Denne bog vil meget! Alene en kort introduktion til kapitlernes indhold fylder 12 tæt beskrevne sider. Men netop den intro gør den mere håndterlig til studie- og inspirations bog. Den udspringer af et aktionsforsknings projekt med antropologisk og fænomenologisk metode og der er ingen tendens til at finde lave steder på gærdet. Den tager derfor tid at læse reflektionstid. Sproget er let og fortællende, Det er ikke afkodningen, der tager tid. Den er skrevet til de pædagoger, der modige nok til at tvivle på de sæd-vanelige forklaringer og metoder. Den vil give pædagogerne pædagogikken tilbage. Selvfølgelig skal kvalitetskontrollen have sit, men forholdet mellem barn og voksen er pædagogens eget ansvar ikke kejserens.

Aktionsforskning har nogle unikke muligheder og bunder i et avanceret syn på teori-praksis forholdet. Det er netop den forståelse, der gør op med konceptpædagogikkens forståelse af, at når blot man har foreskrevet de rette mål og metoder, så er alting godt. Går det ikke som forventet, så må det jo enten være noget galt med pædagogen eller de foreslåede metoder. Så fikser man fejlen og forventer så til gengæld, at virkeligheden er lydig overfor teorien. Men virkeligheden er et ulydigt fænomen. Man kan ikke forklare den, man er nødt til at forstå den hvilket er en helt anden erkendelsesform, der nok indebærer en del teoretisk viden, men langt mere praktisk erfaring. De fleste koncepter udspringer af succesfulde forløb i en eller nogle få institutioner. Disse forløb forklares så ind i en ramme, der formidles som et koncept, der lover succes, når blot man følger reglerne. Det virker skam nogle gange. Spørgsmålet er, om de gange, det lykkes, skyldes tilfældighed eller lydighed.

De fortællinger fra to meget forskellige dagtilbud (hhv. landsbybørnehaven med 40 børn fra et tæt samfund og mangfoldighedens hus med børn, familier og personale fra omkring 20 forskellige nationer) har formodentlig bred gyldighed, selv om ingen af de to institutioner tilhører den brede masse af almindelige dagtilbud. Men den forskningsmæssige grundighed, iagttagelserne og praksisfortællingerne diskuteres i, gør konklusionerne almengyldige. En af de vigtige konklusioner er, at selv om forskning i ind- og udland har vist, at kvaliteten af arbejdet i dagtilbud hænger sammen med andelen af uddannede ansatte, så er et mere virkelighedsnært perspektiv, i hvor høj grad pædagogerne formidler deres faglige viden til de ufaglærte kolleger. Et centralt spørgsmål i en institutions dagligdag er jo: Hvad er det vi skal nå?. Altså om institutionslogikken den institutionelle disciplinering der giver sig udtryk i rutine pædagogik.

Bogen igennem er der beskrevet eksempler, iagttagelser og praksisfortællinger, der diskuteres indsigtsfuldt og engagerende. Nu er det ikke længere praktisk at vedlægge en cd-rom eller en dvd, de afspillere er blevet sjældne, men et link til nogen af eksemplerne kunne have været et ekstra plus. Især i bogens anden af tre dele.

Bogens egentlige mål er udtrykt i forskningsspørgsmålet i tredje del: Hvordan kan pædagogiske miljøer tilrettelægges, så relations dannelsen mellem barn og pædagogisk personale styrkes?

Her anbefaler de først og fremmest et børnesyn, hvor de voksne viser børn tillid som en ligeværdig aktør i sin egen livsverden. Men de gode viljer og brede teoretiske forandring i de to første dele af bogen bliver i det meste af den tredje handleanvisende del lidt mere skabelon og konceptagtig. Den strukturering af hverdagen, som i bogens anden del betegnes skelet manden, efter hvis taktstok alle haver at indordne sig (så man nærmest kan høre soloviolinen i Danse Macabre af Saint-Saëns), bliver alligevel til konsulent plancher med hurra ord, visioner, fællesskab, forudsætninger, faglighed og passion. Der er en tro på, at børn føler sig set og hørt, hvis der er glade børneansigter på lederkontorets plakat med visioner. Når tredje del af bogen så alligevel bliver lige så læseværdig som de to første dele, skyldes det det afsluttende kapitel med et etisk blik på pædagogisk arbejde og profession. Her diskuteres det pædagogiske mandat i både pædagogens formelle (juridiske) myndighed og den faglige (professionelle) myndighed. Begreberne er anvendt af den danske filosof Carsten Fogh Nielsen og bogen inddrager også hans tredje myndighedsbegreb: Den almene myndighed eller pædagogens evne til at håndtere ulige magtforhold. Det er denne kompetence i det asymmetriske magtforhold, der er kernen i en vellykket pædagogisk relation. Jeg har ikke tidligere set den pointe så klart italesat, og det er netop derfor, bogen er så bredt anvendelig på både professions- og universitetsstudier og i den interne refleksion, gode dagtilbud kører kontinuerligt og struktureret.