Dorthe Birkmose fokuserer i Moralsk stress på, hvad der sker, når mennesker bliver så presset på egne værdier i deres arbejde, at de bliver syge af det. Moralsk stress kalder hun det. Det sker ofte inden for det såkaldte velfærdsarbejde, hvor mange har oplevelsen af, at de ikke kan løse deres arbejdsopgaver på et fagligt acceptabelt niveau. Enten fordi der ikke er ressourcer til det, eller fordi arbejdsopgaverne ikke længere giver mening. Birkmose peger på, at moralsk stress opstår, når vores samvittighed bliver presset i vores opgaveløsning. Den skade, der kan ske efterfølgende på den enkelte, kalder hun et samvittighedstraume, fordi man oplever at være presset på ens retfærdighed og medmenneskelighed. Birkmose giver en række eksempler på, hvordan man kan forsøge at kompensere, så det alligevel er muligt at overleve i arbejdet. Resignation er et typisk mønster, fordi det kan være nemmest blot at give lidt op. Andre siger op. Enten direkte ved at gå ind og sige til chefen, at man ikke kan være i det længere såkaldt loud quitting. Eller også drosler man helt ned og løser kun det allermest nødvendige eller lige under. Såkalt quiet quitting. Malene Friis Andersen har også tidligere undersøgt mængden af såkaldt skyggearbejde, som også er en måde at kompensere på. Det vil sige, at den enkelte løser opgaver, som man ikke skal, simpelthen blot for at hjælpe borgerne det minimum, som man selv mener, at man kan være bekendt. Der er derfor tale om en lang række individuelle mestringsstrategier, som den enkelte ikke burde bruge, fordi det i sidste ende er med til at få maskinen til at køre videre. Birkmoses pointe er, at vi i stedet er nødt til at blive bedre til at sige fra og handle.

Baggrunden for de udfordringer, vi i dag ser inden for særligt velfærdsområdet, er ifølge Birkmose, at vi har været igennem alt for mange nedskæringer og effektiviseringer. Det betyder, at der på de enkelte områder ikke længere er et minimum af arbejdsmæssigt overskud (eller slack), som kan bruges, når der kommer ekstra opgaver ind. Og det gør der altid. Når alt er skåret helt ind til benet, timet og tilrettelagt, så kan selv de mindste forandringer skabe uro og få det hele til at vælte. Birkmose ved dog også godt, at det ikke blot handler om ekstra ressourcer, men om at bruge dem bedre. Man kunne fx fjerne den store mængde dokumentation, som er indført på langt de fleste velfærdsområder, og som tager tid fra kerneopgaven. Hun peger også på, at det vil være godt at forsøge at reframe opgaverne ved at se på dem fra nye vinkler. Det vil give nye løsninger, hvis udfordringerne ikke forklares på samme måde hver gang. Hvis vi mangler hænder inden for en sektor vil en løsning være at få uddannet flere. Men det kan også være, at det vil løse udfordringen, hvis sygefraværet nedbringes eller flere kan holde til at arbejde fuldtid.

Birkmose skal have stor ros for ikke blot at pege på udfordringerne, men også at komme med konkrete handlemuligheder. Det er også en vanskelig balancegang at pege på udfordringer i de vilkår, velfærdsområdet arbejder under, og så samtidig sige til den enkelte, at vedkommende selv skal forsøge at ændre det. Når vi så samtidig, som Birkmose påpeger, ser dem, der kritiserer vilkårene inden for et område eller på egen arbejdsplads, blive hængt ud eller ligefrem fyret. Så sidder man som læser lidt med den tanke, at der er godt nok en lang og svær vej hjem.

Det er samtidig en stille kritik af Birkmoses bog. For hvad med alle dem, der faktisk løser deres arbejdsopgaver, men som ikke har lyst, overskud eller mod til at sige fra? Eller dem, der bare er uenige i, at et område slet ikke fungerer. Men faktisk synes, at de gør en forskel hver dag, og ikke lider af moralsk stress? Man kunne også spørge, hvor borgerne er i billedet? Som stiller højere og højere og flere og flere krav til velfærdsarbejdere, der i forvejen er så presset, at de ikke føler, de kan løse deres opgaver godt nok. Måske mangler der i virkeligheden en forventningsafstemning begge veje? Det kan af og til virke, som om borgerne for alvor er blevet kunder i velfærdsbutikken. Og kunden har jo altid ret. Eller?

Moralsk stress er virkelig en fremragende og vigtig udgivelse, og jeg læser den først og fremmest som et teoretisk velfunderet indlæg i en debat om vores velfærdssamfund, og hvilke krav de enkelte medarbejdere bliver stillet overfor. Men det kunne være virkelig spændende næste gang også at have den anden del af samfundet med.