Januar 2003

DEN NÆRE HISTORIE
Når forfatterinden Brita Hartz fejrer sin 91-års fødselsdag den 25. januar, må det foregå med betydelig lettelse.
I december 2002 udkom nemlig på forlaget Thaning og Appel seneste bog fra den livserfarne kvinde. 240 sider. Deadline overholdt. Værket udgivet. Fødselsdagen klar (og tillykke med den).
Erindringsbogen ”Næsten et århundrede” er flot, fængende og farverig.
Værket er blandt andet et vidnesbyrd om et langt livs interesse for vilkår vedrørende børn og unge – og en oplevelsesbaseret indsigt i tilværelsen, sådan som den er blevet forvaltet i meget forskellige miljøer og billedrige socialklasser. Allerede af disse grunde er bogen også for aktører på det pædagogiske område. Desuden må en historiebog, der beskriver en efterhånden fjern fortid gennem nære, vedkommende beretninger, være en gave for alle.

Brita Hartz skriver veloplagt, også om sin egen bog:
”For nogen tid siden læste jeg et sted, at den bedste historie er den, der ender lykkeligt, den næstbedste den der ender ulykkeligt, og at den værste historie er den, som slet ikke ender.”
Men da Brita Hartz denne gang fortæller om sit eget liv, fortsætter hun sådan her om erindringsbogen:
”Kun drevne spåkoner mener at kende slutningen, så nu er læseren advaret, min historie hører på forhånd til de værste.”

”Næsten et århundrede” hører dog langt fra til ”de værste” erindringsbøger. Den har derimod den særlige styrke, at forfatterinden har oplevet usædvanlig meget. Og lige så væsentligt: registreret usædvanlig meget. Også i forhold til andre erindringsskribenter. Derfor er der nok at tage af.

Brita Hartz fortæller om konkrete begivenheder i barndomskvartererne ved Kongens Have i København og snart efter i Helsingør. Hun går også bagud i tid og beskriver imponerende familiens liv, længe før hun selv sluttede sig til i 1912. Undervejs møder læseren – i en stor skare af personer – blandt andet Mark Twain og Cavling-prisens ophavsmand, redaktør Henrik Cavling. Med antallet af personer bliver styrken – erindringen – dog indimellem til en svaghed, fordi det er svært at rumme så mange forskellige karakterer, som bogen præsenterer.

Oven i person-skildringerne er udgivelsen pr. automatik et stykke anderledes danmarkshistorie. Om vores land i 1900-tallet, navnlig frem til slutningen af anden verdenskrig.
Med følelse og ofte gennem dagligdagssituationer skriver Brita Hartz om Danmark i forandring. Side for side former hun en fortælling, der rækker langt ud over de små familieoplevelser.
Og det er fin læsning.

Skæbnen har kun sjældent trukket Brita Hartz i retning af det middelmådige. Oplevelserne er hyppigt tæt ved det ekstreme. Enten muntre og farverige. Eller det modsatte.

Om forfatterindens heftige udlandsophold skriver forlaget:

”Britta Hartz rejser som ganske ung pige til London og siden Paris for at lære sprog og modetegning. I Paris tilbringer hun sommeren nær det mondæne Deauville hos Aga Khans svoger. Siden dumper hun ned i Monparnasses kunstnermiljø og træffer tidens berømte skribenter og malere. Hun oplever det forrygende parisiske natteliv, hvor ekkoet fra de brølende tyvere aldrig er forstummet, og hvor kunstnerkarnevallet overgår selv nutidens dristighed.
Sommeren 1931 tilbringer hun med sin søster i Biarritz, hvor de møder den spanske adel.”

Det er ud fra bogen så sandt, som det er skrevet, og det er på disse oplevelser, fra før opfindelsen af sort-hvid-fjernsynet, at der for alvor er kulør.
Men de erindringer, der gør allerstørst indtryk på mig, er ikke de sprudlende og farverige. Snarere en række korte og meget nære fortællinger undervejs.
Brita Hartz blev gift i 1933. Om ægteparrets bestræbelser på at få børn skriver hun fra side 209, her kortet ned til tre citater:

”Havde skæbnegudinden stået der med en løftet, advarende finger og ladet os forstå, hvilke sorger og ulykker vi kunne vente os af vores forbindelse, ville vi da være gået så glade og forventningsfulde hen til rådhuset den dag i stedet for at løbe skrigende bort, inden vi nåede så langt?”
”Vi mistede vores ældste Anita fem et halvt år gammel efter en koppevaccination (…)” ”Og siden vores lille datter Eva året efter Anitas død…”
”Derefter fulgte perioder med måneders sengeliggen, der hver gang endte i abort, indtil jeg i fredssommeren 1945 fødte en lille dreng i syvende måned, som heller ikke var levedygtig.”

Årsagen til tragedierne var navnlig, at Brita Hartz og hendes mands blodtyper så at sige bekrigede hinanden.

Som det ses, får både det muntre og det tragiske plads. Tillige evner forfatterinden at gengive de mere jævne oplevelser på en yderst fængende måde: for eksempel når en glad kvinde er SÅ glad for et beskedent og jævnt liv, at hun beder til Gud om aldrig at blive rig.

Således er alle niveauer med. Og hele tiden kører altså – ved siden af de personlige beretninger – ”filmen” sat sammen af tidsbilleder herhjemmefra: om Danmark under første verdenskrig; om pest og om spansk syge; om forventningen til en pige på 19 år i 1931; om Hitlers tilsynekomst; om kønsrollernes udvikling og om den unge, tyske soldat, der også jubler på tysk, da befrielsen i 1945 er en kendsgerning.

Hartz fortæller dragende. Sprogligt topper hun i formidlingen af ungpige-oplevelserne i udlandet og i blandingen af erindringer og nutidige billeder fra Helsingør: når hun skriver om manden, der både havde et stort hjerte og en stor seng; og når der sættes ord på det meningsforladte indkøbsliv, man i dag kan følge fra færgehavnen i Helsingør…
Jeg vil ikke overcitere bogen, men den 90-årige forfatterinde er sine steder fuldt ud i sproglig klasse med de allerbedste skribenter herhjemme.

En klar svaghed er dog, at bogen – navnlig gennem titlen – sælges som en fortælling, der knytter sig til ”Næsten et århundrede”. For der står vitterlig ikke meget om tiden fra 1946 og frem til i dag. Efter endt læsning sidder man derfor lidt undrende tilbage, og længes efter mere. Denne frustration er til dels et resultat af, at bogen har en så fornem generel værdi (man kan jo ikke bare fjerne 60 år fra historien). Men frustrationen kunne under alle omstændigheder have været undgået gennem en anden bogtitel.

Brita Hartz satsede ikke fra begyndelsen af sit liv på en karriere som forfatter, men hun har i dag skrevet mere end 30 bøger, herunder adskillige børnebøger. JAGOO anbefaler ”Næsten et århundrede” til dem, der har lyst til at læse om navnlig børn og unges vilkår i første halvdel af 1900-tallets Danmark. Bogen er en chance for historielæsning, endnu mere spændende, end den slags sædvanligvis er.

Poul Majgaard