Januar 2005

PÅRØRENDE OM PSYKISKE LIDELSER er 25 øjenvidneberetninger. Beretninger om at være tæt på sønner, døtre, fædre, mødre, ægtefæller, en svigerinde, en kæreste og en faster. Alle sammen psykisk syge. Beretninger om at møde sygdommen, behandlingssystemet og omgivelsernes reaktioner. Beretninger om magtesløshed. Frem for alt magtesløshed. Overfor sygdommen og overfor behandlingssystemet.

Et af de største indtryk, fortællingerne samlet set efterlader mig med er, hvor enormt tabuiseret psykisk sygdom er. I hvor høj grad den yderst belastende situation, det er at være tæt på psykisk sygdom, forværres af omgivelsernes uvidenhed og berøringsangst. Hvor meget skam og skyldfølelse fylder for de pårørende.

Dette taget i betragtning er det mest fantastiske ved bogen vel nærmest, at den lod sig gøre. At det lod sig gøre at finde frem til 25 mennesker med psykisk sygdom tæt inde på livet og som turde, kunne, ville, vovede og overkom ikke alene at fortælle om det men også at stå fuldkommen åbent frem med navns nævnelse og foto.

Det er 25 personlige og unikke fortællinger men med sammenfaldende betragtninger og erfaringer. Det er personer, der har oplevet, følt, set, tænkt og mærket.
Det er disse personers oplevelser med at være tæt på psykisk sygdom. Det er en mulighed for som læser at komme helt tæt på.
Derind hvor det gør ondt og er svært.
Der hvor man tænker, hvad skal der dog blive af ham, når jeg er væk – selvom man lige er blevet stukket ned med en kniv af sin søn, og politi og presse står som glubske hunde og venter på den anden side af operationsstuens dør.
Der hvor det er forbundet med bekymring at forestille sig at få børn med sin kæreste; bekymring for om kærestens sygdom forværres, bekymring for om børnene arver sygdommen.
Der hvor forældrerollen kommer til at kræve opmærksomhed og omsorg i en helt anden udstrækning og langt længere ind i barnets voksne liv end man nogensinde havde forestillet sig. Måske på bekostning af ens andre børn. Eller en selv.
Eller man i en periode bliver den onde stedmor for sine egne børnebørn i stedet for at kunne nyde rollen som elsket bedstemor.
Eller man er nødt til at vælge det syge menneske fra – for at vælge sig selv til.
Eller man ser sin elskede søn behandlet med overgreb, tvang og trusler, fordi han er syg.
Fordi han er syg.
Fordi han er skizofren og psykotisk og skrøbelig.
Skrøbelig.

Indimellem rejser hårene i nakken sig og slipper kolde vinde ind i hovedbunden, så huden gyser.

En læge der beder den pårørende blande sig udenom. Glemmer at give besked. Ikke ønsker at give besked.
Nogen ved ikke, hvad deres pårørende fejler. Kan ikke rigtig få det at vide.
Denne manglende inddragelse.

Skizofreni og depressioner. Bulimi. Mani. OCD. Skizoid lidelse. Angstanfald. Skizotypi. Borderline. Hashpsykose.

Vi bliver inviteret indenfor i alle disse liv af mennesker, der holder af den syge. Og de fortæller, så den syge får et ansigt. Så man får øje på det hele menneske. Mennesket med sygdommen. Ikke sygdommen med mennesket. Og samtidig bliver det tydeligt, hvordan dette menneske ofte er truet. Truet af sygdommen. Nogen gange af systemet. Nogen gange af de uforstående omgivelser.

Øjenvidneberetninger har altid en slående styrke, en særlig gennemslagskraft som rører os et helt andet sted end forskningsresultater, statistikker og teorier. Det er bogens styrke.
25 fortællinger samlet i en bog. Fuldstændig ukommenterede (når man ser bort fra forord og indledning samt efterskrift) og fri for vurderinger og sammenligninger. De bliver ikke holdt op mod statistikker, fakta eller teorier. De taler for sig selv. 25 beretninger som i sig selv er nok til at bære en bog.
I hvert fald denne bog.

En anden kvalitet ved sådanne førstehåndsberetninger er den autenticitet de bærer i sig. I PÅRØRENDE OM PSYKISKE LIDELSER er der værnet om autenticiteten. Dels ved at beretningerne er skrevet af personerne selv dels ved at bringe både foto, navn og titel på hver enkelt forfatter. Det er vaskeægte mennesker, der er tale om. De har både ansigt, navn og titel.
Men er det nødvendigt? Med foto, navn og titel…
De enkelte fortællinger viser jo glimrende – med hvert sit særegne udtryk – at her tale om personlige beretninger.
Men fotoet, navnet og titlen bringer læseren endnu tættere på – og længere væk.
Man kan sidde og studere vedkommende og tænke: Sig mig engang har du virkelig oplevet det? Haft det sådan. Tænkt de tanker. Og du sidder lige der. Og ser sådan ud. Og har et navn.
Samtidig føjer oplysningerne lidt mere til fortællingen. De bringer historierne videre. Giver læseren mulighed for at forestille sig mere end det, personerne rent faktisk fortæller i deres egne historier. Det skaber en distance til de 25 fortællinger, som kommer til at virke som en slags katalysatorer for, at man selv forestiller sig, hvordan der er hjemme hos andre lokomotivførere eller forlagsdirektører eller Jens’er eller Birgitter.
På den måde bliver fortællingerne et afsæt for, at læseren selv trækker de linier gennem de 25 fortællinger, som der ikke trækkes i bogen.
Og godt for det.
Det rykker i læseren. Noget rykker sig i læseren. Måske rykker læseren sig.
Forhåbentlig.

Bogen er den 13. i serien om sorg og savn fra Kroghs Forlag. JAGOO har tidligere anmeldt ”Anbragte børn” i samme serie.

Mette Hegnhøj Mortensen