April 2005

MIDT IMELLEM er en antologi om pædagogmedhjælpernes arbejdsliv. Et emne, som ikke har haft den store bevågenhed. Derfor var det med stor spænding, at jeg gik i gang med MIDT IMELLEM. Spændingen blev hurtigt til kedsomhed. Det er altid svært at sammensætte en antologi, og i dette tilfælde er resultatet blevet derefter. Der er en del gentagelser og overlap, jeg som læser godt kunne være foruden. Emnemæssigt er det meget spredt fægtning. Der mangler en rød tråd, som kan holde sammen på de forskellige indlæg. Otte bidragsydere + en niende på forordet er simpelthen for mange.

Søs Bayer giver sammen med Anne Windfeldt og Noona Elisabeth et historisk rids. De beskriver pædagogmedhjælperen som lærlingen, der aldrig selv bliver mester. De peger på, at ingen undersøgelser viser, at der er forskel på pædagogmedhjælperes og pædagogers adfærd. Alligevel refererer de til forskellig adfærd og især værdier, som jo i sig selv er en væsentlig baggrund for adfærd/praksis. Kapitlet peger på forskelle mellem "den unge" og "den gamle" pædagogmedhjælper, kendetegnet ved at betragte arbejdet som hhv. en overgang til noget andet og en varig beskæftigelse.

Bjørg Kjær refererer syn på pædagogfaget blandt pædagogstuderende, som tidligere har været pædagogmedhjælpere. De har efter undertegnedes mening en distance til pædagogfaglighed. Distancen viser sig ved, at de bare vil have at vide, at deres hidtidige praksis som pædagogmedhjælpere er i orden. De mener, at pædagoger betragter sig selv som både bedrevidende og mervidende; uden dog at give udtryk for, hvordan de (pædagogmedhjælperen) forstår forskellen. Som en af de interviewede siger: "Personligt er det dog de færreste af mine kolleger, jeg opfatter som mere kompetente end mig selv." En udtalelse, som nok skal få nogle pædagoger op af stolene.

Bent Olsen beskriver pædagogmedhjælperen som autodidakt og reflekterer over, hvorfor der er forskel mellem pædagoger og pædagogmedhjælpere. Forskellen beskrives som forskellen mellem ånden og jordens arbejde, eksemplificeret ved de to medarbejdergrupper. Kapitlet indeholder mange beskrivelser af dagligdagen i daginstitutionen og en model, som beskriver de forskellige roller, medarbejderne har.

Søren Langager og Ole Robbenhagen har fået lov at brede sig over to kapitler, hvor de bringer en statistisk gennemgang på grundlag af spørgeskemaer. F.eks. om, hvilke kvalifikationer som tæller for ansøgere til stillinger som pædagogmedhjælpere. Det viser blandt andet, at ønsket om senere at uddanne sig til pædagog vejer tungere, end pædagogmedhjælperne tror. Modsat er arbejdserfaring fra andre erhvervsområder mindre vigtigt, end de tror.

Det sidste af de to kapitler fortæller også om, hvad pædagogmedhjælperne laver sammen med børnene på skoler og SFO'er. Ikke overraskende er det især aktiviteter sammen med børnene, som fylder mere end den del af praksis, som traditionelt er pædagogens område: forældresamtaler, f.eks. Pædagogmedhjælpere fortæller, hvad de synes er svært ved arbejdet på SFO. Det store antal pædagogmedhjælpere deltager kun i SFO-tiden og har ikke noget med skolen at gøre. En opdeling som bogen fastholder. Nyt for mig var, at kun 26 procent af pædagogmedhjælperne deltager i møder i pædagogisk råd. Lov om Folkeskolen § 46 siger: "Rådet består af alle medarbejdere, der varetager undervisningsopgaver og andre pædagogiske opgaver på skolen." Kun på et mindretal af danske folkeskoler mener man åbenbart, at pædagogmedhjælperne varetager pædagogiske opgaver.

Det er stikordet til sidste kapitel, skrevet af Jan Simon Petersen. Her får pædagogmedhjælpere på SFO'er ordet under overskriften "Hvad siger de selv:"

Bogen lever til fulde op til sin titel. Den placerer sig nemlig MIDT IMELLEM flere typer bog: på den ene side fremlægger den resultater af forskning, på den anden side giver den mulighed for pædagogmedhjælpere at komme til orde. Resultatet er en række provokerende udsagn som den tidligere refererede "at der stort set ikke er forskel på de forskellige medarbejdergruppers arbejde i hverdagen" og forordets "pædagogmedhjælperne har et fag."

En mulig forklaring er, at pædagogmedhjælpernes praksis (eller fag, om man vil) i denne bog beskrives af pædagogmedhjælperne selv. Hvis man definerer et fag ved, at det skal have en praksis, en forskning og en uddannelse, må man for pædagogfaget konstatere, at andre faggrupper har sat sig på to af de tre punkter. Cand. pæd.'er, psykologer osv. har domineret forskning og undervisning af pædagoger.

Jeg vil håbe, der kommer en opfølger på MIDT IMELLEM. Hvor en strammere redigering gør sig gældende. Hvor flere velovervejede pædagogmedhjælpere kommer til orde. Hvor forskningen hviler på et større materiale.
For det er en væsentlig bog. Den beskriver et emne, som længe har savnet beskrivelse.