Morkel holder sig også for sig selv, og det er tydeligt, at han har tilbragt meget tid i træet. Illustrationerne fortæller det, teksten går let hen over: Gryden på primussen, rækværket og stearinlysenes flammer, som bøjer sig i vinden. Som i alle Stian Holes bøger er det umuligt at sige, hvornår kollagen begynder og den unikke illustration begynder. Det er også lige meget, det mister betydning som så meget andet, når man graver sig ned i det mystiske og alligevel jordnære univers.

Naja Marie Aidts oversættelse har Stian Hole kaldt bedre end den norske originaltekst. Tekst og illustration går også rigtigt godt hånd i hånd. Man sætter automatisk læsetempoet ned, og det er godt, når man både lytter til fortællingen og ser den imens.

Morkel er en nørd. På den gode måde. Han deler gerne sin viden med Anna. At der er luft inden i fuglenes knogler. At trækfuglene på himlen er gæs. Han fortæller om grønspætten, som spiser myrer om vinteren. Han fortæller det til Anna og afslører det dermed også for læseren, som bliver verdensklog helt uden at opdage det.

Pludselig er Morkel væk igen, og først efter tre drømmefyldte nætter får Anna et ark papir med et kort, som viser, hvor hun kan finde ham. Han er ved det blå kryds. Lige der, hvor foråret begynder.

Morkels alfabet er til at forsvinde hen i. Det langsomme tempo, de finurlige ord og de detaljerede illustrationer er som at være i et eventyr. Samtidig er det også bogens svage punkt, for man skal have en vis litterær modenhed for ikke at falde fra. Enkelte børn i børnehavens ældste årgange vil muligvis elske Morkels alfabet, men den er bedst fra 15-års alderen, hvis man vel og mærke kan overskride den fordom, at billedbøger er til små børn. Dette er en billedbog til store børn, til unge og til voksne.