Anders Morgenthaler er den ene halvdel af den gakkede duo, WulffMorgenthaler, der i flere år har produceret grænseoverskridende striber til blandt andet Politiken og er skabere af den politisk ukorrekte flodhest Dolf. Nu har Morgenthaler begået en ny bog med dyrefabler, denne gang med undertitlen Lille Puha.


Bogen er ligeså latrinær som vi må forvente fra Morgenthalers side, og det i sig selv er lattervækkende, når det serveres på den rigtige måde, som når det svage næsehorn Bertil, der ikke kan sige fra overfor sine arbejdsgivere, får hjælp af fugleklatten Lille Puha. Klatten lugter fælt og råber og kræver alle de ting, Bertil selv er for pæn til at råbe og kræve. Dog lærer Bertil til sidst, at man godt kan sige så meget fra, at det går ud over de forkerte.


Samtidig har der indsneget sig en poetisk streng, der mig bekendt ikke har været så tydelig før hos Morgenthaler. Som i fortællingen om Bonnie Pony, der åbenbart har et så sjovt navn, at alle må grine, men som lærer at være stolt af sig selv og sit skægge navn.