Pelle er seksten år. Han er nu på en sikret institution, han er arresteret for et mord på en kioskejer, men han husker intet herfra. Hans livline til glæde og mening i livet er Philippa, en pige fra det bedre borgerskab, der på en eller anden måde er blevet forelsket i Pelle. Det er en ungdomsroman om livet uretfærdigheder. Der er børn og unge, der vokser op med nutellamadder, løbehjul og ferieture til Gardasøen og så er der unge, der er vokset op med vold, alkohol og kriminalitet som den eneste mulige vej til et andet liv.

Pelle har en god kammerat Lenny, og det er sammen med Lenny, han ryger ud i den helt umulige situation, hvor kioskejeren er blevet skudt med en pistol. Var det virkelig Pelle, der skød?

Der er to handlingsforløb. Der er kriminalsagen, og så er der (det noget urealistiske, men alligevel spændende) forløb med Pelles ukendte søster Laura, der har leukæmi, og som har brug for stamceller fra sin bror Pelle. Det giver nogle fine søskendesituationer, hvor man ser Pelles gode menneskelige sider.

Dialogerne i bogen er helt fantastiske slang-agtige, og det er herligt at læse med, når Lenny og Pelle og Jamal taler sammen. Det er et troværdigt ungt sprog, der leveres her, og det er fyldt med billeder og stor poesi sådan på slang-måden.

Noget for noget er en roman, hvor der vises et billede ind til den del af ungdommen, der ikke er gymnasie-venner, ikke har forældrekonflikter (for de har ingen forældre), og hvor løsningerne ikke ligger i det etablerede system.

Forfatteren Mette Emilieanna Bruun har været domsmand i mange sager, hvor unges livssituation har været baggrunden for kriminalitet på mange niveauer. Hun har arbejdet på krisecentre på Vesterbro, og hun er uddannet familiebehandler. Hun skriver godt, der er et fint drive i romanen.

Det er prisværdigt, at hovedpersonen Pelle er et komplekst menneske. Han er opfarende, voldsparat og konfliktoptrappende, men han er også en omsorgsfuld storebror for Laura.