Januar 2005

Da jeg får bogen i hænderne, kan jeg både se og føle, at her er noget læsning, der bliver spændende at gå i gang med. Bogen er lavet i et lækkert layout, så jeg kan slet ikke lade være med at bladre rundt. Forsiden er dekoreret med forskellige udsagn inde fra bogen. Disse sammenholdt med bogens titel signalerer, at her er en bog, som alle, der arbejder indenfor det pædagogiske, psykologiske og psykiatriske arbejdsfelt kan få udbytte og glæde af.

Bogen starter med en introduktion af de ni forfattere, som har bidraget med indlæggene. Disse forfattere beskæftiger sig med undervisning og udvikling af pædagogisk arbejde og har praksisfortællinger som særligt interesseområde. Herefter følger de ni kapitler.

I introduktionen hjælpes læseren godt på vej til at lære forfatternes baggrunde at kende og dermed hvilke forskellige synsvinkler, de behandler bogens emne ud fra. Når jeg går i gang med selve kapitlet, tænker jeg: ”Den forfatter kender jeg godt”. Det gør mit læseudbytte større og dermed min læring.
Hvert kapitels titel fortæller mig, at bogens emne vil blive bredt belyst. Bogen er læsevenlig i sit sprog og i sin opbygning. De mange praksisfortællinger er skrevet på gråt papir, således at de tydeligt adskiller sig fra den øvrige tekst. Min nysgerrighed driver mig til at læse praksisfortællinger, der hører til i senere kapitler. Det har den hensigtsmæssige effekt at skærpe min motivation til finde ud af, hvilken viden og læring bogen gemmer på.

Den uddannelsespolitiske udvikling herhjemme stiller krav om en øget akademisering. Meget positivt er det derfor, at praksisfortællinger er blevet en anerkendt metode til professionel bearbejdning og perspektivering.
De ni forfattere har et forskelligt udgangspunkt i deres behandling af emnet, men den røde tråd gennem bogen, er, at her kan vi alle være aktive, her har vi alle en fortælling at bidrage med.
Praksisfortællinger sætter fokus på det levende liv og på menneskers ressourcer og kompetencer – frem for fokus på diagnoser, fejlfinding og sygdom.
Vi ordner vores verden ved at fortælle om den. Fortællinger vækker associationer, udløser kommentarer, skaber flere fortællinger og laver spillerum for oplevelse og refleksion hos personalet.
Jeg vil citere to praksisfortællinger fra bogen:

”Yoghurt i dukkekrogen”

Vendepunktfortælling
”Frederik, 2½ år, skulle sidst ud, fordi han var forkølet, og han legede for sig selv inde på stuen, mens jeg hjalp det sidste barn i tøjet. Da jeg skulle ind for at hente Frederik, lagde jeg mærke til, at der var mistænkeligt stille. Hvor er han? Inde i dukkekrogen sidder Frederik og siger: ”Jeg spiser yoghurt”. Der sad han pænt ved bordet og spiste sin yoghurt. Den havde han fundet helt på egen hånd, åbnet helt alene og fundet en ske i dukkekrogens skuffer. Jeg syntes, denne dreng udviste høj grad af problemløsning!”

Vanefortælling
”Frederik, 2 ½ år, skulle sidst ud, fordi han var forkølet, og han legede for sig selv inde på stuen, mens jeg hjalp det sidste barn i tøjet. Da jeg skulle ind for at hente Frederik, lagde jeg mærke til, at der var mistænkelig stille. Helt typisk, han skal altid finde på nogle numre, når vi skal ud. Han roder i dukkekrogen og spiser yoghurt, selvom han godt ved, at det må han ikke, når selve måltidet er slut, og vi har ryddet op indenfor. Det har vi jo sagt til ham mange gange!”

Jeg synes, at ovenstående er et godt eksempel på, at samme hændelse kan ende i forskellige fortælletyper alt efter fortællerens fortolkning:
Den første fortælling udtrykker en åben, positiv holdning overfor barnet, mens den anden udtrykker en negativ vanetænkning.
Praksisfortællinger udforsker, hvordan mennesker tænker og oplever forskelligt, og fundamentet er lagt til refleksion og læring i personalegruppen.

Fortælling handler ikke kun om at forstå fortiden og nutiden, men i høj grad også om det fremadrettede perspektiv. Selvom det enkelte menneske er sårbart i fortællingen, så er fortællingen med til at skabe mening i et samfund, der er karakteriseret ved at være fragmenteret og i opbrud.
At rådgive, pleje, undervise, behandle og drive pædagogisk virksomhed med andre mennesker fordrer en stadig vedligeholdelse af det elementære menneskelige. Menneskelige værdier gør os til venner med hinanden. Når man møder den anden med åbenhed, lukker man ham indenfor og byder ham velkommen i sit univers. Det er dejligt at kunne gøre det, ligesom det er dejligt at blive modtaget af den anden med åbenhed. Praksisfortællinger fordrer tillid, empati og respekt både hos fortæller og lytter.

Bogen er praksisorienteret, den går ind under huden og er meget brugbar som pædagogisk læring. Jeg anbefaler bogen til alle, som har praksisfortællinger som interesseområde, arbejder med dem i hverdagslivet og ønsker mere viden herom. Jeg tror, det største udbytte af bogen opnås ved at lade hvert enkelt kapitel bundfælde sig, inden der startes på et nyt.

God fornøjelse med læsningen!