I denne andenudgave har forfatteren fjernet afsnit, som havde et skoledidaktik som fokus. I 2004 kom der med de pædagogiske læreplaner fokus på læring, og med de styrkede pædagogiske læreplaner har der været brug for en ny udgave.

Indledningen har præg af en undskyldning for mangler i førsteudgaven. Forfatteren skriver bl.a.: Jeg er i stigende grad blevet opmærksom på, at et stærkt fokus på målstyret læring kan gøre pædagogen blind for de mange processer og situationer dagtilbuddets hverdagspædagogik, som har betydning for børnenes udvikling, trivsel, læring og dannelse og for det gode børneliv.

Den nye udgave matcher teksten i de styrkede pædagogiske læreplaner, som taler om, at legen skal være det grundlæggende i læringsmiljøet, og at der skal tages udgangspunkt i et børneperspektiv.

Forfatteren har fat i noget væsentligt, når hun skriver, at pædagogen har et lederansvar, hun ikke kan sige nej til. En pædagog, som ikke påtager sig dette ansvar, vil svække dagtilbuddets muligheder for at realisere en meget central opgave. Karakteren af den opgave defineres i resten af bogen, bl.a. ved at pege på forskellen på skole- og dagtilbudsdidaktik:

Didaktik og didaktisk kompetence i dagtilbud er kvalitativt anderledes end i skolen fordi pædagogernes didaktiske fokus bl.a. er børnenes indbyrdes leg, og fordi voksenstyrede aktiviteter og læreprocesser skal have et legende, børnesensitivt og inddragende fokus (hermed ikke sagt, at læreren ikke kan have et sådant fokus). Man skal et stykke forbi side 100, inden læring defineres som situeret, grundlæggende social og derfor afhængig af læringsmiljøets kommunikations- og samspilsprocesser.

Det pointeres, at læring i den styrkede pædagogiske læreplan ses som en social praksis, vi deltager i. Og her peger bogen også på et svagt led i kæden, fordi pædagogen qua sin baggrund kan have ringe relationskompetence. Pædagogen står over for en dobbelt udfordring, fordi hun både skal udvikle sin egen evne til at indgå i et anerkendende samspil og samtidig skabe et læringsmiljø, hvor børnene stimuleres til at gøre det samme. Senere anerkendes pædagogen for at skulle træffe hundred- måske tusindvis af vurderinger i løbet af hverdagen, ofte fremadskuende og ikke systematiske. Deltagerobservation, praksisfortællinger og børnesamtaler nævnes som konkrete eksempler på sådanne.

Det kan bl.a. komme til udtryk i den ledelsesstil, pædagogen har. En model i Pædagogen som leder af børnegrupper og læringsmiljø citerer Terje Overland og angiver fire ledelsesstile: autoritær, autoritativ, forsømmende og eftergivende.

Et større afsnit i bogen uddyber fem indsatsområder for pædagogens ledelse af børnegrupper:

  • Vær til stede, og grib ind!

  • Udvikling af det relationelle miljø

  • Tydelige regler og normer

  • Organisering og rammer, understøtter samspil og lig

  • Udvikling af børnefællesskabets sociale kompetence og legekompetence

Efter en gennemgang af andre modeller giver forfatteren konkrete forslag til en ny organisering, som peger på fordele og ulemper ved forskellige måder at gruppere børn og personale på. Jeg skal ikke bedømme, hvor nyskabende forslagene er, men de er ikke desto mindre væsentligt at have med i sine overvejelser.

Heller ikke forslag om at indrette stuerne efter temaer eller at gøre systematiske observationer i garderoben er revolutionære, hvorimod såkaldte episodebeskrivelser nok kan være en ny metode for mange, som er flasket op med mere omfangsrige observationskoncepter. Med episodebeskrivelser gør man kun brug af ganske få sætninger, fx En 3-årig hjælper en 2-årig med at få jakken på. Pædagogen ser dem og smiler. Så enkelt kan det gøres, uden at pointen forsvinder.

Til gengæld kunne jeg godt have ønsket nogle andre eksempler på læring, end bogen har valgt. I bogens eksempler er det pædagogen, som verbalt styrer læringen. Jeg savner eksempler, hvor børnene selv har fundet frem til noget. Det er lidt ironisk, fordi forfatteren selv problematiserer, at dagtilbudsledere og pædagoger primært (eller kun?) evaluerer voksenstyrede læreprocesser.

Dilemmaer i pædagogisk praksis bliver tydelige i eksempler fra evaluering af læreplanstemaet social udvikling. Under en frokost at der fx tre pædagogiske fokuspunkter i spil: 1) Børnene får en stemme og lærer at lytte til hinanden (demokratisk dannelse), 2) oplever, at der er meget uro, og at dialog kan være vanskelig. Det dilemma kan måske være en del af årsagen til 3) Nogle børn oplever at få meget skældud, især hvis hendes baggrund ikke er tilstrækkeligt bearbejdet.

I et af de afsluttende kapitler forholder forfatteren sig kritisk til SMTTE-modellen og zonen for nærmeste udvikling. Der er gode vinkler i den kritik.

Faglitteratur
Akademisk Forlag
Dina Dot Dalsgaard Andersen
158
Bjarne W. Andresen
23. marts 2020

Seneste anmeldelser

Forvandling
Skønlitteratur
Robotic rapsody
Skønlitteratur
Frisk luft
Skønlitteratur
-->