Plottet i Mine eftermiddage hos Hr Astrakan er enkelt. Vi følger dels Oles liv, og dels fortæller Hr. Astrakan historien om Odysseus til Ole. Historierne bliver flettet sammen, så Ole langsomt identificerer sig med Odysseus og Telemachos. Begge går og venter på, at deres far kommer hjem – og begge er nervøse for, at der skal komme bejlere og gifte sig med deres mor, mens faren er til søs.

Historien om Odysseus er fint genfortalt. Og her er der masser af guf til små videbegærlige og nysgerrige sjæle fra de store børn i børnehaven til de første par skoleklasser. Man kan ligefrem hævde, at historien om Odysseus, det første store hovedværk i europæisk litteratur, er et must i opdragelsen af børn og unge. 

 

Der er flere fine tanker i teksten, fx når Ole om et flaskeskib undrer sig over, hvordan skibet er kommet ind i flasken, for flasken har vel ikke drømt skibet? Og når Hr. Astrakan fortæller om, at der er nogle ting, der ikke forandrer sig; det gør muslingeskaller ikke, bølgerne på havet, eller det at savne sin far. Her bliver noget abstrakt gjort helt konkret, tilmed i et børneperspektiv. 

 

Til gengæld mangler vi noget i relationen mellem Ole og Hr. Astrakan, før bogen bliver helt troværdig. De bliver meget hurtigt gode venner og taler ubesværet om alt. Det samme gør sig gældende, da Oles mor møder Hr. Astrakan første gang: Hun er oprevet til at starte med, men vender på en tallerken og bliver (meget hurtigt) glad for denne humanistiske antikvitetsforhandler. Til bogens forsvar skal det siges, at det er historien om Odysseus, der er central, men stadig kunne der godt være gjort mere ud af relationerne i bogen. Dialogerne kunne også være mere nuancerede og knap så envejs. De er lavet efter skabelonen: Hr. Astrakan ved alt, Ole spørger. Det bliver lidt trættende i længden.