Mio, min Mio
MIO, MIN MIO er en klassisk Astrid Lindgren-fortælling, som nu er kommet i en ny oversættelse. Det er fantasy fra før Harry Potter satte standarden for den genre. Det er det godes kamp mod det onde. Det er utroligt gode miljøbeskrivelser. Og det er knaldhamrende godt sprog fra Kina Bodenhoff, som med denne bog har nyoversat alle hovedværkerne i Astrid Lindgrens forfatterskab.
Mio hedder i starten Bo Vilhelm Olsson, men bliver kaldt Bosse. Forvirret? Det behøver du ikke være. Selv om MIO, MIN MIO har mange miljøer og et stort persongalleri, tages læseren ved hånden og ledes omsorgsfuldt ind i historien. Netop hovedpersonen er jeg-fortæller, og det gøres på en naiv og samtidig eftertænksom måde.
Mio (eller rettere Bosse) bor Stockholm hos sine adoptivforældre. De ville egentlig have haft en pige, men nu fik de altså ham fra børnehjemmet. Han mærker tydeligt, at han ikke er velkommen. Det er et koldt barndomshjem uden knus, venlige ord eller bare en at holde i hånden. Heldigvis er der vennen Benka og grønthandleren fru Lundin, som er venlige mod ham.
På magisk vis kommer han til Landet i det Fjerne, hvor det viser sig, at han i virkeligheden er Mio, søn af kongen (konsekvent omtalt som ”min far kongen”). Her er alt godt. Fuglene synger, Mio får en hest og en ny bedste-ven, Jum-Jum. Især er han glad for faren, som har ventet på ham i hele Mios liv.
Eneste forstyrrelse af idyllen er noget, der lurer: Landet Udenfor. Her bor den onde ridder Kato. Hans magt er så stor, at selv i Landet i det Fjerne sker der ting og sager, når hans navn nævnes. "Da han sagde navnet, blev luften omkring os kold som is. Den store solsikke, som voksede i haven, visnede og døde, og mange sommerfugle tabte deres vinger og kom aldrig til at flyve igen."
Mio forstår, at han er nødt til at drage ud og bekæmpe den onde ridder. På sin rejse møder han flere hjælpere. De giver ham magiske redskaber, som han kan bruge til at løse sin opgave. Selv skoven, søen og klippen ser ud til at hjælpe Mio. Der sker både uhyggelige og grusomme ting undervejs, men naturligvis ender det godt, og det gode vinder over det onde. Endda med nogle tankevækkende filosofiske pointer undervejs.
Historien er åndeløst godt fortalt, og der er klare sammenfald med andre kendte bøger. F.eks. det forældreløse barn, som behandles dårligt af sine pleje-/adoptivforældre (Snehvide, Askepot, Harry Potter). Barnet, som skal kæmpe mod en uhyggelig overmagt (Brødrene Løvehjerte). Hesten, den trofaste følgesvend, som må betale dyrt for at helten kan fuldføre sin opgave (Den uendelige Historie, Tolkien).
Jeg vil varmt anbefale den for modige 7-årige og til alle de ældste SFO-børn.
Skønlitteratur
Gyldendal
Astrid Lindgren
40
Bjarne W. Andresen
2. oktober 2012
