Sophie plages af Mareridt, som forstyrrer hendes nattesøvn og skræmmer hende. Hvordan kan hyppigheden af Mareridt nedbringes? Sophia fortæller Alice Morgan, at Mareridtene har mange grimme dyr som hjælpere. Alice Morgan spørger Sophie, hvilke mennesker, hun har nære relationer til, og som vil være hendes hjælpere mod Mareridtene. Sophie nævner nogle af disse. Sin dukke vil hun ikke have med, ”hun er alt for lille”. Sophie og Alice opdager, at Alices hjælpere er mennesker med tilsammen 197 år og fire måneders erfaring. Sophie er overbevist om, at her har Mareridtene ingen chance. Denne tanke hjælper Sophie med at generobre ”de gode og glade” drømme.


Alice Morgan arbejder ud fra den narrative tankegang. Ovenstående er et af bogens talrige eksempler på, hvordan hun praktiserer narrative samtaler og terapi. Hendes ekspertise, entusiasme og dybe engagement forplanter sig til læseren, som utvivlsomt vil lade sig inspirere til refleksion over eget liv. Denne lille, handy bog er enestående, vedkommende og lettilgængelig. Dens budskab er livsbekræftende og inspirerede.


Vi har alle vores historier at fortælle. Disse er centrale i den narrative terapi. Vi kan på en gang have historier om os selv som succesrige og som en fiasko. Alice Morgan beskriver to begreber: "Tynde konklusioner" og "tykke konklusioner". Hun fortæller om Sean, som bliver taget i at stjæle. Han beskrives herefter som ”opmærksomhedssøgende”. Sean bliver i stigende grad opfattet i lyset af denne konklusion. Jo flere gange denne historie bliver fortalt, jo mere overbevisende bliver den om Sean. Det er andre, der har formuleret den, og den indsnævrer manøvrefriheden. Narrative terapeuter er interesseret i, at der bringes historier frem, som ikke støtter og vedligeholder problemer. De tykke konklusioner tager sit udgangspunkt i en righoldig beskrivelse af folks relationer og liv.


Eksternaliserende samtaler er et fundament i narrative terapi, en samtaleform, som adskiller personen fra problemet. Når man indleder en eksternaliserende samtale, ændrer problemet plads fra at være i personen til at være udenfor personen. Det bliver muligt at foretage en grundig udforskning af problemet, som efterhånden får sin egen personlighed. Problemet afgrænses til en særskilt ”ting”, jfr. Sophias historie Problemet ophører med at definere, hvem personen er, og det er ikke længere ”sandheden” om personen. De eksternaliserende samtaler formindsker skyldfølelse og selvbebrejdelse og giver plads til ansvarlighed.


Alice Morgan beskriver, hvordan terapeuten og den person, der har brug for hjælp, samarbejder om at skabe en alternativ historie. Formålet hermed er at mindske den magt, Problemet har i personens liv. Det kan kun eksistere under visse betingelser. Fjernes disse betingelser, mindskes problemet, i bedste tilfælde fjernes det. Terapeuten søger unikke hændelser i personens historie. Selv den mest problematiske historie har nogle unikke hændelser, ”spots”, hvor vedkommende, måske ubevidst, har følt sig frigjort fra problemet. Disse ”spots” samles i et specielt mønster og bliver fundamentet for den alternative historie.
 

Andre mennesker kan komme med vigtige bidrag til personens liv. Det er nødvendigt at have nære relationer, som kan støtte og hjælpe med at fastholde den alternative historie og undgå tilbagefald. Når en person har befriet sig fra problemet, kan det evt. fejres med en ceremoni.


Sonia fortalte, at der var tre meget vigtige mennesker, der støttede og opmuntrede hende i kampen for selvtillid og opbakning – en lærer, en veninde og hendes mor. Sonia og Alice inviterede disse til en ceremoni for at markere deres bidrag til Sonias liv og hendes bidrag til deres liv. På denne måde blev gensidigheden i relationerne markeret og anerkendt. Ceremonien blev afsluttet med knus, champagne og megen latter.


Alice Morgan har ikke skrevet denne bog, hun er der selv. Det er fascinerende.