Det er ikke noget let emne, Kari Killén skriver om. Hun skrev i sin tid førsteudgaven af OMSORGSSVIGT ER ALLES ANSVAR, fordi hun var rystet over, hvad hun ikke selv kunne se, da hun først arbejdede med omsorgssvigtede børn uden at vide, hvad hun gjorde. Denne personlige tilgang til emnet ses bogen igennem. Der er rigtigt mange kildehenvisninger, som får bogen til at fremstå som en grundigt bearbejdet bog, hvilket den også er – nu i 3. udgave.

Desværre kræver det også meget af læseren at hænge på. 560 siders tekst (resten er stikord og litteraturlister) er en ordentlig mundfuld at gå i gang med. De mange henvisninger til kommende eller tidligere kapitler gør ikke læsningen mere flydende. Man kunne ønske sig et øget brug af fodnoter, så f.eks. kapitlernes titler supplerede den anvendte korte henvisning "se kapitel X". Det er ikke en bog, man har overblik over, derfor skal layout gerne hjælpe læseren.

Når det er sagt, står man tilbage med indtrykket af en grundig bog, som når meget langt omkring. Fra definitioner – "med omsorgssvigt forstår vi, at forældre eller de personer, der har omsorgen for barnet, påfører det fysisk eller psykisk skade eller forsømmer det så alvorligt, at barnets fysiske og/eller psykiske sundhed og udvikling er i fare" – til en gennemgang af faser i samarbejdet med forældre.

Egentlig børnemishandling nævnes kun kort om end flere steder i OMSORGSSVIGT ER ALLES ANSVAR. Det defineres som en alvorlig og strafbar handling, og man får flere gange at vide, på hvilke måder man skal forholde sig anderledes end ved omsorgssvigt generelt.

Kari Killén gør snarere opmærksom på "den ikke sensationelle omsorgssvigt" og virkningerne heraf. Medierne beskriver primært de grelle sensationer og forbigår den mere omfattende omsorgssvigt, som også sker. De psykiske overgreb undervurderes ikke. Det er "et vedvarende kronisk adfærdsmønster overfor barnet, et adfærdsmønster, som bliver et dominerende element i barnets tilværelse."

Læseren bliver igen og igen mindet om, hvor væsentligt det er at lave et kvalificeret arbejde. "De børn, der faldt igennem barndommens stormaskede sikkerhedsnet, opfanges i voksenpsykiatrien, i krisecentrene eller i forbindelse med politiafhøringer." Den viden medfører et vist pres på pædagogen. I arbejdet med omsorgssvigtede børn er det vigtigt at passe på sig selv. OMSORGSSVIGT ER ALLES ANSVAR beskriver ni såkaldte overlevelsesstrategier, som handler om forholdet mellem pædagogen og forældrene. De har alle deres negative effekter, og det er derfor ekstra relevant, at man kender dem. For at nævne nogle stykker er der overidentifikation med forældrene, bagatellisering, distancering og fraskrivelse af ansvar og normtænkning i stedet for sagligt forankret vurdering. Her savner jeg et kapitel om risikoen for at overfortolke tegn og se omsorgssvigtede børn overalt.

OMSORGSSVIGT ER ALLES ANSVAR beskæftiger sig meget med tilknytning og bruger bl.a. en del sider på at beskrive Bowlbys tilknytningsteorier. Det efterfølges af et endnu længere afsnit om forskellige mønstre hos børn, som har utryg tilknytning til mor på grund af utilstrækkelig omsorg. Det er et af de steder, man som læser godt kan gå død. Sin længde til trods er afsnittet relevant, ligesom et citat fra Aksel Sandemose, som Kari Killén bruger: "De voksne lærer os forskellen på godt og ondt, tror de. Det de indpoder os er i virkeligheden noget andet: De hævner deres barndom på os."

Anden del af OMSORGSSVIGT ER ALLES ANSVAR beskæftiger sig med, hvordan vi kan forstå omsorgssvigt og er fyldt med eksempler, som er værdifulde for den uerfarne pædagog ved at give indblik i observerbare former for omsorgssvigt. Den erfarne pædagog vil enten genkende familier og forløb fra sit hidtidige virke eller se tidligere oplevelser i et nyt lys.

Det er en balancegang at kontakte forældre ved bekymring. Derfor er det glædeligt, at hele tredje del handler om kontaktetablering. Teorien om de gode forældre contra de dårlige forældre skydes i sænk: så sort/hvidt er det ikke.

Så kommer fjerde del om forskellige faggruppers rolle: børnepsykiateren, sundhedsplejersken, daginstitutionen, lægerne, skolen, PPR, forældrebehandlere, politiet og tandlægen. Tværsektorielle møder beskrives meget konkret. Der er mange hensyn at tage: til barnet, til den professionelle, til systemet, til forældrene, til relationen mellem familien og pædagogen. Da OMSORGSSVIGT ER ALLES ANSVAR ikke er en håndbog, snarere end opslagsbog, måtte den gerne være noget klarere i spyttet her. Det er her, læseren har brug for en opskrift. Det giver bogen ikke.

Omkring det at være en fagautoritet er der en god begrebsafklaring. Brug af autoritet ødelægger ikke forholdet til forældrene. Tværtimod, påstår Kari Killén. Det kan jeg selv nikke genkende til. At bruge sin faglighed betyder at tage ansvar. Så er man også nødt til at holde fast i det ansvar. Det medfører sjældent tab af respekt – oftere det modsatte. På den måde bliver forholdet til børnene også identisk med arbejdet med børnene, jævnfør Bowlby.

Jeg glæder mig over, at relevant børnelitteratur anbefales. Fire konkret titler er måske i underkanten, men Kari Killén redegør fint for, hvorfor netop de fremhæves.

Bogen slutter af med at beskrive den hjælp og støtte, plejeforældrene har brug for. Det er f.eks. viden om tilknytningsteorier og -forskning. Plejebørn prøver netop at undgå at knytte sig, da de kan opleve det som illoyalt mod de biologiske forældre. Forhold gennemgås før, under og (evt.) efter en anbringelse.

OMSORGSSVIGT ER ALLES ANSVAR slutter af med endnu en gang at understrege, at "arbejdet med omsorgssvigt er krævende, uanset hvor vi arbejder. Det forudsætter kompetence, ansvar og mod."