Det kan ske for nogle undervisere, at de en sjælden gang bliver grådkvalte i stemmen, når undervisningsstoffet udløser store følelser. Jeg har det selv svært med at holde stemmen i ro, når jeg underviser i de forbudte sange der knytter sig til udviklingshæmmedes egenkultur. Det kan ramme bedre folk end mig. Jens Sigsgaard havde det også sådan. De studerende undrer sig gerne, men forstår, at her er man berørt af stoffet. Men når hele auditorier finder lommetørklæderne frem, så tager det godt nok prisen. Sådan gik det os førstedelsstuderende, når vores fremragende lektor i opdragelsens idehistorie, Viggo Tønsberg, havde været i Institut for Teoretisk Pædagogiks eget bibliotek og fra det allerhelligste skab havde fremdraget de breve, som Pestalozzi modtog fra sine tidligere elever. Brevene var sendt i anledning af Pestalozzis 60 års fødselsdag og beskrev, hvorledes de 50 forældreløse drenge på Neuhof alle havde følt sig kærligt og nænsomt opdraget. Ved oplæsningen af de breve kunne man høre lektor Tønsbergs berørthed, og vi andre snøftede med. Pestalozzi havde 50 børn på Neuhof. 30 år senere skrev de, hvordan han altid havde en hånd til dem med et fortroligt klem. Drengene kunne også altid komme op og sidde på skødet hos ham. Men han var ikke alene om arbejdet. I køkkenet stod en halvdags kogekone, og hun havde for travlt til at holde i hånd. Diskussionen om, hvorvidt 1½ voksen til 50 børn er en passende normering for en kærlig pædagog, tager jeg ikke op denne gang. Jeg kan allerede høre modargumentet: Det var en anden tid

Bogen starter med redaktørernes gennemgang af begrebet kærlighed i filosofisk, psykologisk og pædagogisk historisk belysning. Det uddybes af filosoffen Anne Marie Pahuus, der skriverom Agape og Eros. Agape henviser til barmhjertighed og Eros til lidenskab og forelskelse. Her tager den næste filosof over: Jonas Holst, der beskriver Filia, eller venskab. Han tager udgangspunkt i Platons (Sokrates) hulebillede. Her hæfter Holst sig ved, at intet menneske slipper ud af hulen ved egen kraft han sættes fri af nogen. Vi kommer hen over Aristoteles og Kierkegaard. Vi er oppe i filosoffernes luftige lag, men Holst lander den i et begreb om dannelsesorienteret ledsagelse i venskabets ånd.

Den bold tager næste forfatter op. Også han er filosof. Finn Thorbjørn Hansen. Hans kapitel inddrager højskolepædagogikken og kredser om leg, undren og kærlighed. F.T. Hansen diskuterer også nutidens endimensionelle fokus på pragmatisk problemløsningsmodeller. Han skriver ikke om bæredygtig pædagogik, men om væredygtig pædagogik, hvor der skabes to dimensioner: Det legende og sanselige indtryk og den eftertænksomme undren med sokratisk spørgen ind til, det vi tager for givet. Det bliver stikord til psykologen Dion Sommer som går helt kontra og spørger om pædagogisk kærlighed er mulig og nødvendig i udviklingspsykologisk forstand. Sommer er helt med på gensidighed i relationen, fokus på barnets stemme og behov, evnen til at forme passende tilknytningsrelationer og ikke mindst: fordringen om omsorgsetik. Men Sommer ser en omfattende glidning i begrebsbrugen og advarer mod brug af kærlighedsbegrebet i hverdagens dagtilbud. Beskrivelsen af pendlerbarnet imellem dagtilbud og familie munder ud i en advarsel om meningstab, moralsk stress og udbrændthed, hvis pædagogerne også skal have kærlighed som ideal for arbejdet.

De to trivselsforskere Katrine Weiland Willaa og Jill Mehlbye er ikke enige i den vinkel. Deres forskning viser netop, at et kærligt læringsmiljø og en kærlig relation mellem lærer og elev er afgørende vigtig. De påpeger, at det er læreren der er ansvarlig for miljø og relation og ikke kan forvente eleven gensvarer kærligheden på samme måde.

Småbørnsforskeren Ole Henrik Hansen er derimod mere på Dion Sommers Gieseckes-inspirerede hold. Han beskriver pædagogikkens fællesskaber, solidariteten, empati og fælles opmærksomhed og endog samhørighed javel; men kærlighed det får barnet, efter Ole Henrik Hansens mening, i sin familie.

Stig Broström er ikke på Sommer og O.H. Hansens hold. Med udgangspunkt i opdragerens afgørende personlighed, trækkes pædagogikhistoriens geniale hjertemennesker frem. Først og fremmest Pestalozzi. Derfra diskuteres kald vs. profession (som Broström mener må gå hånd i hånd). Han vil få pædagogerne til at overvinde sit idealiserede billede af moderens forhold til sit eget barn og tage et helt andet udgangspunkt for en kærlighedsform, der befinder sig midt imellem primær- og sekundærrelationerne. En kærlighed, der ligger et sted imellem moderens naturlige kærlighed og Bibelens næstekærlighed (et uventet begrebsbrug hos netop Broström).

Bogen kommer grundig omkring Marte Meo-metoden i to kapitler skrevet af hhv. psykologerne Jytte Birk Sørensen og Allan Stevn Bach.

Læringsforskerne Grethe Kragh-Müller og Anne Maj Nielsen bidrager med deres interviewundersøgelse blandt vuggestuepædagoger og selv barnets perspektiv inddrages af ledelsesforsker Karsten Mellon, der har spurgt børn: Hvad er kærlighed? Det er der kommet mange tankevækkende børneudtalelser ud af.

Jo, bogen kommer skam hele vejen fra Platon til barnet og helt rundt om begreberne.

Denne bog er et must i de pædagogiske professioner, og netop fordi den inddrager så mange synsvinkler, egner den sig også som udgangspunkt for diskussioner i de personalegrupper, der ikke bare skal hjem men skal videre!