort overfor humanistisk videnskabs tradition for at forstå sit genstandsfelt. Men de humanistiske forskningsfelter er trængte i disse år. Universiteterne nedlægger sprogfag på stribe, og imedens samfundet med bekymring ser fænomener som skolevægring og selvskadende ulykkelige unge, der ikke lader sig forklare hvad de bør føle, vokser der en industri af metoder op. Metoder som oftest er udsprunget af en succesrig praksis, men, som Aabro og Buus grundigt påviser, søger sin retfærdiggørelse i et tåget sammensat teorigrundlag. Når den succesrige pædagog skal forklare sine handlinger overfor dem, der ikke har hendes professions forståelse, griber hun til pensum på det seminarium, hvor hun fik sin teoretiske dannelse. De forskellige fag og synsvinkler i uddannelsen har meget forskelligt afsæt. Denne dannelse må derfor bestå af en kakofoni af teorier med meget forskellige metateoretiske udspring. Dette teorigrundlag og hendes faglige erfaring har skabt det fagsprog, hvori hun formidler sin faglige forståelse af barnet til sine kolleger. Men de, der er politisk og administrativt ansvarlige for dagtilbuddene, har ikke mulighed for at forholde sig til det enkelte barn, deres genstandsfelt er børn. De har brug for data til deres systemer. Bogen beskriver, hvorledes der opstår datadrømme, som er idealiserede forestillinger om, hvad man ville ønske, man kunne. Drømmen om at effektivisere og optimere forholdet mellem voksne og børn. Analyser af data kan i de forklarende videnskaber skabe ny indsigt, og man kan også drømme om, at data viser tegn på kvalitet. (Forfatterne skriver det ikke, men der ligger også en gammel stalinistisk drøm om, at hvis man bare har kvantitative data nok, så får man derved skabt kvalitet). En pædagoggruppe citeres for, at det ikke kan lade sig gøre at indfange en kompleks pædagogisk praksis i forenklede former. Uanset hvilket system man vælger, kan man ikke måle alle mennesker med samme lineal.

Aabro og Buus har forsket i dette felt i mange år. De har endog kortlagt brugen af metoder kommune for kommune landet over. Metoderne er en salgsvare, og det er kommunernes forvaltning, der er de primære kunder. Kommunernes administration og politikere afkræves kvalitet i dagtilbuddene. Dertil skal de bruge de data, metoderne producerer. Metoderne er ofte meget nemme at forklare, og det er typisk, at metode-manualerne ikke omtaler pædagoger, men helst de voksne. Metoderne har nemlig ikke brug for, at den professionsbacheloruddannede og erfarne pædagog bringer sin faglighed i spil. Metoderne har derimod brug for voksne, der kan følge brugsanvisningen nøje og ikke finder på afvigelser fra den rette vej.

Jevgenija Ginzburg fortæller i sin bog om de 10 år i sibirisk arbejdslejr, Min tunge vandring, hvorledes hun en overgang var leder af lejrens børnehave. Der skulle hun hver dag skrive en udførlig rapport over, hvordan dagen var gået, således at de sovjetiske myndigheder havde hånd i hanke med kvaliteten i dagtilbuddet. Hun mødte derfor op hver morgen en time før børnene og skrev en lang rapport om, hvorledes børnene havde leget hele dagen. Drengene havde leget soldater i den røde hær, og pigerne havde været sygeplejersker, der havde plejet de sårede. Når så børnene kom i børnehave, fandt hun og ungerne ud af, hvad de ville med dagen og hyggede sig, som de bedst kunne. Et eksempel til efterfølgelse!