I det 19. århundrede måtte franske kvinder ikke gå med bukser, for det var forbudt. Dog kunne især arbejderkvinder finde på at gøre det alligevel. Specielt underbukser var et suspekt stykke beklædning: Adskillelsen af kvindernes lår blev betragtet som obskønt! Piger kunne godt nok bruge underbukser frem til puberteten, men derefter måtte de lægges væk, eftersom de eneste kvinder, der anvendte sådanne ”trusser” var prostituerede. I løbet af 1890erne vandt bukserne dog gradvist frem blandt kvinder, og det var på grund af et nyt fænomen, nemlig cyklen.
    Dette interessante udtryk for normer og konventioner er fra den norske filosof Lars Fr. H. Svendsens seneste udgivelse, der handler om mode. Desværre er der for få af den slags eksempler i bogen. Det skal jeg vende tilbage til.

Hvad har mode og filosofi med hinanden at gøre? Svaret er, at man bringer dem sammen, så filosofien befrugter synet på moden og omvendt. Forfatteren antyder, at det er underligt, at så få filosoffer har behandlet fænomenet mode på en systematisk måde. For på den ene side kan mode nok betragtes som noget af det mindst vigtige i livet – det er jo sådan set bare overflade. Men på den anden side er moden noget af det vigtigste, der findes, for vi kan slet ikke adskille os selv eller vort jeg fra den, forstået som det tøj, vi nu engang klæder os i (s. 10). Moden er en slags anden hud, hvad enten vi vil det eller ej. Den er en del af vores identitetsdannelse. Som sådan er det (igen) et velvalgt tema, som Svendsen tager op teoretisk. 

Emnet i ”Mode” er klart ”diskursen” i moden frem for modestrømningerne i sig selv. Og det vil sige, at det er påstandene, holdningerne og teorierne om, hvad mode er for et fænomen, der belyses – filosofisk. Bogen kaldes et essay, men forfatteren fremhæver selv, at kapitlerne kan læses ret uafhængigt af hinanden, og det har han ret i. Således er der snarere tale om 7 essays eller kapitler, der hver især handler om modens forhold til hhv. sproget, kroppen, forbruget osv.

Bogen er skrevet i et flydende sprog, og forfatteren fremsætter mange tankevækkende tanker og finurlige paradokser undervejs. Tænk f.eks. på, at det også kan være mode IKKE at bære hat… Bogens disponering gør, at man alt i alt får udvidet sin fornemmelse for modens funktion som samfundsfænomen. Der er tale om spændende og vedkommende sager som emne betragtet. MEN!

Jeg synes, at bogen har én afgørende svaghed. Og det er, at Lars Fr. H. Svendsen, når han følger diskursen i de forskellige kapitler, næsten konstant refererer til andre skribenter – filosoffer, sociologer, skønlitterære forfattere etc. – frem for at lægge mere vægt på at klarlægge de forskellige positioner, som forfatterne er udtryk for. Er det virkelig nødvendigt over fem sider at referere indholdet af to bøger, heriblandt en af Barthes, der ifølge Svendsen selv ikke kommer frem til ret meget? (s. 64-69). Selv i bogens afsluttende bemærkninger bliver der på fire sider refereret til seks personer i teksten. Dertil kommer noterne. Det gør bogen trættende at læse i længden. Hvad skal man dog som læser stille op med alle de personer og synspunkter?

Som sådan forekommer hele bogen at være en slags mosaik, hvilket kan være skønt, hvis farvespillet åbner læserens øjne for nye indsigter, men det synes jeg ikke i tilstrækkelig grad er tilfældet her. Denne ”overload” betyder, at de teoretiske aspekter efter min mening står mere uklart for læseren, end de ellers kunne have gjort. Begrebsliggørelsen truer undervejs med at miste sin substans. Og endelig: Skønt emnet ER diskursen – diskussionen, teorien – kunne man godt ønske sig flere konkrete eksempler a la det, jeg nævnte indledningsvis, til at belyse selve teorien. Altså et samspil mellem det filosofiske og det samfundsmæssige/historiske. Især da teorien, hvad angår moden, i dén grad er afhængig af, hvad teoretikerne kan se og forestille sig på et givet historisk tidspunkt.

Dagbladet Politikens anmelder (Karsten Ifversen) har kaldt Lars Svendsen en moderne oplysningsfilosof. Det er sikkert en udmærket karakteristik. Svendsen har tidligere taget fænomener som f.eks. ”Kedsomhed” og ”Ondskaben” op og behandlet disse filosofisk med et klart sigte om at nå udover fagfilosoffernes kreds. Det gør han også her, men ikke mindst den nævnte hang til at bringe alle tænkelige og utænkelige forfatteres tilgange med i selve teksten gør, at i hvert fald denne læser af ”Mode” er noget lunken. Derfor kun tre stjerner, selv om der ikke kan udsættes noget på bogens lødighed.