November 2005

Den danske titel på psykologen Alice Morgans bog kan virke lidt forvirrende: ”Narrative samtaler”. Jeg mener, indeholder samtaler ikke ALTID narrative, altså fortællende, elementer? Den australske originaltitel er da også ”What is narrative therapy?” – og en mere direkte oversættelse havde været bedre, men lad det nu ligge. Bogen er som helhed upåklageligt oversat. Lad mig ile med at præsentere indholdet:

Der er tale om en grundbog, der forklarer og udfolder en bestemt tilgang til terapeutisk arbejde. Der fortælles om en metode til at hjælpe den, der søger terapeutisk bistand: den narrative samtale. Og hvad er så det for en størrelse?

Jo, det narrative går ud på, at terapeuten og den, der søger hjælp, i samtalens fællesskab får fat i de ”strenge” i personens livshistorie, der er knyttet til problemet – altså det problem, som den pågældende er kommet til terapeuten med. Samtalerne skal dog også sørge for, at få fat i strenge, der IKKE er bundet til personens nuværende problem. Således kan en af personens positive historier (eller flere af dem) komme frem i lyset. Uden at glemme problemet. Den alternative historie indebærer positive muligheder – og måske glemte kompetencer hos vedkommende. Den alternative historie kan langsomt vise vej til handling i fremtiden, med udgangspunkt i personens egen livshistorie. Der tales om at gøre den alternative historie ”tykkere.” Altså i modsætning til en ”tynd” historie.
 
Helt centralt er det, at man skiller personen fra problemet. Det er især det, som terapeuten skal hjælpe den anden med – selv om de to opfattes som ligestillede i samtalen. Ved at tale om ”problemet” som noget, der ikke findes i personen selv, men udenfor ham eller hende, opnår man to ting: dels kan man nemmere indtage en ikke-bebrejdende holdning over for personen, dels får han eller hun mulighed for at tale om problemet som noget objektivt eksisterende. Og det vil altså sige som noget, der ikke stammer fra vedkommende, og som heller ikke findes i ham eller hende, i sig selv. Rosy er ramt af anoreksi. Og hende spørger man f.eks. ikke, ”hvordan hun har det med det”, men man omtaler anoreksien som DEN, og hvordan DEN påvirker Rosys liv og hendes handlinger – udefra (s. 69). På denne måde bliver samtalerne ”eksternaliserende” (i modsætning til internaliserende), og bogen giver konkrete sproglige anvisninger på, hvordan sådanne samtaler kan føres. I det hele taget skal det fremhæves, at de ”narrative samtaler” har adskillige elementer, som i bogen tålmodigt og pædagogisk gennemgås med mange konkrete eksempler undervejs.

Tilgangen er klart ikke-psykologisk. Personens psyke er måske ikke ligefrem uvedkommende, men den er i hvert fald ikke interessant som udgangspunkt for samtalerne. Alt i alt kan bogen derfor have interesse for mange andre end terapeuter, f.eks. socialpædagoger og socialrådgivere med flere. ”At være decentreret og have indflydelse” på sit eget liv, er et af bogens slogans. Med andre ord: fortab dig ikke i egen navle, bebrejd ikke dig selv, men se på det, der påvirker dig. Søg styrke og forandring i alternative fortællinger.

Det lyder jo godt nok alt sammen. Det er det sådan set også. Man skal bare være klar over, at hvis man kritisk vil diskutere den ”narrative” samtales metode og effekt – og det kan der efter min mening være god grund til - så får man ingen hjælp i Alice Morgans bog. Det er fair nok, for det er en grundbog, og endda en ret god en af slagsen. Anbefales.