Mit navn er Aviaja hedder bogen, men hovedpersonens navn får vi aldrig. Aviaja er en grønlandsk pige, som kommer på 3 måneders ophold i Danmark engang tilbage i 70erne. Den unavngivne hovedperson, jeg-fortælleren, er enebarn i værtshjemmet, som modtager Aviaja. Det er et akavet første møde. Mor løser det let: Gå I ud og leg. Det er forældrene, der har arrangeret uden at involvere deres datter.

Der står de så stumt over for hinanden, to fremmede piger, og det er forløsende, i hvert fald for mig, at det er den danske piges vinkel, vi får. Historien er baseret på forfatterens egen oplevelse fra starten af 70'erne, da hendes familie havde en grønlandsk pige boende.

Det er en modig bog. Forfatteren lader pigen fra 70'erne stå nøgent frem i al sin usikkerhed og umodenhed. Illustrator antyder kun de små buler i blusen. Hun fascineres af Aviajas lange tykke sorte hår. Aviaja sover på ryggen med udslået hår og arme, mens hun selv ruller sig sammen som en bænkebider. Og Aviaja er både socialt kompetent og nysgerrig. Hendes egen uselvstændighed og autoritetstro virker til gengæld helt naturlig med mors kommunikation. Mor taler stort set kun i bydeform, far siger ikke noget. Et almindeligt mønster fra den tid kan denne læser fra samme generation bekræfte. Og det er den forudsætningsløse unge pige, der overlades ansvaret for Aviaja, det grønlandske barn som var forældrenes ide.    

"Aviaja er mit ansvar" er bogens skyggetitel. Et ansvar pålagt af forældrene og i hvert fald delvist misforstået af den lille datter, som samtidig må se sig selv reduceret til hende, der kender grønlænderen. De var populære. Vi havde ingen grønlandske børn boende i mit hjem, men min moster havde, og det gav point! Jeg blev adgangsbillet til kontakt. I denne historie føler datteren sig nærmest udslettet i sit eget hjem og i sin egen krop. Forfatteren formidler det smukt med pigebarnets stemme, kort, nøgternt og ydmygende.

Aviaja forbliver fremmed og dog genkendelig, særligt i det forløb som udspiller sig under hendes ene-ekstraundervisning med viceinspektøren. Han er fra en tid længe før MeToo, og Aviajas selvforsvar er endnu ældre. Det skal gå galt, og det går galt.

Børns elasticitet, evnen til at springe fra sort sag til lys leg, bærer os gennem en svær historie.

At ting sætter spor, selvom man måske ikke mærker det, og en dag giver anledning til handling, det er den gode historie. Den viceinspektør får som fortjent af en lille dansk pige, der pludselig mærker noget nyt inden i. Vrede.

Bogen udkommer i en tid, hvor vi har et særligt fokus på Grønland og vores relation til grønlænderne. Det er opløftende, at denne bog tør tage udgangspunkt i os selv i det svære møde med en anden kultur. Der hvor en lille dansk pige kommer til kort i en geopolitisk strategi, og en voksen forfatter deler erfaringen omkring et møde, der stadig sætter spor.