MEDICINMISBRUG: RESPEKTFRI BEHANDLING
Sensommer 1992. Maiken Ousen er en almindelig, dansk kvinde, der arbejder som tjener. Hun er meget aktiv, godt gift og aldersmæssigt i 50erne. Grundlæggende er hun dybt taknemmelig for livet. Og i mange år er hun glad, samtidig med at hun tager piller. Men efter cirka 10 års liv med nervetabletter har hun udviklet et solidt misbrug, nuanceret af både slankepiller og – i perioder – af opkvikkende midler. Da ingenting længere virker, lægger hun sin skæbne i den kompetence og medmenneskelige respekt, som lægestanden i Danmark kan præstere til sådanne formål. Modigt, må man sige.
Inden vi kommer så langt, beskriver Maiken Ousens det glade restaurationsliv i 1960ernes København. Fortæller om forholdet til ægtefællen, Jesper. Om muntre traditioner blandt festglade venner og kolleger. Og om brug, misbrug og nedtur, da forfatterens krop i begyndelsen af 1990erne ikke længere vil bide på stimulanserne.

Maiken Ousen fortjener roser. Den største skal hun have, fordi hun skrev bogen. At pæne, glade mennesker spiser piller i det skjulte, er et af samtidens mest velbevarede tabuer. Alligevel har Ousen altså – uden formelle forudsætninger overhovedet – skrevet og fået udgivet 259 sider om emnet. Dels for at advare andre imod den snigende afhængighed, dels for at fortælle, hvor elendigt vores samfund er til at hjælpe mennesker i den alvorlige nød, som Ousen vitterlig var i. Med bogen vil Maiken Ousen utvivlsomt, rundt om i landet, bidrage til en nødvendig debat om indføling og grundlæggende respekt i den særlige afdeling af sundhedsområdet, der hedder misbrugsbehandling.

Det kunne være en svaghed ved bogen, at dens historie har en halv snes år på bagen. Men hvor man i 1992 med hovedrysten kunne anskue de psykiatriske afdelingers utilstrækkelighed og nedladenhed over for misbrugere, da må man i 2003 konstatere, at disse afdelinger kun undtagelsesvist tager imod mennesker, der er blevet afhængige af et stof eller forgiftet af det. Måske med mindre det drejer sig om et tilfælde af kombineret tristhed og rejeforgiftning fra Gentofte-området.

I dag er det snarere de medicinske afdelinger, der løser recepterne; og – så vidt jeg er orienteret – med en endnu mere udtalt despekt, og diskvalificering af de ulykkelige, der har tabt kampen om overblikket til et vanedannende stof. Mere præcist gik det i midten af 1990erne op for den kritik-resistente danske lægeforening, at misbrug af ”Stesolid-præparater” – benzodiazepiner – ikke klares over en nat. Ej heller over få nætter. Men at et realistisk mål snarere var nedtrapning over meget, meget længere tid. Måske et år. Og hvilken psykiatrisk afdeling har i dag plads til så ressourcekrævende patienter? I det lys er Maiken Ousens bog fuldt tidssvarende som eksemplet med eksemplets kendte kraft: i det konkrete tilfælde på lægetandens utilstrækkelighed og sociale inkompetence.

Bogens fint beskrevne medpatienter byder på betydelig mere interesse, indføling, opmuntring og håb end den kvindelige overlæge fra Frederiksberg Hospital, der forhåbentlig vil læse NI DØGN I HELVEDE og derpå søge et nyt job – hvor hun ikke skal arbejde med mennesker.

Ousen spiser mange piller. Får lidt her, lidt der og lidt hos en tredje læge. Efterhånden er hun afhængig. Da de første tegn på effektens afmatning viser sig, rammes hun af angstanfald og kontakter sin praktiserende læge. Han tilretter kuren: et glas med 100 mere af et nyt mærke. Efter besøget lader Maiken Ousen glasset stå, da hun jo ikke var kommet efter blot et nyt tablet-navn. Lige indtil familien bliver bekymret oven på yderligere panikanfald og mere fysisk ubehag. Da gør Ousen i sin afmagt, hvad lægen har sagt. Spiser af æblet, eller snarere af de stærkt vanedannende tabletter. Hurtigt bliver hun afhængig af det nye, beroligende præparat. Nu er pillerne bare røde, og den røde farve skiftes snart ud med en anden, der er dobbelt så stærk. Meget vellykket beskriver Maiken Ousen panikken over at løbe tør for tabletter; lettelsen over at få flere – og endelig dagen med den store gevinst: da hun – uden at lægen rømmer sig – får ændret den faste 100-styk-pakning til et glas med 200.
Inden indlæggelsen til de NI DØGN I HELVEDE hælder Maiken Ousen DAGLIGT 12-14 forholdsvis stærke nervepiller i sig. Formentlig svarende til cirka 25 af de mest anvendte og velkendte Stesolid. Det er pinligt at ringe og forny recepten SÅ ofte, som det er nødvendigt. Derfor behovet for stærkere tabletter og mere rummelige glas.

At familien flytter fra Nordsjælland og til København, bliver hendes redning. En ny velmenende læge foreslår nemlig, at Ousen bliver indlagt med henblik på at trappe sig ud af pillerne. Efter et mislykket forsøg på at klare sig med en betydelig nedsat dosis giver Ousen op. Næsten da.
Med bevægende støtte fra ægtefællen, Jesper, indlægges hun nu. På en psykiatrisk afdeling ved Frederiksberg Hospital gennemgår hun kramperne og hallucinationerne; afmagten og den mentale afklædning.
Hvad bogen ikke fortæller, ringede jeg og spurgte forfatteren om: Hvor lang tid tog det at blive rask? Det tog cirka et år. Hospitalet havde ellers planlagt en mere vaks kur: et par dages observation efterfulgt af yderligere et par dage med egentlig nedtrapning.
Maiken Ousen vinder slaget det sekund, da hun mod slutningen af bogen hælder fire nervetabletter i toilettet. Tabletter, som hun ellers havde gemt, hvis alt skulle bryde sammen. En grundlæggende råstyrke kombineret med beslutsomhed blev hendes trumf-es.

På JAGOO har vi tradition for at nævne, hvad der kunne have været bedre:
Forfatteren bruger for meget tid på restaurationslivet; så meget at titlen ikke favner bogen. Der skal tilbagelægges 124 sider, før man når til det første døgn i Helvede.
Undervejs i bogen findes en række kursiverede, lidt lange statements, men de har ikke karakteren til at stå i denne fremhævede form. Og det, man i tv-sprog kalder en cliffhanger – en mand, der hænger i en klippe på det sidste billede før reklamerne – bruger Ousen næsten for konsekvent, når et kapitel slutter. For eksempel denne sidste-sætning: ”Senere skulle jeg høre en uhyggelig historie om personen bag den låste dør.” Tricket er udmærket. Men ganske som med tabletterne virker det omvendt, når det bruges for meget. Desuden er der for mange indholdsmæssige gentagelser. For eksempel: ”Alt blev taget fra en. (Man var blot et nummer i rækken.) Et individ, der blev frataget alt.” (side 180). Det gentages også for mange gange, at forfatteren ville ønske, hun kunne gøre noget for sine medpatienter. Undervejs i bogen fastslår Ousen, at hun aldrig vil få svar på alle sine indre spørgsmål. Alligevel skriver hun lidt senere, på side 200, om disse spørgsmål: ”Mon jeg nogensinde fik svar på dem alle?”
Dertil kommer, at hver lille bihistorie i den meget lange optakt burde have levet op til krav om en vis relevans for hovedhistorien. Et eksempel: Et kendt dansk par besøger en restaurant på Frederiksberg. Fint nok, men hvad skal jeg i denne bog med Ousens tanker om parret.
Endelig skulle en tredjedel af de billedforladte ord ”hyggelige”, ”dejlige” etc. have været slettet. En anden tredjedel af den type ord burde være skrevet om, så det eksempelvis ”hyggelige” blev vist. Show it, Ousen!
Sammenfattende ville en beskæring på cirka 30 procent af teksten have hjulpet gevaldigt

Denne anmelder håber, at Maiken Ousen vil bruge kritikken konstruktivt, når hun forhåbentlig fortsætter sin skrivevirksomhed, for der er også MEGET at glæde sig over, udover hvad der allerede er fremhævet.
Læsere kan se frem til mødet med lægen; en rørende beskrivelse af gråden, der omsider får frit løb – og i det hele taget til et hævet sprogligt niveau i bogens hovedkapitler om indlæggelsen.
Med risiko for at blive kaldt socialracist fortæller Ousen med imponerende ærlighed, hvordan hun før indlæggelsen har taget afstand til psykiatriske patienter. Men: ”Hvor havde jeg dog taget grueligt fejl”, står der også.
Birger, der er svingdørspatient, bliver hendes ven og beskytter på afdelingen.

I kapitel 26 om tredje døgn i Helvede skriver Maiken Ousen om følelsen af at være blevet tilskuer til livet. Hun står ved et vindue og har lyst til at skrige højt, men tør ikke. Frygter at komme ”op på første sal”, på den lukkede afdeling. Hun skriver: ”Jeg stillede mig alligevel helt hen foran vinduet og stak hovedet ud og råbte: ”Jeg skal nok klare det.”” Ousen når ligefrem at trylle med enkelte ord: Sveden løb ikke bare, nej, den ”tapløb”… Også beskrivelsen, da hun mishandler sine i forvejen revnede håndflader er nævneværdig. Og den ærlige form fortsætter, her om et nyt syn på psykiatriske patienter: ”Jeg følte mig på en måde bedre tilpas sammen med dem, end med de mennesker, der opholdt sig udenfor disse mure.”
Under opholdet får Maiken Ousen besøg af en af en meget fin dame, veninden Lulu. For første gang ser Maiken, at Lulu kan græde. Men da Lulu vil fortsætte sit livs stil med at flygte fra smerten og derfor også fællesarealet i afdelingen, siger Ousen stop – midt i sit livs nedtur: ”Når hun nu var kommet, måtte hun sætte sig her hos os andre. Birger rejste sig og hentede galant en stol til hende.” Mødet med Lulu er hjerteskærende og vel sådan cirka hele bogens pris værd. Ikke mindst, da forfatteren bemærker, at Lulu ”…havde begravet begge sine hænder i jakkelommerne. Hendes diamanter måtte de i hvert fald ikke stjæle fra hende.” Jeg kunne blive ved, men skal nøjes med at notere, at Birger henter rød hospitalssaftevand til den diamantinteresserede Lulu. Hvor er det godt! Det er også talentfuldt, om end uhyggeligt, når Ousen i bogen genfinder sine hallucinationer, blandt andet som dette at se en anden end sig selv i spejlet.
Navnlig med beretningen om Lulus besøg bliver bogen – også – en flot udviklingshistorie. Maiken Ousen har fået øje på nye værdier. Og hun skammer sig ikke i selskabet med sine allierede. Derudover er Ousens værk en kærlighedserklæring til manden, Jesper. I beskrivelsen af Jespers reaktioner evner Ousen i fornem stil at sætte billeder på den sympati, man nødvendigvis må få for ham. Det ville også have været kedeligt, hvis hun bare havde skrevet, at han er ”sympatisk”.

Først ville jeg have givet Maiken Ousens bog tre stjerner. Men selvom Ousen endnu kun er en talentfuld lærling i sprogbehandling, så har hendes debutbog den store kvalitet, at den gør indtryk. Stort indtryk. Derfor er fire stjerner ikke spor for lidt.
JAGOO anbefaler NI DØGN I HELVEDE til alle, der vil vide mere om misbrug og udtrapning. Den er skrevet af en kender.
Og så lige svaret på et sidste spørgsmål, som jeg stillede Ousen: Havde hun rørt pillerne siden?
Nej! Således er der flere grunde til at råbe det: Bravo, Maiken Ousen!

POUL MAJGAARD