Et festskrift i anledning af Torben Weinreichs 60-års fødselsdag

Børnelitteraturforskningen i Danmark trives, ikke mindst i kraft af Torben Weinreichs mangeårige indsats. Hans meritter er legio: Som professor i børnelitteratur ved Center for Børnelitteratur, underviser ved Forfatterskolen for Børnelitteratur og selv forfatter til flere børne- og ungdoms-bøger er han en ener på feltet.
Senest har han ytret sig i kanondebatten, der nu har fået konsekvenser på folkeskole- og gymnasie-niveau.

En sådan kæmpe fortjener at få sit helt eget festskrift, når han fylder 60, og det har Nina Christensen og Anna Karlskov Skyggebjerg, Weinreichs kolleger ved Institut for Børnelitteratur, nu givet ham.
Skriftet er opdelt i afsnittene: ”Børnelitteraturens egenart”, ”Kanon”, ”Læsevaner” og ”Børnelitteraturhistorie”, artikelforfatterne er både danske og internationale.

Alle artikler tager udgangspunkt i temaer og emner, Torben Weinreich har beskæftiget sig med i tidens løb. Samtidig fungerer festtidsskriftet som hjælp til en afklaring af, hvor børnelitteraturforskningen befinder sig nationalt og internationalt i 2006.

I ”Børnelitteraturens egenart” søges indkredset af bl.a. de store ånder Maria Nikolajeva og Peter Hunt, hvad børnelitteratur er og kan. Artiklerne udleder ikke et entydigt svar på spørgsmålet, og det er i øvrigt en af bogens styrker, at nogle af artiklerne indbyrdes strider mod hinanden.

I ”Kanon”-afsnittet har den norske professor i nordisk litteratur Harald Bache-Wiig i sin artikel ”Norsk barnelitteratur mellem Wonderland og Neverland” den vigtige pointe i kanonsammenhæng, at den norske børnelitteratur sjældent kan stå alene, men oftest er resultatet af en udveksling mellem norsk og udenlandsk litteratur. Dermed giver Bache-Wiig indirekte en vægtig kritik af hele kanonbegrebet. Det er en anden styrke ved festskriftet, at det har plads til en artikel, der problematiserer en af Weinreichs kæpheste.

Et provokerende indlæg for den danske læser er litteraturprofessoren Hans-Heino Ewers’
”H.C. Andersen – kongen over alle børnebogsforfattere?”. Tyske Ewers opfatter bestemt ikke Andersen som et nationalklenodie, og det kan være provokerende på den fede eller den ufede måde alt efter læserens temperament og forhold til Andersens eventyr. Ewers gennemgår forskellige perioders kritik af H.C. Andersens egnethed som eventyrforfatter for børn og erklærer sig enig med de kritikere, der finder, at eventyrene ikke er egnede for børn, fordi de ikke fatter dobbeltbundetheden i eventyrene, men kun den umiddelbare handling. Således er Ewers i tvivl om, hvorvidt Andersen overhovedet bør være en del af børnekanon’en.

Alt i alt er festskriftet en flot gennemgang af børne- og ungdomslitteraturforskningen og tilgrænsende discipliner anno 2006. Der er interessante og nye vinkler på mange forskellige problemstillinger, ikke mindst i kraft af de udenlandske indlæg. Min eneste anke er, at bogen ”henvender sig til studerende og formidlere af børnelitteratur”, som der står på bagsiden. Hvis den gør det, er den efter min bedste overbevisning for kompleks, fordi der er meget forskning og mange begreber, der forudsættes bekendt i de forskellige artikler og ikke mindst er nødvendige for at se ligheder og forskelle mellem dem, der forholder sig til samme emner.

Hvis festskriftet derimod er rettet mod forskere inden for feltet, er det nok for forenklet til at kunne tjene som andet end en opslagsbog.
Når det er sagt, er ovennævnte i sagens natur svært at undgå i en genre som festskrifter, og det er et imponerende arbejde, de to redaktører har gjort i anledning af Weinreich, der i parentes bemærket måske kunne have været mere eksplicit til stede i flere af artiklerne, når nu skriftet er en hyldest til ham?