November 2004

Nogen har engang sagt til mig: Første dag du træder ind i en børnehave som nyansat pædagog, vil du undre dig over en masse af det, der sker. Når der er gået omkring 3 måneder, kan du ikke længere få øje på det, du undrede dig over som ny.

Det er dette den nye og fremmedes blik på det pædagogisk felt, pædagogisk antropologi som forskningsdisciplin tager udgangspunkt i.
Pædagogisk antropologi er et gadekryds.
Et antropologisk-videnskabeligt ophav og et pædagogisk-videnskabeligt ophav, der hver især bidrager med teorier og begreber til analyse af det pædagogiske felt; det sted hvor opdragelse, læring og dannelse finder sted.

Pædagogisk antropologi er en forholdsvis nyetableret forskningsdisciplin i dansk sammenhæng og bogen fungerer vældig godt som en introduktion til dette nye forskningsfelt.

PÆDAGOGISK ANTROPOLOGI – refleksioner over feltbaseret viden består af otte artikler leveret af forskere med tilknytning til Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Danmarks Pædagogiske Universitet.
Bidragyderne repræsenterer forskellige forskningsinteresser og traditioner, og deres artikler giver forskellige eksempler på, hvordan den pædagogiske antropologi med afsæt i empiriske studier og undersøgelser kan tilvejebringe andre vinkler på udforskning af pædagogiske selvfølgeligheder og begreber.
Forfatterne præsenterer fra hver sin position forskellige bud på interesseområder for pædagogisk antropologisk forskning som f.eks. institutionslogikker, sociokulturel reproduktion, etnografiske studier af skolens betydning i Nepal.

Artiklerne er overbevisende eksempler på den pædagogiske antropologis potentielle bidrag til udvikling af det pædagogiske arbejde og efterlader sig det indtryk, at pædagogisk antropologi kan være en metode til at komme om bagved det umiddelbart indlysende, til med den fremmedes blik at undres samt registrere og indfange disse undringer for at få øje på det øjensynligt usynlige og undgå at døse hen i en komatøs tilstand af selvindlysende og selvfølgelige betragtninger af den pædagogisk praksis.
Ja, det er bestemt overbevisende læsning.

PÆDAGOGISK ANTROPOLOGI er en bog, der får den neongule overstregningstuschspids til i en nærmest vægelsindet men begejstret dans at hoppe ud og ind af låget – hvis man da er sådan en læser, der ynder at dekorere sine fagbøger med horisontale neonforpuppede larver, for det myldrer med interessante betragtninger rundt omkring i de enkelte artikler.
Som f.eks. i Niels Krygers fremragende artikel om mesterfortællinger, hvor han på et tidspunkt reflekterer over forskningsresultaters vilkår i den offentlighed, de formidles i. Eller Sally Andersons artikel om det ejendommelige fænomen Kunsten at drille en vikar. Den er pudsig og tankevækkende og indsigtsgivende ligesom resten af PÆDAGOGISK ANTROPOLOGIs artikler.

Bogen fortjener 6 stjerner, fordi den er helt igennem vellykket.

Mette Hegnhøj Mortensen