Det er en historisk korrekt tegneserie, der fortæller om den unge Ole Rømer, der i foråret 1672 rejste med Jean Picard til Paris. Her var han de følgende ni år beskæftiget med observationer på det nye kongelige observatorium, Paris Observatoriet. Han var også ansat af Louis XIV til at undervise tronarvingen, og så assisterede han ved udarbejdelsen af vandforsynings- og fontænesystemerne på Versailles og Château de Marly. Det var i denne periode, at han kom frem til sit resultat om lysets endelige hastighed.

Lysets hastighed er ganske svær at forstå, men i 1675 skrev Ole Rømer: Lyset tager en vis tid om at nå os fra satellitten; lyset synes at tage omkring ti til elleve minutter om at tilbagelægge en distance på halvdelen af jordens rotationsdiameter.

Som tegneserie er Ole Rømer en klassisk tegneserie, hvor alting fortælles i ruder af forskellig størrelse. Der er afvigelser med helsides illustrationer med indsatte ruder, der er forskellig højde på striberne, men det er overvejende klassisk tegneserie. Farvevalget er tonet i brunt, okker og med blå som modvægt.

Det er som sagt en kompleks videnskabelig historie, der fortælles og tegnes. Derfor er det fint, at der foran i bogen er en oversigt over de personer, man kan møde. De er alle genkendelige i udseende, men man kan eventuelt tjekke her undervejs. Man møder Solkongen, Jean Picard, John Locke og Le Grand Dauphine. Der er også Rasmus Bartholin, Anne Marie Bartholin, Else Magdalene Bartholin, Jørgen Rasch og Hans Majestæt Kong Christian 5. af Danmark.

Bag i bogen er der en præsentation af de tre forfattere. De to tekstforfattere har alle en lang videnskabelig karriere bag sig. Det fremgår tydeligt i teksten, at de ikke vælger de nemme forklaringer. Tegneren Bjørk Matias Friis har tegnet megen historieformidling. Hans illustrationer er fremragende.

De sidste fjorten sider er ren tekst om Ole Rømer og lysets tøven. Man bliver klogere af at læse denne bog, men det er ikke en letlæst tegneserie. Det er forskning, der formidles gennem tekst og tegninger.