August 2005

Rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, Lars-Henrik Schmidt, er en flittig mand. Nu har han barslet med (endnu) et filosofisk orienteret værk, som jeg på det varmeste anbefaler enhver, der er pædagogisk interesseret. Læs den. Eller få nogen til at hjælpe dig med det. Det er vigtigt. Det handler om respekten.

Lars-Henrik Schmidts overordnede tese er, at det pædagogiske forhold i disse år handler om respekt og videre, at den måde respekten viser sig på, medfører et pædagogisk glædestab. Den tese underkastes via fire delteser en omfattende analyse garneret med masser af hip og mere eller mindre kærlige spark til moderne pædagogik, som den udfolder sig i praksis.

Det centrale begreb hos Lars-Henrik Schmidt er det, som han kalder for deference. Sådan som ”respekten” udfolder sig imellem os i dag, viser det sig ifølge forfatteren som anerkendelsen af den anden og især som gensidighed, lidt ligesom det foregår på gadeplanet: jeg forlanger respekt fra dig, kammerat! Det gør jeg bare! Respektér mig! Det er måske i virkeligheden dette, eleven forventer fra lærerens side, også selv om eleven ikke udtrykker sig lige præcis som oven for. Pointen er så, siger forfatteren, at vi bør forskyde vores interesse fra respekten til den anden, til respekten for forskellen til den anden. Dette er deferencen. Man finder i løbet af bogen ud af, at der er meget mere på spil end blot en lille sproglig nuancering.

Hvis lærere og pædagoger er sig deferencen bevidst, får det den pædagogiske konsekvens, at det bliver nemmere at tale om, at noget er bedre, rigtigere eller mere korrekt end andet. Det bliver også nemmere at skelne mellem respekten for personen og respekten for udlægningen af en ganske bestemt sag. I sidste ende bliver det muligt at undgå, at forholdet mellem pædagogen og den lærende bliver intimiseret eller ligefrem sentimentalt – hvilket Lars-Henrik Schmidt udpeger som tidens store svøbe.

Deferencebegrebet har mange andre vidtrækkende konsekvenser. I sidste ende kan man ikke undgå at sætte spørgsmål ved den dominerende tanke i skoleverdenen pt., nemlig den, der sætter fokus på læringen. Schmidts analyse peger tilbage på undervisningen, som det centrale. Det er netop i forbindelse med undervisningen eller det pædagogiske indgreb, at det omtalte glædestab kommer ind i billedet:

”Faglig virksomhed under læringsdiskursen må ikke betragte påvirkningen af den påvirkede som sit værk. Som lærer må man for eksempel ikke stolt sige: `Se det er mig, der har lært dem at læse!` Vedkommende må formulere sig anderledes: `Jeg muliggjorde respektfuldt den læringsarena, som satte dem i stand til at lære. Gennem min intervention og ingenlunde på sidelinjen.” (s. 128) Men på den måde høster pædagogen – eller læreren – jo ikke anerkendelsen. Og hvad bliver der så af lysten?, spørger Lars-Henrik Schmidt. Lysten er faktisk ret afgørende i pædagogisk praksis.

Det må nok understreges, at bogens sigte ikke primært er at behandle pædagogens fortvivlelser, men disse kan forstås set i lyset af hele situationen. Udgangspunktet er det skræmmende, at undervisning faktisk kan finde sted uden, at der læres noget, som det siges et sted.

”Om respekten” handler i virkeligheden om alle mulige ting og sager på én gang. Forfatterens egen praksis er, som forhåbentlig antydet, filosofisk og stærkt teoretisk, hvilket sikrer, at den såkaldt almindelige læser nok skal blive hægtet af. Selve sproget, lidt koketteri hist og pist, samt forfatterens ofte selvopfundne begreber kræver desuden en vis tilvænning – selv de passager, man efterhånden mener at fatte. Deres ydmyge anmelder kan således ikke give nogen præcis procentsats på, hvor meget han egentlig har fattet af denne særegne bog – 62? Tag for eksempel de over 40 - og for undertegnede helt og aldeles - fuldstændigt! – uforståelige figurer, der pryder nogle af siderne. De er da meget pæne at se på, men fatte dem, det gør jeg godt nok ikke.

Bogens pointer er for alle, og jeg har med sikkerhed set indsigter pludseligt funkle fra siderne. Guldkorn, tankevækkende statements, påstande og hypoteser om individ og samfund er med løs hånd spredt ud over de 400 sider. Og så vidt jeg kan se, har Lars-Henrik Schmidts bog ikke bare adresse til folkeskolen, nej, tesen har gyldighed for hele det pædagogiske felt, ja, for hele samfundet, og den burde diskuteres. Alene for emnets VÆSENTLIGHED må bogen tildeles 5 meget velvoksne stjerner.