Han modtages af kongen og får både en hest og venner. De er kun nogle af det, han får brug for, da han beslutter at drage ud for at kæmpe mod ridder Kato. Beslutter og beslutter Alle andre end Mio ved åbenbart allerede, hvad han skæbne er. De præsenterer ham for brødet, der mætter og en brønd, som hvisker eventyr. Undervejs på sin rejse får han et sværd, som kan skære gennem sten. Det får han brug for på sin rejse, for ridder Kato har et stenhjerte.

Undervejs er der en del død og ødelæggelse. Børn, som forvandles til fugle. Den ene fugl sætter endda livet til i et forsøg på at redde Mio fra at blive opdaget. Miramis, Mios hest, bliver fanget af ridder Katos spejdere. Mios trofaste ven, Jum-Jum, forsvinder flere gange fra ham, og det endelige opgør med ridder Kato må Mio klare alene. Herefter forsvinder på magisk vis al den ondskab, ridder Kato har skabt, fuglene bliver til børn igen, den døde vågner op og ridder Katos borg styrter sammen og bliver til en stor bunke sten.

Det er klassisk eventyrskrivning hånd i hånd med det tyvende århundredes litteratur. Kombinationen af Astrid Lindgrens dygtige historiefortælling, oversætteren Kina Bodenhoffs sans for sprogets nuancer og Mikkel Sommers stregtegninger fungerer. Der er en intens stemning og megen dybde over tegningerne. Tekstmæssigt er de mange gentagelser et greb, som sænker hastigheden og øger fordybelsen. Det er ingen action-fortælling, handlingen sker lige så meget i læserens fantasi som i billede og tekst.

Der er mange gode ord at tale om. Jordhule. Jernklo. Og det alt for lidt brugte ord vidskræmt, som betegner sindsstemningen hos en af Mios vejvisere, en gammel mand, da Mio fortæller, at han er kommet for at kæmpe mod ridder Kato.

Alt det smukke og gode i Landet i det Fjerne beskrives sådan: Jeg blev næsten svimmel af alt det smukke, det føltes, som om hele min krop var fuld af sodavand. Mine ben var så glade og kunne ikke holde sig i ro. I stærk kontrast står beskrivelserne af ridder Kato, som er så ond, at alene omtalen af ham ændrer verden. Da han sagde navnet, blev luften omkring os kold som is. Den store solsikke, som voksede i haven, visnede og døde, og mange sommerfugle tabte deres vinger og kom aldrig til at flyve igen. Og jeg mærkede, hvor bange jeg var for ridder Kato. Så bange, så bange.

Mio er i modsætning til mange andre eventyrhelte ikke uden tvivl. Selv efter han bliver klar over, at alle ved, at hans skæbne er at kæmpe mod ridder Kato, græder han af fortvivlelse og tør ikke. Alligevel hanker han op i sig selv og gør det, han ikke tør. Her tager Astrid Lindgren forskud på en anden eventyr-helt i sit forfatterskab, Jonatan Løvehjerte, som er nødt til at gøre ting, selv om det er farligt. Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort, skrev Lindgren næsten 20 år senere i Brødrene Løvehjerte.

I Mio, min Mio er der meget at tale med barnelæseren om. Kampen mellem det gode og det onde ligger lige for. Ridder Kato er dog ikke mere ond, end at han selv ønsker at dø, da han bliver besejret. Ridder Kato længtes efter at blive af med sit stenhjerte. Måske var det sådan, at ingen hadede ridder Kato mere end ridder Kato selv. På den måde renses Mio for skyld, da han dræber ridder Kato og forvandler ham til en dynge sten. Og en jernklo. Og måske den lille grå fugl, som pludselig dukker op