December 2003

Det er ikke så tit, at en bog handler om næsten al ting! Det er imidlertid tilfældet med Ole Warmings seneste udgivelse, og dén karakteristik er positivt ment. Der er nemlig tale om en særdeles velkommen og læseværdig bog, der kan danne et godt udgangspunkt for en samfundsdebat og ikke mindst en værdidebat på et bredere grundlag, end man normalt ser det.
Danskernes forhold til EU, danskernes forhold til indvandrere, presset på det danske velfærdssamfund, folkekirkens særstatus, folkeskolens undervisning i historie og kristendomskundskab – alt det, og meget mere behandles af forfatteren, der vel at mærke klarer det hele på små 120 sider!

Kulturpessimismen og frygten
Forfatterens ærinde er populært sagt at belyse og diskutere ”hvem” vi er som folk og som samfund, og ”hvor” vi har mulighed for at gå hen værdimæssigt og politisk.
Ifølge Ole Warming befinder vi os som samfund i en krise som gør, at ”en ny politik, der har basis i bevidste værdier..” bliver en nødvendighed. Når forfatteren forsøger at beskrive hele samfundets tilstand, er det altså for at tilstræbe et helhedssyn på tilværelsen og samfundet, som gør det muligt at komme frem til nogle løsninger, herunder ikke mindst nogle værdier, der kan handles ud fra. Men hvad er egentlig problemet?
Ja, ifølge forfatteren består vor krise især i, at kulturpessimismen blandt mange danskere giver sig udslag i forskellige former for frygt. Ole Warming antager for eksempel, at mange af os frygter for den danske identitets overlevelse. Det hænger sammen med, at de samme mennesker frygter for Danmarks overlevelse som selvstændig nation på grund af kraftige påvirkninger fra EU, indvandrere og flygtninge. Ole Warming nævner også en faktor som den moderne zapperkultur som udtryk for forvirring og ustabilitet i politisk forstand – mange er ikke længere medlem af et politisk parti, angiveligt på grund af en vis politikerlede.

Et spørgsmål om identitet
Bogens centrale udgangspunkt er altså ”kulturpessimismen”, men skønt forfatteren forklarer, hvordan han mener den giver sig udtryk, definerer han faktisk ikke begrebet. At Ole Warming kobler kulturpessimismen til et spørgsmål om identitet i et Danmark og en verden, der forandrer sig hastigt, forekommer yderst rimeligt og logisk. Den manglende definition medfører imidlertid visse problemer i nogle af bogens mere analytiske afsnit.
For eksempel skriver forfatteren (s. 50), at de meget kulturpessimistiske opfattelser af indvandrer- og flygtningepolitikken, som har været fremtrædende i debatten næppe skal udlægges som noget, der bunder dybt i den danske folkesjæl ”..fordi de ikke udspringer af flertallets værdigrundlag”. Men dette kan vel næppe være en begrundelse for, at de pågældende opfattelser ikke skal tages alvorligt? Når Ole Warming efterfølgende tolker forskningsresultater, der viser at tilfredsheden med den hjemlige kultur er meget fremherskende i Danmark i sammenligning med andre lande, så kommer han ikke overraskende frem til, at det nok ikke står så galt til, som det ofte påstås. Men det kan jo også være, at de påstande Warming selv fremhæver, er så generelle, at det er meget begrænset, hvad man kan uddrage af dem. Det er for eksempel højst tænkeligt, at mange af de mennesker, der i forskningsresultaterne synes tilfredse med dansk kultur og levevis, samtidig hører til blandt dem, som Ole Warming ifølge egne kriterier rubricerer som kulturpessimistiske!

Fremtidens løsninger: EU og samtalens mulighed?
En del af problemet fremstår som værende mentalt hos os danskere: Vi skal simpelthen gives mere livsmod, mener forfatteren. Hørt!
Ole Warming ser desuden ”samtalen” og moderne græsrodsbevægelser som noget, der kan være med til at revitalisere og fremme den demokratiske debat. Og han lægger også – velbegrundet – vægt på den identitetsopbygning blandt børn og unge, som vi alle kan være med til at fremme.
For at komme kulturpessimismen og frygten til livs ønsker forfatteren at bygge bro fra det nationale til det europæiske og det globale, og har derfor også som mantra, at det ikke er nødvendigt at give afkald på sin nationale identitet som dansker, samtidig med at man er europæer og verdensborger.
Et par steder fremhæver han eksempler på en flerstrenget identitet, som man for eksempel kan se det i nutidens Siena i Italien med dets rige historiske og kulturelle traditioner. I Siena identificerer man sig fuldstændig med byen, men også med Italien og de senere år også med EU. Dén slags findes der mange eksempler på i Europa, men spørgsmålet er, hvad vi kan lære af sådanne eksempler?
Jo, Ole Warming ønsker at fremme en mindre skeptisk holdning over for EU blandt danskerne, et EU, som han åbenbart selv vil hænge sin egen overordnede identitetshat på – sammen med en global identitetshat. Efter min mening kobler Ole Warming nu den danske EU-skepsis lidt for kraftigt til identitetsspørgsmålet, men det er nok både et temperamentsspørgsmål og ikke mindst et spørgsmål om politisk indstilling. For der kan jo være ganske håndfaste politiske grunde til at være skeptisk over for EU-projektet, og danske vælgere er som bekendt ikke ene om denne skepsis. Skepsis behøver ikke hænge sammen med en irrationel frygt. Det er med andre ord også mere konkrete politiske spørgsmål, der skiller vandende, som forfatteren ikke skriver så meget om. Hvis forfatteren mener, at EU-skepsis i hovedsagen skyldes en indelukket dansk national tænkning og manglende udblik, gør han sig skyldig i præcis det samme, som han nok vil mene er politikernes gebet: Vælgerlede.
Spørgsmålet er måske, om den ”renlivede nationale” identitet overhovedet findes længere. Under alle omstændigheder er den nationale identitet helt sikkert noget andet, end da Pia Kjærsgaard var knægt. Og mon ikke en del ”valne” EU-skeptikere har en lige så udadvendt europæisk og global holdning som Ole Warming må formodes at have?

Forfatteren skriver i indledningen:

”Når husmænd, bønder og arbejdere for 100 år siden ud fra et helhedsyn på samfund, skole og kirke kunne opstille visioner om og løse datidens problemer, må det også kunne gøres i den moderne tilværelse.”

Hans bog er et fint forsøg på et sådant helhedssyn, men man kunne godt ønske sig, at forfattereren kom lidt mere ud af busken og erkendte sin egen subjektivitet, for under teksten fornemmer man en slags personlig anfægtelse – a la ”hvad skal vi nu gøre og gribe i” – simpelthen for at få verden til at hænge sammen for ham selv (igen). Og dét er lige præcis al ære værd.
De kritiske bemærkninger anmelderen her har fremsat, ændrer bestemt ikke ved, at bogen i meget høj grad er værd at stifte bekendtskab med. Ole Warming åbner for en række spørgsmål, der er væsentlige at drøfte og som man slet ikke kan undgå at få lyst til at diskutere, hvis man læser hans bog åbent og fordomsfrit. Forfatteren kan således dårligt roses nok for – i disse tider! – at forsøge det umulige.
Som sådan vil denne anmelder stærkt anbefale Ole Warmings bog til hverdagslæsning i de små hjem. Den vil kalde på indsigelser, modsigelser, medhold – kort sagt til den demokratiske samtale, som det netop er en af bogens hensigter at fremme.