Det mindst slemme mareridt indeholder et takstræ, som forvandler sig til et monster. Monsteret fortæller historier til Conor, til gengæld skal Conor også fortælle en historie. Historien om hans værste mareridt. Monsteret præsenterer sig selv sådan: Jeg er den rygrad, som bjergene hviler på! Jeg er de tårer, som floderne græder! Jeg er de lunger, der giver vinden luft! Jeg er den ulv, der dræber kronhjorten, den høg, der dræber musen, den edderkop, der dræber fluen! Jeg er den kronhjort, den mus og den flue, der bliver ædt! Jeg er verdens slange, der sluger sin egen hale. Jeg er alt utæmmet og utæmmeligt () Jeg er den vilde jord, der er kommet efter dig, Conor OMalley.

Monsterets historier giver ikke umiddelbart mening for Conor, og han kæmper imod at skulle fortælle sit eget mareridt. Efterhånden indser han, at der kun er én ting, som er sværere end at holde fast i den, man elsker. Det er at give slip. Som i monsterets historier ender det ikke altid retfærdigt. Gode mennesker dør også uden grund.

Monster er noget så udsædvanligt som en gennemillustreret bog for unge læsere. Mørke og dystre tegninger giver deres bidrag, ligesom teksten gør. En del af tegningerne får lov at brede sig over tekstløse opslag, så man kan dvæle ved dem. Historien bag Monster er lige så usædvanlig. Patrick Ness fik ideen til bogen fra forfatteren Siobhan Dowd, som kun nåede at skrive fire bøger færdig, inden hun døde 47 år gammel. To af bøgerne udkom efter hendes død. Et oplæg til Monster blev overtaget af Patrick Ness, som fuldendte bogen.

Som en parallel til historien om bogen bliver historien om Conors liv fortalt videre på en måde, han ikke er herre over. For lidt over et år siden fortalte hans bedste ven, Lily, om Conors mor til nogle af sine venner. Siden da har Conor levet i et tomrum, fordi ingen vil tale med ham. Bortset fra Harry, som overfalder ham verbalt og korporligt. Hverken kammeraterne eller lærerne forstår at håndtere et barn, som bærer på sorgen over at skulle miste. Og de kender ikke engang til hans natlige mareridt.

I Conors familie er også en mormor, som han ikke bryder sig om, og en far, som han forguder. Ingen af dem fortjener de unuancerede følelser, Conor har for dem. Monsteret ødelægger en del ting, bl.a. mormorens dyrebare ur og hendes pavillon, hvor hun kan trække sig tilbage og arbejde. Eller er det Conors raseri, som gør det? Teksten er åben for fortolkninger.

Fortolkningsmuligheder er der mange af. Den symbolske betydning af monsteret kan man ikke sidde overhørig. Taks indgår i mange detaljer, f.eks. også i noget af den medicin, moren forgæves afprøver. Conor tager et symbolsk opgør med Harry, hvor han har monsteret i ryggen, uden at andre end ham selv kan sanse det. Conor håber at blive straffet for sin kamp med Harry, men inspektøren tager hensyn til omstændighederne, så der kun kommer en advarsel ud af det. Opgøret har derfor på ingen måde den ønskede virkning. Ingen sagde noget til ham resten af dagen. - Der er noget, der er endnu værre end at være usynlig, havde monsteret sagt, og det var rigtigt. Nu var Conor ikke længere usynlig. De kunne alle sammen se ham. Men har var alligevel længere væk end nogensinde.

En så dyster bog kan ikke ende lykkeligt. Og dog. Conor har lært en vigtig lektie. Han er modnet. Nu kan han forholde sig til sin mor og til hendes død, når den kommer. Og til tiden bagefter.