August 2005

Hvor er det bare forrygende godt gået af Janne Lundström. Ikke alene for-mår hun at holde læseren i et jerngreb med sin blændende fortælleteknik og åndeløst spændende historie, hun formår også at videregive en viden om slaverne på den Vestindiske kyst i 1800-tallet med en humor og elegance, så man er helt ærgerlig, da det til sidst er forbi.

Historien tager sin begyndelse, da børnene i den lille afrikanske landsby en nat mø-der morbror Kwesis genfærd. Morbroren har hos hvidmændene arbejdet sig ihjel i et forsøg på at slippe af med sin enorme gæld stiftet ved et temmeligt stort forbrug af brændevin. Hvidmændene er dog blevet trætte af at låne penge ud og ikke få dem igen, bare fordi låneren kradser af. Derfor går gælden i arv, og liget bliver lagt på høje platforme bygget af træ, indtil familien kommer og indfrier gælden. Det bliver hurtig pålagt moder Yesiwas to andre børn, Den Kloge Pige og Kofi med et følge på elleve børn fra landsbyen, at drage ud for at skaffe hendes søns lig tilbage, så han kan blive begravet ordentligt.
Hos hvidmændene opdager Den Kloge Pige dog, at hun har mødt sin overmand. De bliver tre gange franarret det guld, de har medbragt og må således også tre gange forsøge at stjæle morbroderens krop. Da det heller ikke lykkes ender de til slut i fængsel, hvor de endnu engang tre gange må forsøge at narre hvidmændene til at slippe dem fri. Romanen ender i et festfyrværkeri af et slagsmål, hvor Kofi går amok i en alkoholrus og smider samtlige soldater i svinestien. Generalen efterlader de med begge træben(!) solidt placeret i en lysestage på den højeste platform i tordenvejr: ”Og enhver, der lider af svimmelhed og som nogensinde har stået skruet ned i en lysestage på en svajende platform, mens tordenen dundrer og lynene flammer, ved, at det hjælper ikke en døjt at knibe hverken et eller to øjne sammen.”

Morbror Kwesis Genfærd er fortalt i den gamle mundtlige tradition. Fortælleren er selv en af de elleve børn, som hver aften sidder og genfortæller historien til dem, der gider lytte. Derfor indledes og afsluttes hvert kapitel med en kommentar fra fortælle-ren, hvor han kort redegør for, hvad vi kan vente os fremover. Synspunktet er såle-des også fra de indfødtes side, og det lægges der vægt på adskillige gange i histori-en, særligt i beskrivelserne af hvidmændene og deres opførsel. Overkøbmandens mund beskrives som ”rumpen på en elskovssyg bavian-hun”, og generelt kan hvid-mændene sammenlignes med rotter. ”Man kan slå lige så mange ihjel, man vil, men der kommer altid nye til.” Det er morsomt men først og fremmest tankevækkende at læse. Hvidmændene er gennemgående korrupte kapitalister, som sjældent forsøger at hjælpe de indfødte. De gemmer sig for det meste bag ’de talende blade’ (kontrak-ter og lovpapirer), som de indfødte hverken kan læse eller forstå. Derfor fornemmer man også klart den frustration, de indfødte oplever, og det bliver da også til sidst med vold og magt, at Den Kloge Pige, Kofi og de elleve børn får fat i morbror Kwesis krop.

Man kan mærke, at forfatteren har gjort en grundig research til sin roman. Det virker troværdigt, og fortælleteknikken fungerer glimrende og underbygger det fantastiske og eventyrlige element, som fortællingen indeholder. For Danmark er romanen eks-tra interessant, da historien faktisk bygger på de danske kolonier i Vestindien. På samme måde verificeres hvidmændenes opkrævningsmetoder bagest i bogen med et uddrag fra en skildring af forholdene på Guinea-Kysten fra 1822. En historiske di-mension som kun er med til at gøre romanen endnu mere interessant.

Romanen kan vel næppe anbefales nok. Den er interessant på så mange områder, at den er svær at komme udenom for både børn og voksne. Mit råd er enkelt: læs den!