Den store forandring kommer, da Malthe hårdt presset springer ud på Facebook. Inden når han lige at ”afvenne” sine forældre og anden nærmeste familie, som han ikke har lyst til at delagtiggøre i løgnen. Efter to timer har han 58 likes og 34 kommentarer. Næste dag er tallet langt større. For en dreng, som ellers ikke får mange reaktioner på sine opslag, er det overvældende.


Den kommende tid udbygger Malthe sit dobbeltliv. Pigerne skal tro, at han er bøsse, og han skal derfor have to Dylan Walker-plakater hængende ved deres stadigt hyppigere besøg. Forældrene derimod må hverken tro, at han er bøsse eller få indsigt i hans mange pigebesøg for at undgå spørgsmål. Det holder naturligvis ikke i længden, og forældrene hører om deres søn gennem forældrene til en af klassekammeraterne. Selv om han forsøger at fortælle dem sandheden, tror de ikke på ham. De er kede af, at han ikke har delt sine tanker med dem, men er forstående og opmærksomme. "Vi er jo nødt til at acceptere, hvis der er nogle sider af dit liv, som du ikke har lyst til at dele med os lige nu," siger hans mor.


På dette tidspunkt mister Malthe kontrollen. Han taler om "Den Falske Malthe", som har taget magten. Da han finder et brev fra Louise på bunden af sin taske, indser han, at han må stoppe. Brevet er skrevet, før han fandt på sin løgn. Louise fortæller, hvor meget hun stoler på ham, og at hun er forelsket i ham. Det sidste er i høj grad gensidigt, men det med ærligheden har han sat over styr.


Malthe får æren af at holde talen til skoleafslutningen. Her lægger han kortene på bordet og gruer for reaktionen fra kammeraterne, lærerne, forældrene og ikke mindst fra Louise, som forlader salen straks efter talen. Malthe indser, at han må få tale med hende, for "hvis jeg gik hjem nu uden at gøre noget, ville historien ligesom aldrig rigtigt slutte. "En åben slutning”, som dansklærerne siger. Jeg hader den slags slutninger.” Han løber hjem til hende, og det ender med, at han kold og våd prøver at klatre op til Louises vindue, falder ned og bliver hjulpet indenfor i et varmt karbad af Louises forældre.


Louise kommer ind og kalder Malthe "sindssyg" på en måde, så han bliver glad. Våd er han naturligvis stadig, men han bliver varm, da Louise giver ham det første kys.


Det bliver altså en happy end for Malthe. Han bliver et helt menneske. Mig og Dylan Walker handler ikke om seksualitet men om (køns)roller. Malthe bliver interessant og endda attraktiv, da han kommer i kontakt med både sin maskuline og sin feminine side. Ingen af delene var han i bogens begyndelse.


Mig og Dylan Walker udstiller en stor del af de fordomme og forventninger, som hæfter sig på at være bøsse. Men heller ikke pigerne går fri; de beskrives med drengeøjne som overfladiske og alligevel interessante. Forældrenes og lærernes rummelighed bliver til en karikatur, når Malthe møder mere forståelse og interesse som bøsse end som hetero. Faktisk er det drengene, som får lov at være mest mangfoldige: Fra det-er-da-helt-op-til-dig til relativt overbærende og godmodigt drilleri.


Forlaget nævner selv de 12-13-årige som målgruppe. Jeg vil mene, man kan begynde lidt før, for jegfortælleren Malthes lidt naive syn på sin plan afspejles i teksten. Den mest eksplicitte scene indeholder det kys, Malthe får af Felix, som er fætter til en klassekammerat. Bogen kan sagtens læses i folkeskolens ældste klasser som udgangspunkt for en debat om kønsroller og synet på homoseksualitet.


Den skæve og skøre historie er fortalt i et levende sprog med en god dialog. Den kan anvendes både til fælles læsning, højtlæsning og frilæsning.