PÆDAGOGISK ANTROPOLOGI beskæftiger sig, som titlen lover, med tilblivelsen af faget pædagogisk antropologi. Ifølge bogen blev faget kickstartet ved etableringen af Institut for Pædagogisk Antropologi, da Danmarks Pædagogiske Universitet blev dannet i 2000. Ikke desto mindre henviser PÆDAGOGISK ANTROPOLOGI til tysk forskning tilbage fra 1950. Forfatteren af denne anmeldelse har også stiftet bekendskab med bøger skrevet før 2000, bl.a. af Eva Gulløv, som også er medarbejder på DPU.

Da "pædagogik" burde være læseren af denne anmeldelse bekendt, er spørgsmålet "hvad er antropologi i pædagogisk antropologi?" Dette spørgsmål besvares i første del af PÆDAGOGISK ANTROPOLOGI. Antropologi er "en videnskab, hvor oplevelsen af kulturelle forskelle er blevet professionaliseret". Det nye fagområde forstås som en ny helhed og ikke bare nogle dele, som er hentet fra forskellige beslægtede fag(områder). PÆDAGOGISK ANTROPOLOGI søger at afgrænse pædagogisk antropologi forstået som instituttets arbejdsfelt. Det er således en meget selvcentreret bog, det vil jeg vende tilbage til.

Den pædagogiske antropolog kan ses som en guldgraver eller en kunstner. Guldgraveren leder efter det sublime og den dygtige guldgraver finder det også. Kunstneren er medskaber og i bedste fald skaber af kunstværket.

Som eksempel analyserer Niels Kryger retorikken i folkeskolen: før 1960 byggede retorikken på en såkaldt organismetænkning: eleven skulle assimileres i det danske samfund. Det skete ved, at barnet lærte at være effektiv i udøvelsen af færdigheder. Denne retorik blev afløst af en fleksibel systemtænkning, som stræbte mod at få individet til at være effektiv i helheder. Denne tilgang slog igennem i 1990'erne.

Et andet eksempel kommer fra Sverige, hvor der er et samarbejde mellem McDonald's og en forening til fremme af børns læring. PÆDAGOGISK ANTROPOLOGI giver en historisk gennemgang af tilbehøret til Happy Meal og ikke mindst, hvorfor det har forandret sig og hvordan det bliver markedsført overfor forældrene.

PÆDAGOGISK ANTROPOLOGI beskæftiger sig med den kendsgerning, at bogen som medie delvist er afløst af cd-rommen. I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at computerteknologien bliver introduceret i hjemmene (og for egen regning vil jeg tilføje: i daginstitutionerne) før barnet møder det i skolen. Vel at mærke ikke bare som noget, voksne præsenterer for børn. Børn kan selv - og er derfor kompetente brugere af computere, længe før skolen inddrager mediet. I dette forhold ses forskellen fra bogen tydeligt: langt de fleste førskolebørn er ret passive brugere af bøger og kræver voksendeltagelse for at få det optimale ud af bogen.

Livslang læring beskrives i to dokumenter fra EU-kommissionen fra hhv. 2000 og 2001. Her introduceres en anden tilgang til læring. Bevægelsen går fra undervisning til læring, og derved opstår begrebet livslang læring. Både før skolen (som i eksemplet ovenfor) og i livet efter skolen/uddannelsen.

Helene Illeris giver et eksempel på, hvad pædagogisk antropologi beskæftiger sig med. Hun tager udgangspunkt i kunstmuseers formidling, som med forfatterens eget udtryk bliver til "det kunstpædagogiske møde" for at lægge afstand til envejskommunikation, som ikke har været kapitlets ærinde at beskrive. Kapitlet følges op af nogle betragtninger af Lars Holm, som beskriver modsætninger mellem mundtlighed og skriftlighed samt styrker og svagheder ved de to færdigheder (som er forfatterens eget udtryk). Han taler om it-analfabeter, og udforsker det udvidede tekstbegrebs fjernere egne som sms, spil, lyd, billede osv. For den unge læser kan jeg oplyse, at det udvidede tekstbegreb også var nyt, spændende og provokerende i Deres Anmelders skolegang i 1970'erne. Netop her får Lars Holm fat i noget, som umiddelbart kan bruges i pædagogisk praksis i daginstitutioner, hvor de forskellige udtryksformer konkurrerer om plads og præstige, når pædagoger øver sig i at dokumentere deres arbejde. Hvornår bruger pædagogen et foto - og hvornår en observation i nedskrevet tekst? Har en båndoptagelse samme værdi som det traditionelle nyhedsbrev?

I sidste del af PÆDAGOGISK ANTROPOLOGI tager Jon Milner fat på, hvad der sker, når danskhed defineres ud fra en national identitet. Det kan læses som en kommentar til hele debatten om en kulturkanon. Det er sandsynligvis ikke tilsigtet, om end næppe tilfældigt, at disse skrifter udkommer næsten samtidig. Jon Milner giver et eksempel på en opfundet tradition: det nationale køkken eksemplificeret ved frikadeller. Frikadeller er en ret, som mange danskere beskriver som tidløst dansk. Det står i kontrast til det faktum, at det først var i slutningen af det 19. århundrede, at kødhakkemaskinerne blev almindeligt tilgængelige og leverede forudsætningerne for farsfremstilling i større målestok. Fremtiden skal hverken Jon Milner eller jeg kloge os på, men der er ingen sikkerhed for, at svinefarsen ikke erstattes af f.eks. kalkun eller oksekød, som det allerede er sket i mange opskrifter.

Jon Milners pointe er, at "danskhed" ofte ikke er andet og mere end et nedslag i en bestemt periode i en bestemt del af verden, som selv definerer sig som dansk. Med forfatterens egne ord "Nej, snarere skal nationen ses som et forestillet fællesskab af døde, levende og endnu ikke fødte, kort sagt af en mængde mennesker som aldrig nogensinde mødes, men som forestiller sig at høre sammen. For så giver det mening at denne forestilling kan opstå historisk set, og også forsvinde igen i fremtiden."

Jeg beskrev PÆDAGOGISK ANTROPOLOGI som en selvcentreret bog. Det begrunder jeg med, at forfatterne fremstiller faget pædagogisk antropologi som noget, som opstod ved spontan genese i 2000, uagtet at der er henvisninger til arbejde med faget før denne dag. Bogen yder ikke meget hjælp til pædagogen, som vil inddrage det nye fag i sin praksis. Hvordan gør man lige? Heller ikke som introduktion til pædagoger, som overveje at tage en uddannelse knyttet til instituttet, er PÆDAGOGISK ANTROPOLOGI et godt bud. At 35 sider end ikke er oversat fra engelsk til dansk vælger jeg ganske enkelt at se bort fra. Jeg har valgt at fokusere på de dele af bogen, som giver mening for mig. Og der er simpelthen for langt mellem snapsene.