Drengen giver ulven navnet Zorro, men den hedder i virkeligheden Bjarne. Det er der ikke noget skræmmende ved, kan jeg hilse og sige. Ingen andre end drengen lader til at tage notits af ulven. I det sidste kapitel jagter ulven drengen, så han slår sin egen rekord for, hvor hurtigt han kan løbe i skole. På to hel side løber drengen skrigende rundt i skolegården med ulven efter sig. Ingen af de andre børn reagerer ud over at kigge efter ham. Da han er væk, efterligner de legen, mens ulv og dreng deler småkager på en bænk.

For det er naturligvis en leg. Ulven er drengens ønske om at være noget særligt. "Det er ret svært at holde på den hemmelighed. Hvis jeg havde fortalt henne i skolen, at jeg havde en ulv i skabet, ville jeg virkelig være blevet populær," som han udtrykker det. Det er historien om barnets frodige fantasi, som gør hverdagen så meget mere farvestrålende.

Historien er fortalt i et meget rent billedsprog med korte replikker. Når den er bedst, minder den om Radiserne i sit udtryk og om Steen og Stoffer i sit indhold. Der er lag til den voksne, som læser højt, og der er lag til barnet, som læser med: Det umage par opbygger et venskab, fordi ulvens stædighed og ubehjælpsomhed giver en modvægt til det projekt, drengen har med den. Barnelæseren vil more sig over den skøre ulv, som er så hjælpeløs og u-skræmmende. Måske maner det også til eftertanke, at det kan være den mindste, som er den modige og aktive.

Drengen i Mig og ulven synes, det er sjovt at prøve at være læreren, og siger "Hold nu op. Du er alt for stor til at græde." Han har mange gode betragtninger på den rolle, han påtager sig. "Nogle gange måtte jeg trøste ulven lidt, når han blev ked af det. Han var jo min ven." Sådan en ven har vi alle brug for, uanset om vi er barn, voksen eller ulv.