December 2004

”Kan retfærdighed læres?”

Se, det kalder jeg genialt! Altså at spørge sådan. I al sin enkelhed er det vel ”bare” et pædagogisk og filosofisk grundspørgsmål, men hvilket et. Det er samtidig titlen på Lotte Rahbek Schous bidrag til Pædagogikkens filosofi – tanker om menneskets frembringelse. Hun og en række andre forskere præsenterer her deres nye disciplin på det Institut for Pædagogisk Filosofi, der blev etableret på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) i 2001. Resultatet er blevet en sine steder uhyre spændende, og også temmelig uensartet bog.

Hensigten med antologien er at synliggøre instituttets forskning og at demonstrere, hvorfor dets virkeområde er vigtigt. At få sat pædagogikken i perspektiv synes mere nødvendigt end nogensinde. Nyere (mode-)begreber som bl.a. læring og kompetence, ja endog læringskompetence, fløjter om ørerne på os som dagligdags udtryk i det offentlige rum. Pædagogikken er ved at blive almengjort. Opmærksomheden på pædagogiske spørgsmål er øget fra politikeres side, fra forældrenes, fra erhvervslivets osv. Derfor indebærer refleksioner over det pædagogiske genstandsområde, at man undersøger udviklingen via en idehistorisk, filosofisk og endda historiefilosofisk tilgang. Hvad ER pædagogik egentlig, hvordan forandrer den sig, hvor går pædagogikkens grænser – og hvad betyder udviklingen for vores samlede forestilling om dannelse med stort D? Her ligger bogens egentlige mission. Det lyder akademisk, og det er det også. Terminologien er i nogle af artiklerne vanskelig at kapere for et ikke-æggehovede som mig, selv med ordbogen fremme.

Lad imidlertid ikke dette skræmme den på forhånd interesserede læser bort. Birthe Nielsens essayagtige bidrag ”Selvdannelsens etiske konsekvenser set i forhold til det sociale”, banker f.eks. en lige højre ind i samtidens selvspejlende solarplexus. Og det på en højst personlig og tankevækkende måde. Finn Thorbjørn Hansens artikel om ”Pædagogisk filosofi som filosofisk praksis” kan også nævnes; udover at forsøge sig med definitioner på, hvad pædagogisk filosofi faktisk er, skildres billedet af filosoffen som ”sokratisk jordemoder”. I denne rolle er det filosoffens opgave som fluen på væggen at stille de spørgsmål, som den praktisk arbejdende lærer eller pædagog måske ikke tænker over til daglig, men som kan give anledning til refleksion efterfølgende. Hvorfor gør man de ting, man gør i praksis, og kan de faktisk begrundes på den måde, som man siger eller påstår?

Forfatterne har naturligt nok vidt forskellige tilgange til deres nye disciplin. Se bare følgende overskrifter, udover de allerede nævnte: ”Natur og dannelse”. ”Pædagogisk pli”. ”Den religiøse dimension”. Bidragene har virket tilsvarende forskelligt på denne anmelder: Et par af kapitlerne har slået mig som nærmest bevidsthedsudvidende(!), mens andre, som antydet, bevidst eller ubevidst ekskluderer sig fra den ”almindelige, men interesserede læser”, hvis han eller hun da ellers findes.

Apropos, så udviser Anne-Marie Eggert Olsen i bogens fine indledning rigtig god værkstedshumor. Hun advarer om, at ”pædagogisk filosofi” i dette tilfælde ikke betyder ”filosofi, der er specielt pædagogisk tilrettelagt”! Nej, det må man sige, filosofi bliver ikke automatisk lettere tilgængelig af at være ”pædagogisk filosofi”. Det er indlysende. Men flere af kapitlerne kunne godt være skrevet på en mere tilgængelig måde, uden nødvendigvis at falde i akademisk niveau. Og uanset at filosofiske begreber selvsagt er uomgængelige, når talen er om filosofi.

Hvad så med retfærdigheden – kan den læres? Joooh, men måske snarere via den begrebsliggørelse, som undervisning i moral og etik nødvendiggør, end via en lære i eller om retfærdighed i sig selv. Læs selv!