December 2004

”Bedstefar døde med tænderne på.” Martins højt elskede bedstefar er lige død, og det er Martins stemme, vi hører. Han fortæller om sin bedstefar og om dialogen med de voksne om livet og døden.
Hvordan mon bedstefar har det i himlen? Hvad vil det sige at være død? Og hvad er en begravelse – egentlig? Hele bogen er nærmest et katalog over en lille drengs reflektioner over bedstefar, liv og død og er som sådan ikke uden charme.

Fortællingen skrider jævnt fremad mod begravelsen af bedstefar. Derfra til Martins fødselsdag med far og mor dagen efter - for at slutte på hospitalet. Her føder hans gravide mor ham en lillebror. Ind imellem har han været på burgerbar med mormor, og han har været i haven med morfar (ikke at forveksle med den afdøde bedstefar) for at grave en trærod op. Det er næsten for mange tråde i samme historie.

Det er de forskellige hverdagssituationer, der sætter gang i Martins konstante overvejelser om bedstefaderen, og på den måde bindes fortællingen sammen: Havegraveriet får selvfølgelig Martin til at tænke på begravelsen. Og da han får lov til at vælge navnet på sin nye lillebror, vælger han navnet Bjørn. Navnet på bedstefar. Det er sødt nok, men virker lidt for ”konstrueret” efter min smag.

Sproget virker af og til lidt omstændeligt i forhold til målgruppen, de 5-8-årige, men andre steder lyser det op, f.eks. i form af bedstefars nye tænder. De går igen flere steder i fortællingen. Når bedstefar brugte dem ”skinnede de som en snebold inde i munden på ham”. Det er et fint billede. Og jeg tror, at det er en bog, der vinder ved oplæsning flere gange, for der er mange fine detaljer i skildringen af Martins tanker om bedstefar og familien. Barnets synsvinkel virker fint, når Martin registrerer, at de voksne er ”underlige” og poetisk, når han fortæller om sine drømme.

Bogens titel skyldes en detalje fra en drøm, der i sidste ende også handler om bedstefar. Her skal blot røbes, at når det regner, så er det fordi, skyerne er grædende dinosaurusser. De kan jo ikke være her på jorden for at æde os.
Skønlitteratur
Gyldendal
Sverre Henmo, illustreret af Dorthe Karrebæk
44
Anders Vægter Nielsen
17. december 2004

Seneste anmeldelser

-->