Man tager 11 idrætsudøvere på absolut verdensplan og to særdeles kompetente forfattere: En UEFA PRO-træner med uddannelse i både journalistik og ledelse og en forsker og foredragsholder med speciale i motivation og ledelse. Resultatet bliver en afbalanceret blanding af personlige livsberetninger og indsigtsfulde analyser, krydret med teorier om, hvad der motiverer os til at slide i time-, dage- og årevis for de mål, vi sætter os.

Vi kommer ikke uden om lidt namedropping og opremsning af de højdepunkter, der har været i idrætsudøvernes karrierer, men teksten er dejligt fri for at dømme i forhold til de valg, der er taget undervejs for at nå målene. Når stjernerne tages i forsvar, er det med den faglige vinkel, som er bogens præmis: deres motivationsmønster i en præstationskultur. F.eks. understreges det, at Andre Agassi tog stoffer af mentale årsager, ikke fysiske, og alligevel blev fordømt. Anja Andersen er blevet kaldt barnlig, hysterisk og utilpasset, men hendes adfærd bunder i en frustration. To idrætsudøvere, som ellers ikke er med i bogen, men blot nævnes indledningsvist på grund af den store omtale, deres misbrug hhv. temperament har fået i medierne.

Allerede her vil pædagogen se den tætte sammenhæng mellem miljøet i Når talent forpligter og den daglige pædagogiske praksis. En lille del af pædagogerne arbejder med medicinering, og et meget stort antal arbejder med at give temperamentet et acceptabelt udtryk.

Talentet til at blive topidrætsudøver lægger et pres på den enkeltes skulder, som man også ser blandt børn og unge udenfor miljøet. De to forfattere giver deres vinkel på reglen om, at det kræver 10.000 timers træning at blive virkeligt god til noget: I en del talentlitteratur er det blevet tolket som en kausal-relation: Hvis man bare træner i 10.000 timer, er man sikker på at nå et mestringsniveau.

Sådan forholder det sig ikke ifølge Når talent forpligter. Beklager, stræbere, men talent findes, hedder det. De 10.000 timer har betydning for at udvikle et talent, men der skal være et potentiale at udvikle på. Noget andet er, at man også kan være genetisk disponeret for at ville øve sig. Eller man søger de aktiviteter, man i forvejen er god til, for så at perfektionere dem.

Forholdet mellem talent, indsats og evne er endda sat på formel af den amerikanske forsker og psykolog Angela Lee Duckworth. Talent x indsats = evne. Og videre hedder det, at evne x indsats = præstation. Med lidt matematisk kan man omregne det til, at præstation = talent x indsats x indsats. Det er altså indsatsen, som virkelig batter. Samtidig er det indsatsen, som man har mulighed for at skrue op og ned for, afhængigt af motivationen. Lige netop motivationen er begrundelsen for at fortsætte med bevidst, målrettet træning. Uden motivation vil man ikke lægge den indsats, som det kræves for at udvikle talentet.

På dette punkt gør Helle Hedegaard Heins tidligere forskning af motivation sig tydelig. Det bliver understreget, at vi motiveres af forskellige ting, og første skridt for at udvikle et talent er at finde ind til motivationen. Fodboldspilleren Pierre-Emil Højbjerg siger det f.eks. sådan: For mig handler fodbold om at få det bedste ud af mit talent. Jeg sammenligner mig ikke med andre. Jeg vil ikke være bedre end nogen bestemt. Jeg vil bare være så dygtig som muligt. Sagt af den hidtil dyreste danske fodboldspiller, solgt for over 100 millioner kr. i 2016.

De følgende sider udfoldes motivationteorier og Mihaly Csikszentmihalyis flowteori i en lettere udvidet version. Arketyperne, som er beskrevet i bl.a. Helle Hedegaard Heins Primadonnaledelse, gennemgås og eksemplificeres gennem de idrætsudøvere, som er bidragsydere til bogen. Arketyperne beskrives med en primær og en sekundær motivationskilde, som alt efter synsvinkel kan kaldes en udfoldelse eller en forenkling af tidligere udgivet litteratur om emnet.

Den sidste tredjedel af Når talent forpligter bliver ret idræts-nørdet. Det opvejes for pædagogen af den relevans, resten har. Begreber som den spændingsreducerende og den spændingsøgende præstationsvej er relevante både for idrætstræneren, for pædagogen og for læreren. Team Danmark har en såkaldt sportspsykologisk model, som kan findes på deres hjemmeside. Desværre er den afbildet i bogen i så dårlig kvalitet, at den er nærmest ulæselig. Den kunne være endnu et eksempel på, at fagpersoner ganske udmærket kan oversætte begreber fra idrætsverdenen til pædagogisk praksis.

Denne boganmeldelse vil ligesom Når talent forpligter slutte af med at mane til eftertanke. Den amerikanske forsker Adam Grant advarer mod for stort fokus på øvelse: Hvorfor er der så få Nobleprismodtagere blandt de strålende talenter, der har vundet de mest præstigefyldte priser i gymnasiet? Grant giver selv svaret: Vidunderbørnene ikke lærer at blive originaler. De er ofte drevet af at imponere deres lærer eller gøre sig fortjent til forældrenes anerkendelse, og i den proces er konsekvensen, at øvelse nok gør mester, men øvelse skaber ikke originaler.

Faglitteratur
Gyldendal Business
Mads Davidsen og Helle Hedegaard Hein
302
Bjarne W. Andresen
24. maj 2018

Seneste anmeldelser

-->